Da Vinci Experience – ny udstilling i Firenze

Da Vinci Experience
Da Vinci Experience

Leonardo da Vinci (1452-1519) hører til blandt de største kunstnere, der nogensinde har levet med malerier som Mona Lisa og Den sidste nadver som hans nok mest kendte værker. Men det som især gør ham unik sammenlignet med mange af de andre store personligheder Italien har fostret, var hans alsidighed og ikke mindst fremsynethed. Da Vinci var således ikke blot en fremragende kunstner, men også forud for sin tid som ingeniør, arkitekt og opfinder.

Da Vinci - Den vitruvianske mand
Da Vincis kendte vitruvianske mand – et studie af menneskekroppens proportioner.

Frem til oktober 2017 kan du i Firenze fordybe dig i renæssancegeniets værker på en ny multimedieudstilling, Da Vinci Experience. Denne finder du centralt i den toscanske hovedstad i 1200-tals kirken Santo Stefano al Ponte, som i 2015 fik ny funktion som auditorium og udstillingsrum.

Her præsenteres Leonardos da Vincis malerier, tegninger og opfindelser på kæmpe projektorskærme og i form af imponerende fuldskala-modeller. Midt i kirken oppe under loftet hænger for eksempel en 9 meter lang vinge, som var et af Da Vincis bud på menneskets fremtid i luften blandt fuglene.

Du vil også kunne udforske Da Vincis maskiner ved hjælp af 3D virtual reality, hvor du blandt andet kan sætte dig til rette i hans bud på en tank eller flyve med hans ornitopter.

Udstillingen har åbent dagligt fra 10.00 – 19.30.

Oplev mere af Da Vinci i Firenze

Der er næppe nogen mere oplagt mulighed for at opleve Leonardo da Vinci end på en rejse til Firenze. Han kom til byen i en ung alder for at stå i lære, og det var her, han endte med at bruge en stor del af sit liv.

Er du interesseret i at se flere eksempler på Da Vincis opfindelser, kan det udover den nye multimediaudstilling også anbefales at lægge vejen forbi det lille Leonardo Da Vinci Museum. Her er en lang række af hans opfindelser ligeledes genskabt ud fra de mange skitser og videnskabelige artikler, Da Vinci efterlod sig. Har du eller dine børn en lille Ole-opfinder i maven, kan I bruge lang tid her trods museets beskedne størrelse. Se mere på www.mostredileonardo.com

Da Vinci Experience er bare én af de mange interessante udstillinger og museer, du kan besøge i Firenze. Dertil kommer naturligvis byens væld af smukke bygninger, hyggelige pladser, restauranter og fremragende shopping-muligheder, som man samlet set skal bruge mange ferier på at nå til bunds i.

In-Italia Rejser har et stort udvalg af ferieboliger i Toscana – inklusiv Firenze. Så uanset om du foretrækker en ferie på hotel, Bed and Breakfast eller i ferielejlighed, har vi noget der passer.

Læs mere om rejser til Toscana her og se alle de håndplukkede ferielejligheder og hoteller i regionen.

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere af Mikkel H.

Hvad er billigst – kør-selv ferie eller flyferie til Italien?

Mange af Italiens skønne destinationer er inden for fornuftig køreafstand af Danmark. Mange...
Læs mere