De skæve tårne i Bologna

Bologna tårne
Due Torri (To tårne) i Bologna.

Du kender det skæve tårn i Pisa, men vidste du, at det ikke er det eneste af sin slags i Italien? Kører du for eksempel et par timer mod nordøst til Bologna i naboregionen Emilia-Romagna, kan du se Le due Torri – to tårne som læner sig faretruende mod hinanden.

Flest tårne i Bologna

I middelalderen har høje tårne været nyttige til at holde øje med om en fjende nærmede sig byen. Men for Bolognas velhavende familier var der også høj status forbundet med at bygge sit eget tårn. Historikere vurderer, at trangen til at prale med formuen resulterede i, at der på et tidspunkt var omkring 100 tårne i byen. Der har således været bedre muligheder for at komme højt til vejrs her end i Toscanas så berømte tårnby San Gimignano.

Ligesom i San Gimignano mistede opførslen af tårne med tiden sin værdi som statussymbol i Bologna, og de fleste af tårnene gik siden tabt ved lynnedslag, brande eller krige. Derfor ser du på en ferie i Bologna i dag kun en lille del af det oprindelige antal tårne.

 Asinelli og Garisenda
Det gælder om at finde den helt rigtige vinkel for at få et godt foto af Asinelli og Garisenda. Foto: =BSayle, CC.

Le due Torri – de to tårne

Af Bolognas omkring 20 bevarede middelaldertårne er de to skæve nabotårne, Asinelli og Garisenda, de mest iøjnefaldende og kendte. Det laveste tårn, Garisenda, hælder omtrent ligeså meget som tårnet i Pisa. I forhold til det skæve tårn i Pisa ligger Le due Torri dog mere indeklemt, og tæt på kan det være lidt svært rigtig at fornemme tårnenes hældning. Man ser da også ofte turister forgæves forsøger at finde den helt rigtige fotovinkel uden forstyrrende elementer. Det er måske en del af forklaringen på, at Bolognas to skæve tårne aldrig har opnået samme berømmelse som marmortårnet i Pisa, der ligeledes blev bygget i 1100-tallet.

Due torri Bologna
Især Garisenda-tårnets hældning kan se faretruende ud. Tårnet har dog stået sådan i flere hundrede år.

Det højeste tårn, Asinelli, som er 97 meter højt, er åbent for publikum for en billetpris på nogle få euro. Turen op af trætrappens 498 slidte trin er ganske vist ikke for gangbesværede eller folk med højdeskræk. Men du bliver belønnet for dine anstrengelser med flotte panoramaudsigter over Bolognas karakteristiske terrakottarøde bygninger.

Du kan også kigge lige ned på nabotårnet Garisenda, som kun er 48 meter højt. Oprindeligt blev de to tårne opført i omtrent samme højde, men mens Asinelli siden blev forhøjet, fik Garisenda pillet et godt stykke af sin top, da tårnet i 1300-tallet begyndte at hælde faretruende.

Bologna Asinelli
Asinelli tårnet. Et kig ned i dybet. Foto: Tango7174, CC.

Genåbner i juli

Det er nok mange, som på turen op i det omkring 900 år gamle Asinelli-tårnet har overvejet, hvor holdbare den slags bygningsværker egentlig er. Det er dog ikke på grund af den svage hældning eller brister i konstruktionen, at tårnet siden april har været lukket for besøgende.

Man har derimod været ved at renovere den indre trappe og forstærke rækværket, som mange høje nordeuropæiske besøgende nok har fundet faretruende lavt. Efter planen vil tårnet åbne for besøgende igen i starten af juli, hvor der desuden lanceres et online bookingsystem. Her vil du kunne bestille adgangsbilletter til bestemte tidsrum og dermed undgå at stå i kø.

Oplev Bologna på en hyggelig byferie

Udover mange flotte bygningsværker er den smukke hovedstad i Emilia-Romagna rig på hyggelige pladser og charmerende gader, hvor du kan lang tid til at gå med at udforske butikker eller blot slå sig ned på en café med en espresso for at betragte byens liv i ro og mag. Bare fem minutters gang fra de to skæve tårne, finder du for eksempel Bolognas hjerte, Piazza Maggiore. Det er desuden her på byens centrale plads, at du kan se et andet berømt tårn, Torre Accursi, som i 1444 fik tilføjet et stort ur.

Find håndplukkede ferieboliger på vores side med rejser til Bologna

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere af Mikkel H.

Ny spektakulær cykelsti rundt om Gardasøen

Gardasøen er med sin fantastiske omkringliggende natur og mange kilometers flotte cykelruter...
Læs mere