Bliv klogere på det italienske skolesystem dengang og i dag

Skolesystemet i Italien
Skolesystemet i Italien har naturligt gennemgået en enorm udvikling siden dets opståen i Middelalderen

Skolesystemet i Italien har naturligt gennemgået en enorm udvikling siden dets opståen i Middelalderen, og frem til i dag. Man kan dog stadig den dag i dag finde spor af den opdeling, der fandtes dengang.

Historisk tilbageblik

I Italien, såvel som i resten af Europa, eksisterede der i den spæde Middelalder udelukkende skoler, hvis fundament var religionen. I det 11. århundrede fandtes der i Italien tre typer af religiøse skoler:

1. Sogneskolerne
2. Biskopskolerne
3. Klosterskolerne

Adgangen til skolesystemet var meget begrænset, og analfabetisme var yderst udbredt. I løbet af det 12. og det 13. århundrede skete der en voldsom udvikling, og ganske mange sekulære skoler opstod. Allerede i begyndelsen af det 13. århundrede opstod den tredeling af det italienske skolesystem, som man kender den dag i dag, om end i en udbygget version. I det 13. århundrede blev der opereret med følgende tredeling:

– Scuola primaria (grundskole – dækker underskole og mellemskole)
– Scuola secondaria (gymnasial skole)
– Universitá (universitet)

I løbet af det 13. århundrede opstod yderlige to skoleformer:
– Scuola d’abaco – her studerede man matematik
– Scuola di grammatica – her studerede man latin, som på dette tidspunkt var det officielle og anerkendte sprog i Italien

Skolesystemet i Italien
Allerede i begyndelsen af det 13. århundrede opstod den tredeling af det italienske skolesystem, som man kender den dag i dag

I slutningen af det 13. århundrede var de sekulære skoler altdominerende, hvad angik uddannelsen af ikke-kirkelige, og de eksisterede både i private og kommunale former. Det var ligeledes i det 13. århundrede, at de første universiteter så dagens lys, fx universitet i Bologna, som hævdes at være verdens ældste. De kirkelige skoler fandtes stadig, men deres opgave var ikke længere at uddanne ikke-kirkelige.

I løbet af Renæssancen udviklede skolesystemet sig yderligere, og andelen af børn, der modtog undervisning, steg. Man mener, at andelen af drengebørn, der regelmæssigt gik i skole i slutningen af det 15. århundrede i Firenze var på ca. 28 % (man kan ikke ud fra dette tal konkludere en national procentdel, da Italien på dette tidspunkt bestod af mange selvstændige stater og da Firenze var yderst veluddannet i sammenligning med det øvrige Italien). For pigerne var procentdelen dog væsentligt lavere.

I løbet af det 17. århundrede indtog kirken igen en dominerende rolle i det italienske skolesystem. Man taler i den forbindelse om “Il Controriforma”.

Under Oplysningstiden (hvis tankegang i øvrigt kun vandt ganske lidt indpas i Italien) og det 18. århundrede, skete der igen en masse med skolesystemet. Den vigtigste europæiske reform i dette århundrede var utvivlsomt “La Riforma Teresiana”, der gjorde skolegang obligatorisk for børn mellem 6 og 12 år. Reformen blev langt fra implementeret i hele Italien, der jo stadig på dette tidspunkt bestod af mange selvstændige stater, men bl.a. Lombardiet implementerede store dele af reformen.

Tavle i italiensk skole
Under oplysningstiden fik flere børn i Italien mulighed for at læse og skrive som følge af reformen “La Riforma Teresiana”; reformen blev dog langt fra udbredt i hele Italien

Kampen mod analfabetismen

Vi springer nu lidt frem i tiden, til perioden efter Italiens samling (“Il Risorgimento”) i 1861. Man mener, at hele 78 % af befolkningen var analfabeter omkring år 1861. Værst stod det til i Syditalien, hvor det mange steder kun var ét ud af 90 børn, der gik i skole. Til sammenligning fandtes der i Norditalien områder hvor “hele” ét ud af 14 børn gik i skole. Mange familier havde behov for at børnene arbejdede for at hjælpe til økonomisk, og det var derfor ikke så lige til at få børnene til at gå regelmæssigt i skole, til trods for at der i 1877 blev skolepligt. Derudover kneb det gevaldigt med kommunernes økonomiske ressourcer, hvorfor der mange steder slet ikke eksisterede de fysiske rammer, der ellers ville gøre skolegangen mulig.

Dette til trods dalede antallet af analfabeter væsentligt de kommende år, og da fascisterne og Mussolini kom til magten i 1922, skulle det vise sig, at kampen mod analfabetismen optrappedes yderligere. Den fascistiske filosof og politiker Giovanni Gentile implementerede i 1923 en gennemgribende skolereform, der gjorde skolegang indtil 14-årsalderen obligatorisk. Skolen blev i denne forbindelse gennemsyret af fascistisk propaganda. Noget man efter 2. Verdenskrig gjorde op med.

Udvikling af skolesystemet i efterkrigstiden

Efter Mussolinis fald og 2. Verdenskrigs afslutning blev der nu indført 8 års gratis og obligatorisk skolegang. Man fortsatte efter den skabelon, som fascisterne havde indført, og som bestod af “Scuola elementare” (underskole), som varede 5 år, efterfulgt af yderligere 3 års skolegang enten i “Scuola media” (mellemskole) eller “Scuola di avviamento professionale” (kan oversættes til professionsskole eller faglig skole). Hvor mellemskolen med stor vægt på latin banede vejen for fortsatte akademiske studier, forberedte professionsskolen eleverne til arbejdsmarkedet, og her var latinstudiet udeladt. Denne tvedeling af skolen efter underskolens afslutning vedblev helt frem til 1962, hvor man slog de to typer af mellemskoler sammen til én enkelt mellemskole, der forberedte eleverne på alle former for gymnasiale uddannelser.

Børn i skole
Efter 2. verdenskrigs afslutning blev der indført otte års obligatorisk og gratis skolegang for alle italienske børn

Ungdomsoprøret nåede også Italien, dog med en kraft, der var betydelig svækket i forhold til den kraft, hvormed det ramte og kom til at præge det danske skolesystem, og oprøret kom således ikke til at præge skolesystemet synderligt.

Skolesystemet idag

Op igennem 1990’erne og i begyndelsen af et enogtyvende århundrede har man reformeret skolesystemet mange gange, og i dag består det italienske skolesystem af følgende trin:

Scuola materna (fra 3 til 5 år): 
Svarer til børnehave, men der eksisterer et mindre pensum, som børnene skal undervises i (småopgaver, bl.a. læren om årstiderne og fokus på tal og bogstaver).

Scuola elementare (fra 6 til 11 år):
Her gives der mange lektier for, på mange skoler undervises der 6 dage om ugen (fra mandag til lørdag), karakterer er vigtige, og det kræves, at man består de afsluttende eksaminer, for at man kan gå videre til scuola media. Dumper man, må man bruge sommerferien på at læse op, og så gå op igen.

Scuola media/Scuola secondaria di primo grado (fra 11 til 14 år):
Også her gælder det om at knokle og at bestå sine eksaminer for at kunne gå videre til en gymnasial uddannelse.

Scuola superiore/Scuola secondaria di secondo grado/Liceo (fra 14 til 19 år):
De gymnasiale uddannelser består af diverse uddannelsestyper, her i blandt Ragioneria (Regnskab), Liceo Classico (Klassisk gymnasium), Liceo Scientifico (Videnskabeligt gymnasium), Instituto tecnico (Teknisk gymnasium) mv. Når man har bestået den afsluttende eksamen, kan man fortsætte på universitetet, som varer 5-6 år, ligesom vi kender det herhjemme.

Set med skandinaviske øjne

Katolicismen præger stadig i dag det italienske skolesystem. Nonneskoler er ganske udbredte, når det gælder undervisningen på de små klassetrin. Generelt kan man om det italienske skolesystem sige, at det i sammenligning med det skandinaviske, er et autoritært skolesystem, der på mange måder minder om den skole, vi kendte herhjemme inden ungdomsoprøret. Det er helt almindeligt at sige “De” til læren, og pensum består mestendels af udenadslære. I de små klasser bærer man i stort set alle skoler skoleuniform.

Studerende i Italien
Skolegangen i de små klasser er mere autoritær i Italien end i Skandinavien, blandt andet i form af obligatoriske skoleuniformer mange steder, men formerne er en del løsere for de universitetsstuderende…

Italienernes sprogfærdigheder

Det er vist en kendt sag, at mange italienere ikke er så gode til fremmedsprog, såsom f.eks. engelsk. Dette skyldes nok flere forskellige ting: En af dem er det faktum, at mange engelsklærere ikke selv taler sproget særlig godt, og derfor i deres undervisning primært lægger vægt på grammatik, og ikke på mundtlig sprogfærdighed. Derudover eksisterer der et hav af dialekter i Italien – man kan ligefrem tale om regionalt bestemte sprog – og på landet i Italien er det stadig ikke ualmindeligt at møde selv yngre mennesker, der ikke mestrer standarditaliensk. Det er ikke svært at forestille sig, at er man ikke tryg ved sit eget lands officielle sprog, ja, så kan det forekomme noget tungt at tilegne sig et fremmedsprog. Det hjælper øjensynligt heller ikke på sagen, at man i Italien synkroniserer alle film og alt tv.

En holdningsændring, hvad angår betydningen af at mestre fremmedsprog, ser dog ud til at være godt på vej i Italien for tiden. Under den økonomiske krise, der som bekendt har ramt landet med stor kraft, og på grund af hvilken arbejdsløsheden er steget enormt, indser mange unge at deres eneste karrieremulighed ligger uden for Italiens grænser. Og søger man til udlandet, er det næsten altid en forudsætning, at man kan gebærde sig på et eller flere fremmedsprog. Så mon ikke, man inden længe vil opleve en ny ungdomsgeneration, der vil mestre fremmedsprog på et langt højere niveau end tilfældet har været indtil nu?

Interesseret i mere italiensk historie?

Hvis du vil vide noget mere om italiensk historie, inden du drager på ferie i støvlelandet, og har du undret dig over, hvad der er blevet af det italienske monarki og hvilken rolle det spiller i dagens Italien, så kan du her læse vores spændende artikel om det italienske monarki.

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere af Lino

Få inspiration til en vandreferie i Toscana

Hvor behageligt det end er blot at nyde udsigten fra sit skyggefulde...
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *