Besøg Duomo di Cefalù på Sicilien

Cefalù domkirke
Har du besøgt Cefalù domkirke?

På den nordlige del af Sicilien, i provinsen Palermo, omkring 85 kilometer fra provinshovedstaden, ligger byen Cefalù; byen, som blev grundlagt af antikkens grækere, og siden kom under både kartagensisk, romersk, byzantinsk, maurisk og normannisk herredømme – og som i dag er én af Siciliens mest populære seværdigheder.

Her, knejsende over byens røde tage og kun nogle få stenkast fra det Tyrrhenske Hav, ligger Cefalùs katedral, eller Duomo di Cefalù, som den officielt hedder på italiensk. Katedralen har – ad indirekte og omstændelige veje – nordiske aner.

Normannisk løfte

Man ved i dag, at katedralen blev bygget i et område, der allerede rummede en forhistorie med masser af kulturel og religiøs aktivitet – herom vidner blandt andet sporene af en romersk vej og en palæo-kristen mosaik – men det var først i 1131, 40 år efter at Sicilien var blevet erobret af normannerne, at de første sten til katedralen blev lagt.

Det er her, de indirekte nordiske aner kommer ind i billedet. For et sagn lyder, at bygge-projektet blev sat igang som et resultat af et løfte gjort af den normanniske konge Roger den Anden af Sicilien, efter at han havde overlevet et slemt stormvejr og reddede sig i land på stranden ved Cefalù. Roger den Anden af Sicilien var søn af den normanniske greve Roger den Første, som på sin side var søn af den normanniske ridder Tancred af Hauteville.

Cefalù domkirke
Knejsende over byens røde tage og kun nogle få stenkast fra det Tyrrhenske Hav, ligger Cefalùs katedral, eller Duomo di Cefalù, som den officielt hedder på italiensk.

Tancred af Hautevilles bedstefader ankom til den del af Frankrig, der i dag kaldes Normandiet, fra et ikke navngivet sted i Skandinavien på samme tidspunkt som vikingehøvdingen Rollo, der var den første normanniske hertug, og som ifølge normanniske krøniker stammede fra Danmark. Så vidt den indirekte nordiske forbindelse.

Hohenstaufen-slægten

I 1145 blev apsis-mosaikkerne til katedralen lavet, hvor også Roger den Anden af Siciliens og hans hustrus sarkofager stod klar – på Roger den Andens ordre. I perioden efter 1172 blev katedralen ramt af et gennemgribende forfald, og 43 år senere, i 1215, da Sicilien var kommet under Hohenstaufen-slægtens herredømme, med den tysk-romerske kejser Frederik 2. i spidsen, blev Roger II´s og hans hustrus sarkofager flyttet til katedralen i Palermo. Senere i 1200-tallet blev byggeriet på katedralen dog genoptaget – det var aldrig rigtigt blevet fuldendt under normannerne – og i 1240 stod katedralens facade klar. Mere end to århundreder senere blev katedralen også tilført en forhal mellem facadens to normanniske tårne.

Rejser til Sicilien

Hvis du skulle få lyst til selv at besøge Duomo di Cefalù, kan du finde inspiration og rejser til Cefalù her.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere