Hvad er forskellene på italienere og danskere?

Italienerne lever livet i det offentlige rum ganske anderledes end vi danskere
Italienerne lever livet i det offentlige rum ganske anderledes end vi danskere...

Hvorfor er gågaden i den italienske by fyldt med mennesker en søndag, hvor alle butikker er lukkede? Og hvorfor indtager man kaffen stående på baren i Italien? Det er ganske vist, at vi danskere og italienere opfører os forskelligt, ude såvel som inde. Jeg vil i det følgende se nærmere på flere spøjse forskelle mellem os og italienerne…

I det offentlige rum

Italienerne lever livet i det offentlige rum ganske anderledes end vi danskere, det er sikkert! Har du nogensinde gået over en piazza i Italien og bemærket, hvordan gadebilledet præges af fx ældre mænd, der med en interimistisk bordopsætning samles om et spil kort? Eller hvad med de mange unge mennesker, der omkring et par scootere står samlet i grupper på gader og stræder og snakker i timevis?

Hvis vores gågade en søndag er fyldt med mennesker, skyldes det sikkert, at butikkerne holder ekstraordinært åbent. For hvad skulle man ellers lave i en ellers lukket gågade en søndag? For italienerne er det en anden sag. De ynder nemlig at tage deres pæne tøj på om søndagen og spadsere op og ned ad den lokale gågade (ja, de har tilmed et fast udtryk, der dækker over denne slentren frem og tilbage), selvom butikkerne er lukkede. Og mens vi danskere sætter os på en cafè og bestiller en kop kaffe, som vi kan hygge over en rum tid, har italieneren et helt andet forhold til den lille sorte drik: For dem er kaffen en praktisk foranstaltning, der skal indtages hurtigt, og som hjælper på at kvikke op eller fordøje en stor, god frokost.

Italienerne er priviligeret af klimaet, der gør det muligt at sidde ude store dele af året...
Italienerne er priviligeret af klimaet, der gør det muligt at sidde ude store dele af året…
Italienere siddende ved strand
Mange italienere, især ældre mænd, mødes i flere timer om dagen for at snakke om løst og fast…
Italienske mænd spiller kort
…eller for at spille kort med hinanden….

En stor del af forklaringen på, hvorfor italienerne ofte mødes udendørs, kan ganske oplagt tilskrives det milde klima, som tillader en del mere “udetid”, end hvad vi fx oplever i Danmark. Men denne forklaring er ikke fyldestgørende. Også andre faktorer spiller ind. De fleste har vist hørt om de italienske unge mennesker, der bor hjemme hos mamma, indtil de slår pjalterne sammen med en partner og skaber deres eget hjem langt oppe i 30’erne eller 40’erne. Og det faktum, at de unge i høj grad bor hjemme hos forældrene og dermed ikke har samme intimsfære som de danske unge, gør, at man ikke på samme måde inviterer folk hjem til hyggeaftener, som vi fx gør i Danmark.

Inden for hjemmets fire vægge

Og nu vi er trådt indendørs…Det er måske de færreste turister, der sætter fod i et italiensk hjem, men hvis du gør, bør du være opmærksom på, at her hersker andre “spilleregler” end i de danske hjem. Hvor man i Danmark kan synes, at det er uhøfligt at træde indendørs hos folk uden at tage sine sko af først, kan dette have den modsatte effekt på italienere, hvis du rent faktisk tager dine sko af, inden du træder ind i et italiensk hjem. Ved at tage dine sko af overskrider du for italieneren en intimitets-sfære og signalerer, at du føler dig “lidt for godt” hjemme.

Danskeren og italieneren har altså et forskelligt syn på hjemmet. Hvor danskeren lægger mere vægt på varme elementer i sit hjem, altså sørger for hygge i form af stearinlys, hyggelig belysning, puder, tæpper og mere personlig indretning, så er italienerens forhold til hjemmet mere neutralt og praktisk, og med danske øjne indrettet med koldere materialer, såsom marmorgulve. Og stearinlys er det sidste, en italiener ville pryde sit hjem med, for stearinlys forbindes i Italien med (katolske) kirkegårde!

Det italienske køkken er mere enkelt og rustikt end det danske, hvilket her opleves af en dansk familie...
Det italienske køkken er generelt mere enkelt og rustikt end det danske, dog ikke når det gælder tilberedningen af f.eks. pasta, hvilket her opleves af en dansk familie…

Danskeren opfatter hjemmet mere intimt og privat, end italieneren gør. Ofte finder vi danskere italienske hjem (og ferieboliger) upersonlige med fx kolde stengulve, kold belysning, samt få personlige indretningsdetaljer, og dette hænger sammen med, at italieneren ikke bruger hjemmet på samme måde som danskeren.

Danskeren tilbringer mere tid i sit hjem, dels på grund af førnævnte klimatiske barrierer, og indtager også flere måltider i hjemmet end italieneren, der ofte spiser ude såvel til frokost som til aftensmad med familien eller vennerne. Dette forhold afspejler sig fx også i køkkenudstyret. Her ser man, hvordan den nordiske ordenssans med trang til systematisering møder den sydeuropæiske tilbagelænethed. Danskerens køkken er spækket med redskaber, som en italiener i sin vildeste fantasi ikke kunne forestille sig, såsom kartoffelskræller, ostehøvl, hvidløgspresser og æggedeler. Det italienske køkken baserer sig på det rustikke fattigmandskøkken, som bygger på enkelhed og gode råvarer, og til fremstillingen heraf kræves ingen moderne redskaber.

Læs vores side om praktiske oplysninger for at se, hvad du kan forvente at møde i en typisk italiensk feriebolig.

Hvis du er interesseret i at vide mere om italiensk kultur, bør du besøge vores kategori “Folk og traditioner” på bloggen, hvor du kan læse mange flere spændende artikler om de italienske traditioner.

Skrevet af
Mere af Mikkel

Vidste du, at…

…Europas største koncentration af vilde orkideer findes i Apulien? I Apuliens nordligste...
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *