Biscotti di Prato – toscanske mandelsnitter

Biscotti di Prato – toscanske mandelsnitter
Biscotti di Prato – eller toscanske mandelsnitter på dansk - bliver ekstra sprøde, når man bager dem to gange

Biscotti di Prato, cantucci, cantuccini… kært barn har mange navne. I grunden er det dog fejlagtigt, at disse kager kaldes cantucci eller cantuccini, da cantucci oprindeligt er lavet af en brøddej, olie, anis og sukker, mens biscotti di Prato hverken indeholder olie eller andet fedtstof.

Om navnet på disse vidunderlige knasende mandelsnitter er det ene eller det andet, så byder traditionen, at man drikker den gyldne og søde Vin Santo eller den røde og fortryllende Aleatico d’Elba (serveres kold) til eller som mange italienere blot dypper kagerne deri, for at opsuge de guddommelige dråber.

Her følger mine fif og gode råd til, hvordan du kan tilberede disse herlige kager. God fornøjelse!

Fakta
Tilberedning: 45 min.

Ingredienser

  • 500 g hvedemel
  • 500 g sukker
  • 250 g mandler, med skal og lettere ristet i ovnen
  • 3 æg
  • 2 æggeblommer
  • 1 tsk tørret gær
  • 1 knivspids safran
  • Salt

Placer melet på køkkenbordet som et bjerg. Hæld sukker, 2 hele æg, de 2 æggeblommer, gæret, en knivspids salt og safran i midten af melbjerget, og ælt det sammen. Tilsæt mandlerne, og ælt videre. Mel hænderne, hvis dejen er for fugtig og klistret; den skal være blød og slippe. Når dejen har en god konsistens, rulles den ud i en lang række strimler med en bredde på 2-3 fingre og 1 centimeter i højden.

Læg strimlerne på en smurt bradepande strøet med mel, men ikke for tæt, for de hæver. Pensl dem med det sidste æg, og sæt dem i en forvarmet ovn på 175 ºC. Så snart de er gyldne, de skal have fra 15 til 30 minutter, skal de straks skæres ud på skrå i små bidder på ca. 1 centimeter, så de får den traditionelle form. Ønsker man, at de skal være endnu mere sprøde, kan de bages yderligere 5 minutter herefter. Man kan også bage dem over to omgange; først 15 minutter ved 175 ºC, skære dem ud og dernæst give dem yderligere 15 minutter ved 130 ºC – således bliver de også bagt to gange, hvilket ligger i det italienske ord bis-cotti.

Variation
Nogle anvender citronskal i stedet for safran (anvend skallen fra 1 økologisk citron). Egentlig kan man blot lade sin fantasi få frit løb og tilsætte eksempelvis anis, vanilje, appelsinskal, en dråbe likør eller andre spændende krydderier, som sikkert også ville give en god og velsmagende mandelsnitte, for sådan har netop italienerne for vane at forvandle regionale opskrifter til særegne lokale opskrifter.
Kagerne opbevares på et køligt sted i en gammeldags blikkagedåse.

Vil dejen absolut ikke samles uden væde, kan du smelte lidt smør og blande i, så skulle den holde sammen og småkagerne smager stadig skønt.

Buon appetito!

Kunne du tænke dig at modtage flere tips om italiensk mad?

- så tryk her og tilmeld dig vores månedlige nyhedsbrev!
Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere af Mamma Luisa

Har du smagt ligurisk citrontærte?

I rækken af besøg hos In-Italias samarbejdspartnere i Italien lagde jeg vejen...
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *