Har du nogensinde drømt om at flytte til Italien med din familie og i den forbindelse tænkt på, hvordan det mon er at bo der “i praksis”? Vores gæsteskribent Charlotte, der har boet i Italien med sin familie i de sidste fire år, deler her ud af nogle af sine erfaringer som udlandsdansker i Italien. God fornøjelse!
Som et nyforelsket ægtepar
At bo som udlandsdansker i Italien er som et ægteskab. Det går op og ned – og er ikke altid en dans på roser. MEN det afhænger også af måden, man ser tingene på. Er glasset halvfyldt eller halvtomt!? Det begynder med dén dag, hvor man står i Italien og tænker: “Jamen, så er det så her, vi skal bo”. Som et nyforelsket ægtepar, der lige er flyttet sammen, har man indstillet sig på, at det kan være svært i starten, men man vil gøre alt for at se glasset som halvfyldt. Så det er halvfyldt hver gang tingene ikke går helt som forventet.
Som fx. da jeg efter 2 måneder i Italien stod i et varmt posthus og efter ½ times kø i den ene skrank opdagede, at jeg havde stillet mig i den forkerte kø, og jeg hørte mig selv sige til mine børn på 4 og 6 år: “Se nu bliver det sjovt at se, hvordan det er at stå i den anden kø”.
“Far – hvad hedder hest på dansk?”
Man suger alle indtryk til sig og får flyttet de fleste indtryk over i “den positive boks”, og inden man får set sig om, er det første år gået, og man ser tilbage på det første år med tanken: “ihhh … det gik jo godt”. Børnene kom ind på en god italiensk skole og efter ca. ½ år kan de begge tale italiensk – selv om den mindste sommetider er forvirret og spørger: “Far, hvad hedder hest på dansk?”. Faderen er bare glad for at se sin familie være faldet godt til. Og moderen har fundet ud af, hvordan et italiensk posthus fungerer.
Det andet år som udenlandsdansker er sværere, da honey-moon perioden er overstået, og hverdagen for alvor begyndt. Nu er det sjove og nye ikke mere så sjovt og nyt, og vandet i glasset er ikke mere altid halvfyldt men sommetider mere halvtomt. Man er ikke mere hende den “nye og spændende i klassen” men mere hende den underlige, der ikke forstår italiensk, og som beder slagteren i supermarkedet om hakket “cavallo-kød = hest” i stedet for “vitello-kød = kalv”. Eller som inviterer sønnens legekammerats far indenfor i huset og under rundvisningen af huset går i står i sætningen: “Tu vuoi …?”, mens man peger på soveværelset.
Krise i ægteskabet
Forventningerne er derfor mindre til indgangen af det tredje år som udlandsdansker, da man har følt på sin egen krop, hvad det vil sige at være ensom, ikke at kunne gøre sig forståelig, ikke at føle at man er dén person, man er i Danmark. Altid at være smilende og forstående i et fremmed land med følelsen af ikke at være hjemme men altid gæst. Den første store krise i ægetskabet har sneget sig ind, og man har fundet ud af, at livet også kan være svært, selv om solen skinner.
Og så vupti … efter at være kommet igennem krisen, så er det som om at alle ens anstrengelser for at tingene skal lykkes begynder at bære frugt i det tredje år. Der kommer flere og flere venner til. Projekter der ikke var tid til i Danmark startes op. Friheden føles bedre og mulighederne flere.
Sprogkursus i ”Italiensk vi prøver lige igen…”
Overgangen fra det tredje til det fjerde år mærkes ikke. Det mest mærkbare er den sproglige udvikling, som er taget til efter endnu et år på skolebænken. Ikke i faget “Italiensk for begyndere” men i ”Italiensk – så prøver vi lige igen at lære bøjninger af italienske ord i fortid, nutid og fremtid”. Det fjerde år bliver også det “farlige” år, da man tror, man kan læse og forstå meget italiensk, hvilket resulterer i sproglige misforståelser, som når man får overbevist hele familien om, at man skal op kl. 7 en søndag morgen, da skolebandet spiller kl. 9.
Hvorefter man finder ud af, da man er ankommet, at man kunne vælge at komme enten kl. 9 eller 11. Eller man ikke deltager i den første time af børnenes skoleafslutning med sang og musik – som de har øvet på et helt år – da man havde læst sig til, at det startede senere.
C’é la vita!
Det femte år som udenlandsdansker starter snart, og jeg ved, at det vil blive et år med både halvfyldte og halvtomme glas – som et ægteskab. Og det er faktisk okay med mig – for sådan er livet jo.
Hvis du vil læse mere om, hvordan det er at bo i Italien som udlandsdansker, så gå ind på Charlottes blog her.
Har du ikke mod på at flytte til Italien permanent, men gerne vil opleve det autentiske Italien på en ferie i Italien, så læs vores populære artikel “Drømmen om Italien finder du på en agriturismo på landet”.
