Det italienske kompromis

Mænd på torvet i Ravello
Italienerne ved ofte, hvordan de skal ndgå de såkaldte compromessi – kompromiser - for at opnå fred eller få deres vilje

Italienerne er formidable til indgå de såkaldte compromessi – kompromiser – for at opnå fred eller få deres vilje. Det er en del af den italienske kultur og tradition. Og det har reddet deres skind flere gange.

At indgå kompromis med djævlen

De står på hjørnet. Ved siden af deres biler og råber og skriger, fægter med arme og ben og bruger de værste gloser over for hinanden. Det er ikke til at forstå, hvad der er sket, men alvorligt ser det ud til at være. Og så kort efter vender stemningen pludseligt. De to herrer får sig et godt grin og skilles med et venskabeligt håndtryk. For selvom følelser kommer i kog og det latinske temperament til udtryk, så er det ikke usædvanligt, at skænderiet får en fredelig afslutning. Enten fordi man bare glemmer seancen, eller fordi der er indgået et kompromis. Det italienske udtryk “Jeg er parat til at indgå kompromis med djævlen, om jeg så skal…”, er et tydeligt billede på, hvor meget det at kunne indgå kompromiser fylder i den italienske mentalitet.

Italiensk tradition

Flere historiske begivenheder tyder på, at evnen til at indgå kompromis, er en tradition og en del af den italienske kultur.

De romerske ledere i antikken forstod sig på, hvordan man opnåede de bedste resultater gennem kompromiser. Hvis man delte lidt af magten med folket, så kunne man lede det. Derfra stammer det berømte latinske motto “Dividi et Impera”, som ordret betyder del og led!

Men også den fascistiske leder Benito Mussolini indså tidligt, at han kun kunne få indflydelse på de mange millioner af katolikker, hvis han indgik kompromis med den katolske kirke. I 1929 mødtes Mussolini derfor med udvalgte fra kirken for at underskrive aftalen “Patti Lateranensi”, der for 2. gang, efter Italien blev samlet i 1861, slog fast, at Vatikanet var hovedleder for de mange millioner af katolikker i Italien.

Mænd i Palermo
Italienerne er berømte for deres temperament, men det er faktisk ofte evnen til at samarbejde og indgå fredelige kompromiser, der er fremherskende…

Det mest berømte kompromis i Italien var dog det, der udspillede sig i begyndelse af 1970’erne. Af frygt for at Italien skulle blive fascistisk styret igen, lancerede den daværende leder af det kommunistiske parti PCI, Enrico Berlinguer, i 1973 strategien “det historiske kompromis”, som gik ud på, at det højreorienterede parti de kristelige demokrater og kommunisterne skulle indgå et slags samarbejde. Et kompromis, hvor alle var enige om, at man for enhver pris skulle undgå samme skæbne som Chile, der netop var blevet overtaget af et fascistisk militærstyre.

Umoralsk

Den italienske tradition for kompromiser kan desværre også resultere i en stilstand på den politiske scene, og det er der nogle, der taler om, kan være årsagen til den politiske situation i Italien de seneste mange år. Og ikke alle kompromiser er lige moralske i kanten. Der har gennem årene været rygter om, at nogle politiske partier har indgået aftaler med mafiaen for at sikre sig stemmer.

Moralsk eller umoralsk så er der fordele i at kunne indgå kompromiser. For skulle du under ferien f.eks. rage dig uklar med en italiener, så bør du huske på, at målet er en kompromisløsning, og at man skilles i fred og fordragelighed!

Interesseret i flere artikler om italiensk folk og traditioner? Læs f.eks. min kollega Louises artikel om, hvordan italienerne drikker deres koppe kaffe – på den ægte italienske måde – her.

Skrevet af
Mere af Mitzi

Kender du den skønne Ledrosø?

Ledrosøen ligger smukt i bjergene vest for Gardasøen i 600 meters højde,...
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *