Bordatino fra Agriturismo Le Querciole – toscansk landsuppe

Ribollita
Den berømte toscanske suppe Ribollita. Foto: LupoCapra. Billedet er brugt under regler gældende for Creative Commons - Attribution-ShareAlike 3.0 Unported

Bordatino er synonym for den berømte toscanske suppe Ribollita. Du står altså med opskriften på en ældgammel toscansk suppeopskrift, der blev til af resterne fra gårsdagens bord. Det er en almueret, og i denne version fremstår den som en slags polenta, blot er den noget mere flydende end en klassisk norditaliensk polenta, desuden er hovedingredienserne palmekål og bønner.

Denne opskrift tilhører Giuanluigi fra det skønne landsted Le Querciole i Toscana. Gianluigi er fra Pisa, og er derfor ked af at indrømme, at denne opskrift nok oprindeligt stammer fra egnen omkring Livorno – men han gør det. Det er nemlig meget sandsynligt, at ordet bordatino stammer fra ordet di bordo (altså om bord på eksempelvis et skib), og henviser til at suppen blev lavet om bord på de store sejlskibe, der pløjede verdenshavene igennem omkring år 1700. Den oprindelige opskrift benytter røde bønner, mens de for Toscana ofte anvendte hvide bønner gør sig aldeles godt i suppen. Gianluigi bruger derfor cannellini-bønner eller den traditionelle bønne piattella pisana, der ligeledes er en hvid bønnesort.

Fakta:

Tilberedning : ca. 90 minutter (dog udblødes bønnerne natten over og forkoges)

Antal personer : 4

Ingredienser:

  • 150 g kogte hvide bønner (udblødte natten over) – koges i henhold til ansvisning på pakken, men gem kogevandet, ca. 1,5 l
  • 250 g majsmel (grovkornet)
  • 6-7 blade toskansk palmekål (det kan være svært at opstøve, i stedet kan du bruge almindelig grønkål)
  • 1 ds. flåede tomater eller tilsvarende mængde passata
  • 1 tsk. tomatkoncentrat
  • “Odori” af 1 stængel bladselleri, 1 gulerod, 1 løg og en smule frisk persille
  • Olivenolie
  • Salt og peber

Tilberedningen:

Hak de såkaldte “odori” (dufte) fint. Ved Pisa kalder man denne kombination af bladselleri, gulerod, løg og persille således. Det hele sauteres i en smule olivenolie i en sauterpande i cirka 5 minutter.

Når løget er blevet blødt og gennemsigtigt tilsættes palmekål, skåret i mindre stykker, sammen med tomatkoncentrat og flåede tomater. Lad det hele simre cirka 15 minutter.

Tilsæt ca. 1,5 l varmt kogevand fra bønnerne, og smag til med salt. Bring suppen i kog og sænk dernæst varmen til middel og lad suppen simre videre under låg cirka en halv times tid.

Som det sidste tilføjes majsmelet gennem en si, således at det ikke klumper. Suppen skal nu koge yderligere 30-40 minutter. De sidste 5-10 minutter tilføjes de forkogte bønner, så de atter får varmen. Du bør holde øje med, at den ikke bliver for tyk; dette justeres bedst med vand. Smag afslutningsvis til med peber.

Serveringen, som Gianluigi gør det på Agriturismo Le Querciole i Toscana:

Gianluigi foreslår en ganske enkel servering, hvor suppen stilles på bordet rygende varm blot tilsat en dekorativ stråle olivenolie. Og så har brød aldrig været af vejen som tilbehør til en skål efterårssuppe.

Har du endnu ikke besluttet, hvor sommerferien 2017 skal gå hen, så kan jeg varmt anbefale et ophold hos den gode mand Gianluigi på Agriturismo Le Querciole i Toscana. Gården har fået flotte 4,5 ud af 5 af vores gæster. Book din toscanske ferieuge allerede i dag.

Buon appetito!

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere af Mamma Luisa

Lær at lave citronsnapsen limoncello

Limoncello er en dejlig citronsnaps, som oprindelig stammer fra Amalfikysten syd for...
Læs mere