Få inspiration til en vandreferie i Toscana

Landskab ved Siena
Toscana har nogle af de smukkeste landskaber i Italien og egner sig perfekt til en vandreferie...

Hvor behageligt det end er blot at nyde udsigten fra sit skyggefulde bord på restauranten, og hvor komfortabelt det end er at bevæge sig fra sted til sted i bil, så bliver oplevelsen af naturen nu engang større og mere intens, når du har brugt apostlenes heste til at komme op på toppen. Og hvor er landskabet mere smukt og afvekslende end i Toscana?

Afvekslingens glæde

Man siger, at forandring fryder, og aldrig sander jeg det mere, end når jeg vandrer. Selv det mest billedskønne og fortryllende landskab bliver kedeligt, når jeg har gået i det gennem længere tid. Derfor er muligheden for variation altid af største vigtighed, når jeg vælger område for mine vandreferier. Toscana er således et oplagt valg, fordi du her har det hele: bjerge, skove, hav, bakker, lavland, sirligt opdyrkede områder og utæmmet natur, bittesmå landsbyer og store kulturbyer. Og så skal det da også indrømmes, at muligheden for god mad og vin heller ikke tæller ned. Man har jo brug for kalorierne!

Udsigt mod bjerg ved Siena
Toscana har alt det, der skal til for at en vandreferie bliver god. Her et smukt landskab nær byen Siena…

Muligheder og umuligheder

Det har taget mig mange år for alvor at opdage potentialet i Toscana som vandreområde. Første gang var en eklatant fiasko, men det var faktisk helt og holdent min egen fejl. Jeg havde nemlig ikke orienteret mig ordentligt hjemmefra, så jeg troede, at man kunne vandre gennem det centrale Toscana dag efter dag med rygsækken ad idylliske stier: Landskabet var jo så smukt. Det kunne man for den sags skyld også, men store strækninger blev tilbagelagt på landevejen, da der ingen stier var, og brandvarm asfalt med hyppigt passerende bil i høj fart udgør nu engang ikke de bedste forudsætninger for vandring. Lektien var, at hvis man vil vandre lange ture i Toscana, så skal man sætte sig godt ind i mulighederne først og vælge sit område med omhu.

Massevis af stier

Langt de fleste tænker sig heldigvis bedre om end jeg, og desuden er det jo også de færreste, som ønsker at vandre hele deres ferie fra morgen til aften. Det mest almindelig er jo at have en fast base, hvorfra man, eventuelt i bil, opsøger vandrestier af passende længde for en halv eller hel dag. Jeg ved ikke, hvor mange tusinde kilometer afmærkede vandreruter, der findes i Toscana, men du skal ikke være længe på landet, før du støder på skilte, der angiver lokale ruter eller ser de rød-hvide mærker, der indikerer en af vandreforbundet CAI’s stier. Mange gange vil du opleve, at stierne går lige forbi din feriebolig, det sker blandt andet ved I Veroni, La Caminata, Casa la Vite, Fattorie Santo Pietro og mange mange andre. Den gamle pilgrimsrute gennem Italien, La Via Francigena, går lige forbi La Torraccia di Chiusi ved San Gimignano.

San Gimignano
San Gimignano er én af de smukke byer, du kan besøge, når du tager på en vandreferie i Toscana…

Her lærte ejerne for nogle år siden, at ruten ikke nødvendigvis stopper i Rom, da en pilgrim (med æsel) kom forbi på vej hjem … fra Jerusalem. Mindre kan også gøre det, men hvis du vil mere end blot spadsere en kort tur, bør du købe et detaljeret kort, for det enorme antal stier har den svage side, at mange af dem er dårligt afmærkede. Enhver boghandler vil heldigvis have kort over området i målestok 1:25.000 med vandre- og cykelstier indtegnede.

Vandreparadiset

Hvis formen og viljen er til det, kan det nordvestlige Toscanas bjergrige dele varmt anbefales. Nord for Pisa og Lucca finder vi De Apuanske Alper, der byder på et usædvanlig stort velafmærket stisystem. Her kan du vandre fra havet tæt på Viareggio gennem dale og skove op i bjergene. Det er betagende at gå heroppe mellem toppe på op mod 2000 meters højde og se ud på havet. Her er noget for enhver, nogle stier er så lette, at du tit møder familier med mindre børn på dem, andre er udstyrede med kæder og stålwire for at sikre, at ikke alt for mange styrter ned. Stierne er som sagt godt markerede, men der er så mange af dem, og de krydser ofte hinanden, så et godt kort her er en absolut nødvendighed. Den store fordel ved dette område er, at du aldrig behøver at være synderlig langt fra civilisationen i form af mindre byer, restauranter og gamle sæterhytter, du nu kan overnatte i, samtidig med at du oplever naturen i dens reneste og mest ubesmittede form.

Bjerge i Toscana
Toscana består ikke kun af maleriske cypres-alléer. Der er også høje bjerge, som lokker de mere eventyrlystne vandrere…

Det er med andre ord et glimrende sted for dagsudflugter, for vandrestierne går tit gennem civiliserede områder, som du kan køre til, men du vil også uden besvær kunne vandre her i flere uger uden at skulle gå ad samme sti to gange.

På egen krop

Jeg oplevede selv dette område for første gang i august 2012, hvor jeg og min hustru fløj til Pisa, tog toget til Viareggio, hvor vi skiftede til bus og kørte de 15 km til Camaiore inde i landet. Her provianterede vi i det lokale supermarked, og så vandrede vi opad. Vi nåede at gå en tre timers tid, før vi fandt en eng, hvor vi slog teltet op for natten. De kommende dage gik vi nordpå gennem bjergene. Her var det op og ned – og inden vi tre dage senere spadserede ind på Ristoro del Cavaliere ved Piazza al Serchio, hvor vi slog teltet op mellem kaninburene og gedernes indhegning, havde vi gået igennem aktive marmorbrud, kravlet ned ad klippesider mens vi holdt fast i fastnaglede kæder, slået teltet op hvor vi havde lyst (det er tilladt praktisk taget overalt) og mødt forbavsende få andre vandrere. Det var første, men bestemt ikke sidste gang, turen gik til denne del af Toscana. Næste gang bliver det nok til et par uger!

Bjergsti i Toscana
I de toscanske bjerge kan du opleve naturen i dens reneste og mest ubesmittede form

Vil du vide mere om vandreferie i Italien?

Hvis du interesserer dig for vandring i Italien generelt, og kunne tænke dig at få nogle tips om de forskellige muligheder, der er i landet, så anbefaler jeg dig at læse vores populære guide til vandreture i Italien her.

Hvis du allerede er klar til at tage afsted, kan du også bestille din vandreferie let og sikkert online hos os, samt læse mere om vandreferie i Italien her.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere af Lino

Gå på kulinarisk opdagelse i Rom med Per Pallesen

Per Pallesen udgav i 2010 sin egen personlige guide til gode restaurantoplevelser...
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *