Nogle vine bliver man ved at nyde, selvom den sidste mundfuld for længst er drukket. Sådan er det både med dråberne og oplevelserne på gården Bevione i hjertet af Piemonte. Her samler Davide og Antonella gæster fra hele verden i en stille hyldest til freden, naturen og Langhe-territoriets mørke rødvine. Dråberne nægter at forlade smagsløgene – og minderne sjælen. Det får stamgæster til at vende utrætteligt tilbage, til en af Italiens mest innovative regioner.
Jeg har besøgt gården i Piemonte og fået en spændende samtale med Davide om, hvad der satte hans og Antonellas livsprojekt igang, hvilken motivation og drøm, der lå bag, om landskabet, klimaet og menneskene i området, om Piemontes identitet – og naturligvis om deres helt særlige forhold til gårdens gæster.
God fornøjelse!
Hvad er hemmeligheden bag Beviones popularitet?
Det er, at der ikke kun ligger drømmerier, men et konkret livsprojekt bag alt, hvad vi foretager os her. Og det kan gæsterne mærke. Egentlig havde både jeg og Antonella store karrierer i Torino inden for it og detailhandel, men da vi fik lyst til at stifte familie, begyndte vi at tænke over de vigtige ting i livet. Om hvor vi ville lade vores børn vokse op. Vi ville skabe en enklere og mere jordnær hverdag, og vi besluttede os derfor for at følge et spor fra fortiden – nemlig at vende tilbage til Langhe-distriktet, hvor vores bedsteforældre oprindeligt kommer fra.
Området ligger cirka 60 km syd for Torino, og her har man i århundreder dyrket noget af Italiens bedste vin. Her besluttede vi os for at udleve vores drøm om et liv i et anden rytme, og det har vi nu gjort i 15 år – vi fandt og købte nogle gamle, forladte gårdbygninger og renoverede dem, og nu bor vi her, omgivet af vinstokke og nøddebuske. Her er så smukt: Langhe består af bløde bakker på 300-500 meters højde, med Alperne som ranke naboer i horisonten. Og mikroklimaet er mildt både for vin og mennesker, takket være havvindene, der bølger ind over os, fra Ligurien.
Det er os selv, der driver stedet – jeg er for det meste ude i marken og arbejde, og Antonella tager sig af husene. Så vi er hele tiden i direkte kontakt med gæsterne og taler med dem, for at åbne deres sanser. Min kone laver selv al maden og en lokalt berømmet, 5 retters menu, som folk nyder i vores tilstødende restaurant. Gæsterne er enten familier eller karrieremennesker, der kommer og slapper af og står helt af ræset. Går rundt i bare tæer og korte bukser mellem vinstokkene, og lader habitten være derhjemme. Så laver jeg lidt vinsmagninger med dem.
”In vino veritas” – Sandheden findes i vinen, siger et latinsk mundheld. Vel også her?
Ja! Vinen er en fantastisk indgang til Piemontes identitet – den afspejler befolkningen perfekt. Smag på et godt glas rødvin herfra. Det kan være en Barolo, en Barbaresco, eller en Dolcetto, som vi selv dyrker her på Bevione, på den ultralokale drue af samme navn. Man bliver overvældet af dens komplekse smag og volumen. I forhold til Toscanas søde og bløde dråber er Piemontes vine verdensberømte for sine tanniner, styrke, krop og stringens. Det smukke er at vinen bliver i munden i flere minutter efter. Man kan med andre ord blive ved med at drikke af den, den indtager tunge og gane og insisterer på at pirre dine sanser som aldrig før. Man siger at vinene her er så potente og udfordrende, at har man én gang lært at sanse og giver efter for dens kompleksitet, smager al anden vin som vand.
Sådan er det også med menneskene. Vi udmærker os ved fremaddrift, gennemslagskraft og pondus. Vi elsker at sætte projekter i søen, tænk bare på Fiat i Torino, den italienske filmindustri og Nutella, der blev skabt her i nabobyen Alba, og stadigvæk laves af lokale hasselnødder!
Vores uudtømmelige skaberkraft tror jeg er inspirerende for folk der kommer udefra. Og så har turisten langtfra dikteret markedet og dens tilbud her – vi har opretholdt en stor autencitet. Vi holder ikke nogen for nar, men gør de ting, som vi ved er i harmoni med vores natur. Kommer en gæst ned i vinkælderen mens jeg arbejder, jamen så får han lov til at følge med på respektfuld manér – jeg begynder ikke at lave om på mine vaner, og tilpasse dem til hans ønsker, han er med på samme niveau, som var han en kollega eller en kær ven.
Piemonte er virkelig! Vi lever og ånder rent faktisk her – landskabet og byerne er ikke museer, men egentlige rammer omkring folks liv. Det efterlader et eftertrykkeligt minde i mund og sjæl.
