Besøg vinbyen Montalcino i Toscana

Montalcino
Montalcino er en historisk by. Foto: Michael Nix. CC BY-ND 2.0

Montalcino er en lille, søvnig, men velstående bjergby, der ikke har ændret sig meget siden 1500-tallet. Den ligger 600 meter over havet og byder på smukke udsigter over afblegede tegltage og et tidløst landskab, dækket af vinmarker, der frembringer de sangiovese grosso-druer, man bruger til Brunello-vinen; en af de højest klassificerede rødvine, der fremstilles i Italien. Gå en tur op til Fortezza fra 1300-tallet  i praksis byens enoteca  hvor du kan nyde et glas Brunello-vin, eller tilbring nogle timer på Piazza del Popolos Caffè Fiaschetteria Italiana fra 1800-tallet.

Vin
Der produceres meget god vin i Montalcino. Foto: Robert BrandsCC BY-ND 2.0

På det lokale turistkontor kan du få lister og kort over de snesevis af lokale vinproducenter, verdensberømte såvel som mindre kendte, hvis bølgende vinmarker udgør det meste af dette idylliske, 30 km2 store hjørne af det sydlige Toscana.

Abbazia di Sant’Antimo

Kun 10 kilometer syd for Montalcino ligger abbediet, Abbazia di Sant’Antimo. Ifølge lokale sagn var det den tysk-romerske kejser Karl den Store (742-814), der grundlagde Abbazia di Sant’Antimo, selv om den nuværende bygning kun går tilbage til 1118. Dette abbedi ligger for sig selv i en olivenlund ved den gamle pilgrimsvej, der forbinder Rom med Santiago de Compostela i Spanien, og er opført af lokal travertin og lysende honningfarvet alabast fra det nærliggende Volterra.

Abbazia di Sant’Antimo
Abbazia di Sant’Antimo. Foto: Darold Massaro. Public Domain

Det tager sig allersmukkest ud, når det ligger badet i den toscanske sol sidst på eftermiddagen, et strålende eksempel på middelalderlig romansk arkitektur; et af de fornemste i Italien.

Overjordisk sang

De syv munke fra norbertinerordenen, der bor på en gård i nærheden, fylder flere gange dagligt kirkens hvælv med overjordisk smuk gregoriansk sang, der fremmaner en stemning af historie og mysterium, som hensætter besøgende til middelalderen. Er det et guddommeligt tilfælde, at alle syv munke synger som keruber? De vil hævde, at det hele skyldes akustikken, som er fuldendt. Efter aftenssangen er der kun ti minutters gang til Il Molino, en gammel stenmølle, der i dag er hotel, og som sandsynligvis stammer helt tilbage fra abbediets opførelse i 1100-tallet. Den blev ombygget i 1606 og fungerede som vandmølle, indtil den blev restaureret i 1998. Overnattende gæster kan glæde sig over smukt nyindrettede værelser i fredelige omgivelser blandt skyggefulde oliven- og frugttræer.

Læs mere om rejser til Montalcino med In-Italia her.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere af Lars

Gå på opdagelse i Syditaliens historie

Få steder i verden kan vi se tilbage på en så spændende...
Læs mere