Selvom Italien længe har været en republik, spøger de royale efterkommere af den italienske kongefamilie stadig i kulisserne. Der bruges jævnligt spalteplads i de italienske medier på omtale af de yngre medlemmer af familien, som er opvokset i eksil og nu er vendt tilbage til Italien.
Maj-kongen
Fra 1861 til 1946 regerede Savoia-familien fra Torino det samlede Italien, men Kong Vittorio Emanuele III lagde grunden til monarkiets fald. Han valgte nemlig at samarbejde med Mussolini og udnævnte ham i 1922 til Italiens premierminister. Således fik fascisterne frit spillerum i Italien, så længe de bare respekterede monarkiet. Da 2. Verdenskrig blev tabt til De Allierede, overgav Vittorio Emanuele III magten til sin søn, Umberto II, men allerede i løbet af hans to første måneder som regent (fra d. 9. maj til d. 13. juni 1946) mistede han den igen. Deraf opstod tilnavnet ”Maj-kongen”. En folkeafstemning om fortsat monarki eller republik gav flertal for, at Italien fremover skulle være en republik, og det italienske kongehus var i praksis afskaffet. Familien Savoia måtte nu rejse i eksil og blev frataget al ejendom og alle privileger.
Torino – Italiens hovedstad
Inden det kom så vidt, var familien Savoia en ægte royal familie, som siden 1563 med nogle få afbrydelser havde hovedsæde i Torino. Byen udviklede sig under familiens indflydelse til et kraftcenter for arkitektur og kultur, og Torino blev i 1861 det italienske kongedømmes hovedstad. Mange af Savoia-familiens tidligere besiddelser i Torino kan i dag besøges, bl.a. Palazzo Reale, Palazzo Madama og Palazzo Carignano. De mange arkader, som dominerer centrum af Torino, kan også føres helt tilbage til kongefamilien, idet de blev bygget, for at kongen kunne færdes tørskoet i byen. Familien besad også ejendomme andre steder i Italien, deriblandt Quirinale-paladset, som i dag huser den italienske regering og Villa Ada i Rom.
Se ferieboliger og hoteller i Torino
Savoia-familien i dag
Kong Umberto II levede resten af sit liv i eksil og kom aldrig tilbage til Italien, fordi han indtil sin død i 1983 var forbudt indrejse ligesom resten af familiens mandlige medlemmer. I 2002 blev indrejseforbudet ophævet, og derefter begyndte Umberto II’s søn, Vittorio Emanuele og hans barnebarn Emanuele Filiberto at røre på sig. I 2007 anlagde de sag mod den italienske stat for at få erstatning for familiens år i ufrivilligt eksil. Mere end 250 mio. euro mente de at have krav på. De mente også, at de havde krav på nogle af de mange ejendomme, som tidligere var i familiens eje. Blandt andet annoncerede Emanuele Filiberto, at han ville gøre krav på Quirinale-paladset i Rom. Det er dog kun blevet ved truslerne, og fra den italienske stats side er alle krav blevet afvist. Mange italienere mener stadig den dag i dag, at støtten til Mussolini og de fatale følger det fik for det italienske folk, er en skamplet på Italiens ære, og at familien Savoia ikke har fortjent andet end den skæbne, de har fået.
Tag på ferie i den evige stad, Rom
Rivaliseren og fjendskab
Uanset hvordan man vender og drejer det, er det et faktum, at der stadig er interesse for og salg i den italienske kongefamilie. Noget af forklaringen skal nok findes i Savoia-familiens evne til at gøre opmærksom på sig selv og dermed tiltrække sig opmærksomhed. For eksempel fastholder de mandlige familiemedlemmer stadig deres adelige titler, selv om der principielt ikke længere findes en royal familie i Italien. Der er nu 4 mandlige familiemedlemmer, som strides om officielt at stå i spidsen for Savoia-familien. De to fætre Vittorio Emanuele og Amedeo, som påberåber sig titler og strør om sig med fx ”Prins af Napoli”, ”Konge af Italien”, ”Prins” og ”Hertug af Aosta”, står i spidsen for denne strid. Deres åbenlyse fjendskab og rivaliseren skaber jævnligt omtale i de kulørte blade og bidrager til den fortsatte opmærksomhed om Italiens royale familie, og det på trods af, at de hverken har kongerige eller undersåtter længere.
Man kan undre sig over, at der overhovedet tales om en kongelig italiensk familie den dag i dag, men selv om der kun er tale om tomme titler og ingen reel magt, kommer man ikke udenom, at det stadig er en god historie fuld af dramatik, og der bliver ivrigt broderet videre på den med rygter, falske breve og dementier.
Eventyret fortsætter i det uendelige – eller i det mindste så længe sladderbladene har læsere.
