De sidste par årtier er opera gået fra at være et smalt elitært fænomen til at være for (næsten) hele folket på de nordlige breddegrader. I Italien har opera derimod været et mere bredt og folkeligt fænomen i længere tid, og intet sted i verden finder du så mange operahuse, -forestillinger og -entusiaster. Tilføj din ferie uforglemmelige minder og gå en tur i operaen, om det så er i en smuk bygning fra 1700-tallet, i antikke romerske termer eller et helt tredje sted: Italien er fuld af opera!
Det er fedt at synge opera!
Sådan har det lydt lørdag efter lørdag fra Sigurd Barrett og hans trofaste tøjdyr til glæde for børn i alle aldre. Når jeg tænker et par årtier tilbage, forekommer udviklingen næsten ufattelig: Fra at have været opfattet som noget finkulturelt, esoterisk og udelukkende for de få fra hjem med klaver og (som oftest) videregående uddannelse, er opera blevet hvermandseje: På fjernsynet introduceres børn til Wagners Ring (som mange af os voksne endnu ikke er store nok til), der afholdes årlige friluftskoncerter med titusinder af fremmødte, og (mandlige) sangere med tynde stemmer kan få en karriere ud af at synge opera på en måde, så det mest af alt minder om pop eller det, der er værre. Men lad os se lidt længere tilbage og se, hvordan opera og Italien til alle tider har været uløseligt sammenknyttet.
Historisk tilbageblik
Opera, mere eller mindre som vi kender den i dag, fødes i slutningen af 1500-tallets Firenze, hvor man i samfundets højeste lag var optaget af den græske antik og derfor forsøgte at genoplive dramaer om Orfeus, Apollon, Dafne og alle de andre fra Olympen og omegn. De var adelige, kunstnere, lærde og hovedrige handelsmænd, ofte var samme person alt dette på én gang, og de fandt på at lade dele af handlingen blive sunget. Den første store komponist, Claudio Monteverdi, fødtes i 1567 i Cremona, og hans få overlevende værker er alle udtryk for det mytiske græske materiale, som hoben ikke ville have forstået, hvis den havde hørt og set det, men det blev nu heller ikke aktuelt, for på denne tid foregik operaen udelukkende ved hofferne og i de adelige paladser.
I løbet af 1600-tallet slår Napoli sig op som uddannelsesstedet for operafaget med hele fire musikskoler, der skaber tidens mest efterspurgte sangere, kastraterne. Tusindvis af fattige bønderbørn fra regionen Campania måtte i 1600- og 1700-tallet undergå et mindre indgreb, der på samme tid kunne gøre dem til superstjerner i den barokke verden og til misfostre, for operationen sikrede dem ikke kun en evigung stemme, den påvirkede også deres fysik: De fik ekstremt lange ben, voldsomme brystkasser, så at sige ingen hals og små hoveder. Heldigvis skiftede moden med tiden, men vi skal langt op i 1800-tallet, før vi finder de sidste kastratsangere i det pavelige kapel.
Operaen var nu kommet ud til folket. Allerede i 1637 åbner det første offentlige operahus i Venezia, så alle, der havde råd, kunne nyde godt af den ny kunstart. Nu begynder det at gå stærkt, og i anden halvdel af 1600-tallet er der således alene i Venezia 16 operahuse, og i første halvdel af 1700-tallet hævder Vivaldi, at han alene har komponeret over 100 operaer. Kvaliteten har det nok været så som så med, og hvor mange kender i dag så meget som én af dem? Så er det noget andet med De Fire Årstider!
Operaens bidragydere
Italien er dominerende i de første århundreder af operaens historie, og det er ikke for meget at hævde, at denne dominans på mange måder har holdt sig. Italien er og bliver operaens arne – det sted hvor størsteparten af alle operateknikker skabes, og det land hvor de fleste operaer bliver til. Frankrig kommer ganske vist tidligt med, og Tyskland har bestemt også bidraget, men resten af verden har kun skæppet lidt til.
Vi kommer dog ikke helt uden om Rusland og Østrig, sidstnævnte naturligvis fordi alle tiders største komponist kom derfra og på få år skabte en ubegribelig stor mængde værker. Men det er nu tankevækkende, at også Mozarts mest populære operaer, med en ærbødig undtagelse for Tryllefløjten, blev skrevet på italiensk: Don Giovanni, Così fan tutte og Figaros Bryllup (Le nozze di Figaro).
Folkekær kunstart
Operaen har på dette tidspunkt længe været en folkekær kunstart i Italien, og når vi kommer ind i 1800-tallet, kan ingen andre underholdningsformer (måske bortset fra offentlige henrettelser) konkurrere med dens popularitet. Attenhundredetallet bliver operaens guldalder med enorm produktivitet til følge. Alene i året 1857 uropføres således ikke færre end 64 operaer i Italien, og i første halvdel af århundredet er der 900 operahuse fordelt på 700 byer i landet! Der er heller ingen tvivl om, at Italien i 1800-tallet indtager førstepladsen, hvad store komponister angår: Donizzetti, Bellini, Rossini, Verdi, Cilea, Ponchielli, Zandonai, Leoncavallo, Puccini, Mascagni, Giordano og mange flere. Der er ofte tale om store og særprægede personligheder. Gioacchino Rossini formår således at komponere 39 operaer på 19 år, hvorefter han i en alder af 37 år går på pension og vier resten af sit liv til sin sande passion: Mad og vin. Når man læser om, hvad og hvor meget han satte til livs og dog levede til han blev 76 år, bliver man lidt skeptisk over for Sundhedsstyrelsens meget insisterende anbefalinger.
Længe leve Verdi
Et særligt kapitel i enhver omtale af opera og Italien må tilegnes Giuseppe Verdi, hvis navn og arbejde den dag i dag er uadskilleligt forbundet med italiensk identitet og kultur. Hvor så mange andre komponister var arrogante og uendeligt selvglade, var Verdi beskeden og ydmyg, selvom han i mange årtier blev betragtet som noget nær en kongelig i Italien.
Han fødtes i 1813 i det nordlige Italien og overlevede som toårig med nød og næppe en russisk massakre på sin landsby i kølvandet på Napoleons forstemmende nederlag ved Waterloo, og selv om han i sit lange liv skrev mange operaer, forblev han dybt knyttet til landet, og de mange sidste tiår af hans liv var det svært at trække ham væk fra hans gård, skønt hele Europa tiljublede ham. På dette tidspunkt var det nok at stile brevet til ”Maestro Verdi, Italien”, og så skulle det nok komme frem.
Hvem havde også bedre end Verdi kunnet sætte de nationale følelser på musik? De mange første år af hans virke sværmede operaerne om det nationale, og folket elskede dem, for på denne vis kunne de udtrykke deres håb om et samlet Italien, og hans forestillinger blev til veritable nationalistiske demonstrationer, hvor råbet ”Viva Verdi” ud over at opfattes som en hyldest til komponisten for de indforståede også – ved at tage VERDI som en forkortelse – betød ”Viva Vittorio Emanuele Re D’Italia (Leve Vittorio Emanuele, Italiens Konge). Der er ingen tvivl om, at Verdi var glødende tilhænger af et samlet Italien, men det var virkelig også godt marketingsarbejde! Især Nabucco kom til at have stor betydning i propagandaen, da italienerne identificerede sig med de trælbundne hebræere, og det berømte slavekor ”Va, pensiero, sull’ali dorate” har da også siden utallige gange været foreslået som ny italiensk nationalsang, hvilket ville være en hyldest til både historien og den gode smag.
Vil du opleve opera i Italien?
Når vi i dag rejser til Italien, har vi desværre ikke længere 900 operahuse at vælge imellem. Det kan måske skyldes, at folks smag har ændret sig, eller blot at vore dages store udbud af indspilninger og film med de største kunstnere gør det svært at holde liv i de små lokale scener.
Men udvalget er nu stort nok endda og til tider aldeles uoverskueligt, især i sommerperioden, hvor alle operahuse holder lukket, men hvor der til gengæld er et væld af forestillinger under åben himmel. Man kan vælge at finde det irriterende eller charmerende, men sikkert er det, at disse forestillinger i størsteparten af tilfældene enten slet ikke annonceres (bortset fra et par plakater i lokalområdet) eller bliver offentliggjort så sent, at det er svært at planlægge efter dem. Holder du sommerferie i Italien, kan du altid falde tilbage på de store, særdeles velorganiserede festivaler som fx Arenaen i Verona, Puccini-festivalen ved Torre del Lago, Rossini-festivalen i Pesaro og de årlige forestillinger i Caracallas Termer i Rom, og så håbe, at du undervejs støder på en plakat, der annoncerer La Traviata på torvet i San Gimignano, Cavalleria Rusticana i skyggen af borgen i Piancastagnaio eller en lille festival i travertinbruddene nær Asciano.
Og så skal vi naturligvis ikke glemme, at der stadig er mange operahuse overalt i Italien. Vi vil aldrig kunne komme uden om Milanos Teatro alla Scala, hvis historiske betydning siden Verdis dage og varige høje kvalitet kun står mål med billetternes astronomiske pris og vanskeligheden ved at få fat på dem. Her er dog altid er antal billige billetter til salg på galleriet, og de kan på det varmeste anbefales, for deroppe møder du de sande entusiaster, dem der ikke kommer for at blive set og for at være smarte, men for at nyde operaen. Det skal siges, at de kan være særdeles livlige, både når de er begejstrede, og når de er skuffede over præstationerne, og det vil for mange nordboer tage lidt tilvænning, at publikum ikke nøjes med at applaudere forudsigeligt og artigt efter hver akt og store arie, men råber deres jubel ud og buer uhæmmet. Dette får mig til at tænke på et af Italiens andre store traditionelle operahuse, Napolis San Carlo, som går helt tilbage til 1732 og nu om stunder i højere grad er et besøg værd for at fornemme historiens vingesus, at nyde de smukke omgivelser og at overraskes over det fyrige publikum end for de store sangere, hvis gager har nået sådanne højder, at kun ganske få operahuse på verdensplan kan være med.
En af mine veninder overværede engang her engang Tosca, og det lokale publikum var så langt fra at være tilfreds med Cavaradossis præstation, at reaktionen på hans henrettelse i tredje akt blev spontane tilråb om, at det søreme også var på tide! Den stakkels tenor turde ikke komme frem til fremkaldelserne.
Opera for alle
Men er det ikke forfærdelig dyrt at gå i operaen? Jo, hvis du vil have en loge i Teatro alla Scala, så vil du gøre bedst i først at tale med din bankrådgiver, men de store oplevelser har ikke altid noget med prisen at gøre. Det er faktisk ikke for meget at sige, at mange af mine største operaoplevelser i Italien har været dem, der har kostet mindst. At blive beskåret Samuel Ramey i en prægtig recital på Teatro del Fenice i Venezia i 1992 (altså før det brændte og blev genopført) til 40 kr., at blive væltet bagover af Renato Bruson som Jago i Otello i Bologna på elendige galleripladser til en halvtredser, eller at komme i operaen med hele Jesis og omegns bedre borgerskab til en fantastisk flot Andrea Chenier til et par hundrede kroner. Som med så mange andre oplevelser er det summen af stemningen, dit humør, vejret og adskillige andre faktorer, der gør det til noget mindeværdigt, og ikke så meget den objektive kvalitet (hvis sådan en altså findes).
Jeg kan kun sige ét: Kast dig ud i det og nyd det. Om det så er folkefesten i Verona, at gnubbe albuer med overklassen i Milano eller den tilfældige amatørforestilling i folkets hus i Greve in Chianti, så tager du noget med dig hjem, en oplevelse af Italien på italienske præmisser, som du vil mindes længe.
