At tale med hænderne på italiensk manér

Ældre italienske mænd samles til spil
Ældre italienske mænd samles til spil og snak...

Fordommene om italienerne er mange, og flere er uden hold. Men en ting er sikker: Italienerne taler med hænderne, også når de rammes af overtro. Og det gør de tit. Nogle gange ser det ud som om, der udspilles et teaterstykke, når to italienere taler sammen. Og jo mere sydpå i Italien man kommer, des mere gestikulerer de. Især, når de rammes af overtro. Jeg vil her forsøge at forklare, hvorfor det forholder sig sådan.

Den tomme rustvogn

En tom rustvogn passerer igennem snævre gader i en italiensk by, og du befinder dig pludselig omgivet af italienske hankønsvæsener, der har placeret deres hånd over deres ædlere dele – uden på tøjet heldigvis! Samme situation udspiller sig på fodboldbanen, hvor de italienske spillere lige inden et straffespark lægger den beskyttende hånd på området forneden. Ikke fordi de er perverterede, promiskuøse eller ønsker at virke provokerende, men simpelthen fordi, at denne gestus ifølge den italienske overtro beskytter mod ulykker eller uheldige situationer ligesom vores 7-9-13 eller tre bank under bordet. For den tomme rustvogn repræsenterer et dødstegn og er derfor farlig, fordi den mangler et lig! Og det skulle jo nødig blive én selv, der endte i den!

Fra romerne

Denne form for “beskyttelse” har rødder langt tilbage og er i dag en ret almindelig gestus. Den stammer tilbage til de antikke romere, og legenden fortæller, at legionærerne hilste på hinanden på denne noget ualmindelige måde. Alligevel blev en italiensk håndværker engang for nogle år siden dømt for at have brudt loven, da han lagde hånden foran sine ædlere dele og stod derefter til at betale en bøde på 200 euro.

Synet af nonner eller tallet 17 bringer ifølge italiensk overtro også uheld med sig. Nonner, fordi de er et slags billede på kirkegårde og hospitaler, mens tallet 17 forklares med, at hvis man sætte 1-tallet lidt ind under 7-tallet, ligner det en galge med en hængt person. Men 17 skrevet med romerske numre XVII er anagram for det latinske ord vixi, som er datid af ordet at leve. Og særlig fredag den 17. er en uheldets dag, og derfor en dag, man helst ikke skal foretage sig noget af betydning – for så kan det kun gå galt! De italienske flyselskaber springer nr. 17 over i flyet, ligesom plads nr. 13 også glimrer ved sit fravær i alle danske fly.

Folk på italiensk plads
At bruge hænderne i daglig tale falder italienerne helt naturligt og er en del af deres måde at kommunikere på.

Som en anden Ace Ventura

At bruge hænderne i daglig tale falder italienerne helt naturligt og er en del af deres måde at kommunikere på. De forskellige gestikulationer har en betydning og er alment kendt i Støvlelandet. Jo længere sydpå man kommer i Italien, des mere gestikulerer de. Især napolitanerne er berømte for deres evne til at bruge hænderne, når de taler og virker nærmest teatralske med deres pegende fingre, roterende hænder og mimik, der alle har en betydning. Når man ser en napolitaner folde sig ud, er det nærmest som at se en film med Ace Ventura, der netop gør sig i mimik og taler med hele kroppen.

Medfødt talent

Italienske studier viser, at vi alle i de første leveår er i stand til at tale med vores hænder og vise, hvad vi mener og vil. Efterhånden får vores omgivelser dog bugt med dette medfødte talent, og ordene tager over. I hvert fald i Norden, hvor det at gestikulere er en uvane. Undersøgelserne viser dog, at vi hurtigt igen kan lære at gestikulere, hvis vi bor i et samfund, hvor det er normalt at kommunikere på denne måde.

Den hornede hånd

Den mest benyttede gestus i Italien er den “hornede hånd”, som består af en udstrakt lillefinger og pegefinger, der peger ned mod jorden. Denne beskytter efter sigende mod alt ondt og mod “onde øjne”. Hornet er sågar blevet en stor forretning i Italien, og landets største horn-fabrik, Predan, producerer hvert år over 800.000 horn i alle materialer og størrelser.

Vender man hornet den anden vej opad og over hovedet får det en helt anden betydning. Nu er det nemlig symbol på, at man er gjort til hanrej. Mange italienske mænd morer sig højlydt over at drille deres venner med “hornet”, hvilket forklarer, hvorfor man som turist kan opleve en gruppe af mænd falde sammen i grin foran kameraet, når der skal tages gruppefotos. Der vil ofte være en i gruppen, som laver “hornet” over en anden. I Italien lever de forskellige gestus nemlig stadig i bedste velgående!

Er du interesseret i andre artikler om folk og traditioner i Italien? Så læs f.eks. denne spændende artikel “Når italienerne går til bords” om de italienske madtraditioner af Mamma Luisa. 

Du har også mulighed for selv at gå på opdagelse i vores kategori “Folk og traditioner”, der rummer masser af interessante artikler om italiensk folkeliv, her.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere af Marie B.

Værsgo: Ligurisk smørhul med bjerg, udsigt og strand

De fleste er efterhånden vant til at skulle give afkald på nogle...
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *