Multikunstneren Dario Fo er i en alder af 90 år død i dag. Dario Fo døde på grund af en alvorlig luftvejssygdom efter at have været indlagt i de sidste 12 dage på Luigi Sacco-hospitalet i Milano. I denne blogartikel mindes vi den berømte italienske skuespiller, forfatter, instruktør og politiske aktivist, der i sin levetid nåede at præge italiensk kulturliv i mere end seks årtier.
Dario Fo blev født i 1926 i den lille norditalienske by Sangiano (i regionen Lombardiet), hvor hans far arbejdede som stationsforstander. Fos barndom var præget af faderens arbejdsliv, der indebar, at de ofte måtte flytte fra stationsby til stationsby. Om aftenen var den lille Dario ofte med sin far på værtshus, og her oplevede han, hvordan de lokale bedrev tiden med at fortælle historier og gestikulere. Således plantedes måske kimen til det folkelige politiske teater, der senere kom til at kendetegne Fos virke.
Dario Fo var en sand multikunstner, ikke blot af navn, men også af gavn. Han studerede på kunstakademiet, og var forfatteren bag en række bøger om kunst, herunder en bog om 1600-talsmaleren Caravaggio. Han skrev og opsatte adskillige skuespil, samt en række Rossini-operaer. Hans hovedværk regnes af mange for at være monologen “Mistero Buffo” fra 1969. Her gøgler Dario Fo sig igennem et stykke politisk satire, og denne middelalderinspirerede og folkelige fortælleform bar Fo med sig igennem resten af sin karriere. Dario Fos teater minder om den klassiske commedia dell’arte, men hos Fo er stilen satirisk og grovkornet, og dens mål er som oftest at afsløre magthaveres undertrykkelse af folket. Dario Fo tilhørte den politiske venstrefløj, og gav klart udtryk for, at han var folkets eller proletariatets gøgler. Hans politiske engagement bar ham vidt omkring, og han kandiderede således i 2006 til posten som borgmester i Milano for et af venstrefløjspartierne; dog uden at blive valgt.
Dario Fo modtog såvel nationale som internationale priser for sit arbejde. I 1981 modtog han den danske kulturpris Sonningprisen. Fos litterære højdepunkt må dog siges at være 1997, hvor han modtog Nobelprisen i litteratur. I 2004 udkom hans meget anmelderroste erindringer “Il paese dei mezerát” (på dansk “Flagermusenes landsby”), som blev en international succes.
Fo havde en særlig forbindelse med Danmark siden 1960´erne gennem Odin-teatrets gæstespil, og aflagde flere gange besøg i landet, blandt andet i forbindelse med klimatopmødet i København i 2009. Her besøgte han Nationalmuseet og Den Sorte Diamant, hvor han stillede op til klimadialog. Fo var engageret i miljødebatten lige siden slutningen af 60’erne, hvor han kæmpede imod den tiltagende industriforurening. Siden blev miljøspørgsmålet behandlet i flere af Fos optrædener.
Man kan ikke nævne Dario Fo uden samtidig at nævne hans partner gennem 60 år, både privat og arbejdsmæssigt; teaterkvinden Franca Rame, der døde i 2013 i en alder af 83 år. Da Fo modtog Nobelprisen i litteratur dedikerede han den til hende. De stod sammen i spidsen for adskillige teatergrupper, hvor Rame ofte ledede skuespillertruppen, ligesom hun stod for den administrative del af samarbejdet. Rame var feminist og mindst lige så politisk engageret på venstrefløjen som Fo, og deres brændende politiske engagement førte blandt andet til, at parret i 1963 i forbindelse med en optræden på italiensk tv blev underlagt cencur – en hændelse, der endte med at parret de efterfølgende 18 år ikke optrådte på tv.
Dario Fo fortsatte sin kontroversielle politiske aktivisme helt ind i sin sene alderdom. F.eks. førte hans umættelige – og nogle vil mene paranoide – angreb på “kapitalen” og alverdens magthavere til, at han var med til lave en film, der betvivlede den officielle udlægning af terrorangrebet 11 september 2001. Han fortsatte også med at skrive bøger og udgav så sent som sidste år en roman, der bærer titlen “C’é un re pazzo in Danimarca” (“Der er en gal konge i Danmark”). Romanen har en direkte forbindelse med Danmark, idet den beskriver de dramatiske begivenheder, der udfoldede sig i det danske hof under kong Christian VII´s livlige regeringstid. Fo besøgte i den forbindelse Betty Nansen-teatret i dét, der skulle blive hans sidste besøg på dansk jord.
