Hvor Etnas lavasletter møder Nordsiciliens alpeland og havets blinkende blå, ligger hyrdehuset La Collina dei Nebrodi. ”Her er det svært at vide, hvor kroppen slutter og sjælen begynder”, smiler Sergio, og slår hånden ud mod vulkanøerne i det fjerne. Og minsandten: den karismatiske feriebolig og dens ejer er 2 alen af samme, uforglemmelige stykke.
Jeg har besøgt ferieboligen La Collina dei Nebrodi, beliggende hele 650 meter over havet, og stedets ejer, Sergio, til en snak om hverdagen med husets gæster, om Nebrodiparken og dens alpeklima, om den utrolige udsigt til De Æoliske Øer, havet og middelalderbyen San Marco d’Alunzio, om landskaberne og vandremulighederne i området – og meget mere.
God fornøjelse!
Hvad overrasker folk mest, når de gæster dit hus?
Det er helt klart kontrasten mellem den vilde kørsel herop – især, hvis det er mig, der kører (!) og så selve stedet med al dens utrolige fred. Ankommer folk i mørke, er indtrykket endnu stærkere. Grusvejen slanger sig på kryds og tværs ind igennem naturen – heroppe bor der flere får end mennesker, og der er ikke så meget som et glimt kunstigt lys. Jeg elsker at se deres ansigter, når bilen rømmes – når de træder ud i gruset, og stilheden falder ind over dem. Eller når jeg kommer herop om morgenen med frisk frugt og mælk til deres morgenmad, og ser gæsterne tage paradiset i øjesyn for første gang.
Beskriv den perfekte dag på La Collina
Den starter, når min datter kører herop helt tidligt om sommeren og tilbereder morgenmad for gæsterne. Så står de op og samler sig rundt om bordet ude på terrassen, hvor de har den mest fortryllende udsigt: mod nord ser man havet og de Æoliske øer, i vest troner middelalderbyen San Marco d’Alunzio på sin bjergtop, og bag selve huset begynder Nebrodi-parken og dens alpeklima.
Så kører vi sammen ind i parken med vandrestave og madpakker og lægger de smukkeste kilometer bag os til fods – en trekkingtur på cirka 6 timer. Måske besøger vi endda de lokale bønder og smager på deres hjemmelavede oste og skinker, inden vi vandrer mod de majestætiske Rocche del Castro-bjerge.
Et af de steder, vi helt sikkert kommer forbi på vejen, er et frodigt plateau, hvor man på den ene side ser vulkanøen Stromboli blinke ude i havet mod nord, og mod syd beundrer Etnas sorte lavaland. Det er en ubeskrivelig følelse: at træde ud af egeskoven og se landskabet åbne sig for én og opdage, at man står lige på aksen mellem 2, mægtige vulkaner.
Når vi kommer hjem igen, serverer jeg og min kone gerne en god middag for vores gæster. Og så sidder vi og spiser ude på terrassen og ser solen gå ned over de Æoliske øer. Bliver det helt mørkt, inden vi får spist færdig, kan vi øjne lavaen fra Stromboli lyse op ude i det fjerne.
Er du Nebrodiparkens sidste cowboy?
(Griner) Nej, her bor skam stadigvæk rigtig mange cowboys! For heldigvis er det ikke kun mig, der elsker Nebrodiparken, naturen og dens mennesker. Er man født her, er det naturligt at følge en anden rytme – at være vant til stilheden, og følge årstidernes skiften med ro og respekt.
Det er jo også noget af det første, mine gæster bemærker, når de har været her i et par dage: Det magelige tempo og det faktum, at her absolut ingen trafikstøj er – bortset fra fåreflokkene, der trasker rundt på bjergskråningerne og bimler med de små koklokker, dyrene har om halsen (han ler)!
Huset heroppe er et originalt bondehus, som man engang brugte til at lave vin i – og da jeg overtog det i 2007, satte jeg det nænsomt i stand, og det kan altså mærkes: at boligen ikke er bygget med det formål at have turister, men for at huse bjergenes egen befolkning. Her er plads, et perfekt klima, og først og fremmest den mest formidable adgang til naturen. En natur og en stilhed, der åbner hjertet og sjælen.
