Når man læser sig frem til, hvad der er værd at se i Italien og ikke mindst i Rom, vil man gentagne gange støde på begreberne renæssance og barok; de to mest betydende kulturelle epoker i Italiens historie. Renæssancen omtales temmelig konsekvent som italiensk kulturs glansperiode, mens barokkens rygte er noget mere blandet. Nu behøver vi heldigvis ikke være dommere, men kan nøjes med at være tilskuere til en fascinerende fortids forskellige udtryksformer. Og som det vil fremgå, er barokken ikke helt så slem som sit rygte.
Renæssancens indtog
Renæssance betyder ”genfødsel”. Ordet betegner en epoke, der så sig selv som ny, hvor man forlod den tidsalder, man nedladende begyndte at betegne som middelalderen, mens man genfandt oldtidens landvindinger i kunst, håndværk og teknik. I maleriet fandt man perspektivet, i skulpturen søgte man at genskabe den menneskelige anatomi. Renæssancen blomstrede i Toscana og Norditalien allerede i 1400-tallet. Den nåede Rom op mod år 1500, mens den kun strejfede Syditalien.
Det var samtidig en periode, hvor kunsten og kunstnerne var tæt forbundet med tidens voldsomme idemæssige og politiske modsætninger. Michelangelo er utvivlsomt dens fremmeste repræsentant både inden for arkitektur, maleri og skulptur. Og skal man vælge et enkelt eksempel på, hvad renæssancen udtrykte, må det være hans store Davidstatue, der i kopi både stolt og afslappet troner over Firenze og symboliserer republikkens sejr over fyrstevælde og pavelig autoritet. Originalen finder man også i Firenze, nemlig på museet Galleria dell’Accademia.
Læs om alle vores ferieboliger i Firenze her
Barokken følger trop
Omkring år 1600 havde det kunstneriske udtryk flyttet sig så meget fra udgangspunktet, at eftertidens kunsthistorikere har valgt at give den følgende tid en ny betegnelse: barokken.
Det var en politisk resigneret periode, hvor den katolske kirke endvidere stillede krav om at kunsten i højere grad stillede sig i den rette tros tjeneste. Kunstnerne fordybede sig nu i fuldstændiggørelsen af form og detalje, mens de samtidig søgte de stærke effekter, det storladne og prangende, der kunne tjene som udstillingsvindue for kirkens storhed. Som pavens egen by blev Rom således en slags barokkens hovedstad. Det er denne epokes pladser, springvand, palæer og kirkeudsmykning, der endnu i dag præger byen. Man kan bare nævne Fontana Trevi, Peterspladsen eller springvandene på Piazza Navona.
Ud over Rom satte barok-arkitekturen især sit præg på Syditalien, ikke mindst det østlige Sicilien, hvor det store jordskælv i 1693 bogstaveligt talt gav plads til, at man kunne skabe nye bycentre i ren barokstil.
Forskelle og ligheder
Renæssancens arkitektur fokuserer på proportionerne og kan ofte virke lidt streng i udtrykket. Barokkens bygninger er omvendt præget af forsiringer, leg med perspektivet og udsmykning med statuetter og relieffer. De betegnes generelt, og med rette, som overlæssede, men røber også tit fantasifuldhed og iderigdom.
I skulptur og maleri dyrker renæssancen især menneskekroppen efter antikkens forbilleder. Men også her er formens styrke som regel dens afmålte udtryk, tænk blot på Leonardo da Vincis Mona Lisa med det næsten umærkelige smil. Det er vanskeligere at sætte barokkens udtryk på en formel. Den forfalder som i arkitekturen ofte til overdrivelse, men udvikler samtidig en teknisk forfinelse, der må mane til beundring – i skulpturen en forfinelse, der får marmoret til næsten at virke levende.
Læs om alle vores ferieboliger i Rom her
Renæssancens uomgængelighed
Millioner af turister har ikke taget fejl. Det er svært at betegne renæssancen som andet end uomgængelig. Meget lidt kan måle sig med Firenze, hvor sen middelalder og renæssance smelter sammen til et hele, hvor Michelangelos enorme David-statue skuer over byen som symbol på byens selvbevidsthed, paladsernes tunge konturer fortæller om Medici-familiens magt, og Brunelleschiskuppel står som monument over en revolution i arkitekturen.
Og næsten intet kan måle sig med Botticellis æterisk yndefulde og samtidig meget kødelige kvindefigurer i hans verdensberømte malerier ”Venus’ fødsel” og ”Primavera”, der hænger på Firenzes Uffizzi-museum. Firenze er renæssancen i koncentrat, men den kan nydes så mange andre steder i Toscana og på Po-sletten – og naturligvis i Rom.
Renæssancens primat udelukker ikke barokkens perler
Renæssancens primat udelukker imidlertid ikke, at det kan betale sig at gå på jagt efter barokkens perler. I Rom bliver man let træt af baroktidens mange flødeskumsfacader og basunkindede englebasser, men det er ubetinget ulejligheden værd at opsøge f.eks. Berninis skulptur eller Borrominis finurlige arkitektur. Man kan endog få små hæfter på byens talrige turistkontorer med præcise anvisninger på, hvor man finder dem. I Syditalien lokkes man af Lecce i ”støvlehælen” med dens luftige og lette barokarkitektur, det bløde, romantiske aftenlys på Siracusas domkirkeplads eller det honningfarvede skær over den lille sicilianske by Notos centrum.
Læs om alle vores ferieboliger i Siracusa her
Et passende sted at lade sig introducere til barokken er den lidt afsides beliggende kirke, San Francesco a Ripa, i Roms Trastevere-kvarter. Her befinder sig Berninis skulptur af den hellige Ludovica. Hendes krop og ansigt afspejler på typisk barokmanér en voldsom sjælelig længsel efter at nå det himmelske, og samtidig har en perfektionist inden for billedhuggerfaget skabt en figur, der næsten står levende for beskueren.
