Ekstraordinær opdagelse af Leonardo da Vinci-tegning

Tegningen af Martyren Sankt Sebastian af Leonardo da Vinci. Foto: Auktionshuset Tajan
Tegningen af Martyren Sankt Sebastian af Leonardo da Vinci. Foto: Auktionshuset Tajan

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP er der blevet fundet en yderst sjælden tegning af den berømte italienske maler, billedhugger, opfinder, arkitekt, botaniker, ingeniør og anatom Leonardo da Vinci imellem en pensioneret fransk provinslæges familiepapirer.

Den pensionerede læge, der har ønsket at forblive anonym, havde arvet tegningerne fra sin bibliofile far og mødte i marts måned op ved porten til det parisiske auktionshus Tajan med 14 tegninger og skitser under armen for at få en vurdering af sin faderlige arv, tilsyneladende uden at vide det mindste om, at der mellem de arvede tegninger gemte sig en Leonardo da Vinci-tegning til en forventet værdi af 15-16 millioner euro.

Tegningen, der er udført med fjerpen og blæk, forestiller den katolske helgen og martyr Sebastian, der er bundet til et træ med et bjerg i baggrunden; et yndet motiv i maler- og billedhuggerkunsten i renæssance-tiden. Leonardo da Vinci menes at have brugt motivet med martyren Sebastian ved mindst 12 navngivne lejligheder, eftersom der er nævnt et tilsvarende antal konkrete værker med netop dét motiv i det berømte Codex Atlanticus; en volumniøs 12-binds samling med de fleste af Leonardo da Vincis originaltegninger fra perioden 1478 til 1518, der i dag opbevares på det ambrosianske bibliotek i Milano.

Om den sensationelle opdagelse af tegningen skriver auktionshuset Tajan på deres hjemmeside, at Thaddée Prate, der er leder af auktionshusets afdeling for gamle mesterværker,  var den første, der havde tegningen mellem hænderne. Prate havde en fornemmelse af, at det var en – som han er blevet citeret for at sige – “interessant tegning fra det 16. århundrede, der krævede mere arbejde”, men var på dette tidlige stadium af vurderingen endnu ikke på sporet af, at det var en tegning af Leonardo da Vinci. Det var først, da han bad om en vurdering fra kollegaen Patrick de Bayser – en ekspert i tegninger af gamle mestre – at der begyndte at gå et lys op for Prate.

Tegningen af Martyren Sankt Sebastian af Leonardo da Vinci. Foto: Auktionshuset Tajan
Bagsiden af tegningen med de to videnskabelige studier af lys. Foto: Auktionshuset Tajan
Uffizierne
Galleria degli Uffizi i Firenze, hvor du kan se hele 16 af Leonardo da Vincis sjældne værker.

De Bayser opdagede nemlig to mindre videnskabelige tegninger på bagsiden af arket. Det var skematiske studier af levende lys, som var ledsaget af noter skrevet i italiensk renæssancestil fra højre mod venstre. Både Prate og de Bayser vidste – som en del af deres børnelærdom – at Leonardo da Vinci var venstrehåndet, hvilket med det samme fik Prate til at kigge på de Bayser og udbryde: “Du kan ikke tro dette er af Leonardo?”.

For at få af- eller bekræftet deres formodning søgte auktionshuset Tajan en tredje vurdering af tegningen; denne gang fra Carmen C. Bambach, som er kurator for italienske og spanske tegninger på Metropolitan Museum of Art i New York og en ekspert i Leonardo da Vincis kunst. Bambach var ikke i tvivl – faktisk var hun så sikker, at hendes øjne, ifølge en artikel i The New York Times, var ved at hoppe ud af deres øjenhuler, da hun første gang så tegningen, som hun med det samme identificerede som én af de tolv skitser af helgen Sebastian, som nævnes i Codex Atlanticus og hvoraf der indtil i dag kun kendes to eksemplarer; et, der opbevares på Bonnat-Helleu Museum i Bayonne i det sydvestlige Frankrig og et andet eksemplar, der opbevares i Kunsthalle i Hamburg, Tyskland.

Auktionshuset har oplyst, at tegningen forventes at komme på auktion i juni måned næste år, hvorved kunstelskere naturligvis håber på, at tegningen ender på ét af verdens store kunstmuseer og ikke i en privat samling. Indtil da kunne du overveje at tage en tur til det berømte Galleria degli Uffizi i Firenze, hvor du kan se hele 16 af Leonardo da Vincis sjældne værker.

Læs mere om rejser til Toscana her, hvor du også kan se alle vores ferielejligheder og hoteller i regionen.

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere