Festa di Sant`Antonio

Vores gæsteskribent Charlotte, der til dagligt bor i Lombardiet, har været til den årlige fest for Antonuis den Hellige
Vores gæsteskribent Charlotte, der til dagligt bor i Lombardiet, har været til den årlige fest for Antonuis den Hellige

Næst efter fejring af jul og påske så er denne fest “Festa di Sant´Antonio”, der bliver afholdt hvert år den 16. og 17. januar, én af de vigtigste i Italien… i hvert fald i Nord-italien (fortæller min private kilde mig, da jeg spørger ind til “Festa di Sant`Antonio”). Festen er også kendt under navnet “Falò di Sant`Antonio” (falò = bål), der er en fest, der bliver afholdt især i landdistrikterne og i byerne i provinsen, hvor traditioner er mere forankret end i de store byer.

Lad os starte med den religiøse del

Det er en religiøs fest/ceremoni til ære for Antonius den Hellige – født omkring år 251. Antonuis den Hellige var en (kristen) egyptisk munk der, ifølge legenden, tilhørte en forholdsvis velhavende familie, men som i sin ungdom udviste ringe interesse for det luksuriøse liv og i stedet foretrak at arbejde og meditere. Da hans forældre døde, fordelte han al deres rigdom til de fattige og valgte at leve som en eremit, hvilket er et menneske, der lever i ensomhed. (Oprindeligt bruges ordet om en kristen, der hengiver sig til et ensomt liv i ørkenen for at dyrke Gud ved bøn og offer).

Antonius den Hellige, sådan som den italienske renæssance-maler Piero di Cosimo forestillede ham i slutningen af 1400-tallet
Antonius den Hellige, sådan som den italienske renæssance-maler Piero di Cosimo forestillede sig ham i slutningen af 1400-tallet

Legenden fortæller videre, at han tilbragte mange år i en gammel sten-hugget grav, hvor han kæmpede mod Djævelens fristelser, som ofte optrådte overfor ham for at vise ham, hvad han kunne gøre, hvis han var blevet i den luksuriøse verden. Hans ry som en eremit spredte sig blandt de trofaste og Antonius, der ønskede at leve helt løsrevet fra resten af verden, blev flere gange tvungen til at flygte for at undslippe mennesker, der strømmede til ham for at få hans råd og for at se ham. På trods af hans hårde liv døde Antonius den Hellige først i en alder af 105 år – den 17. januar af 355.

Helgen af husdyr og beskytter af ild

På hans grav byggede man en kirke og et kloster, og han bliver i dag betragtet som beskytter mod udbrud af visse sygdomme (specielt hudsygdomme), både påført mennesker og dyr, samt som beskytter af husdyr. Antonius bliver også betragtet som helgen, der afværger ild, og det er ikke tilfældigt, at hans navn er knyttet til det, som vi i dag kender som “helvedesild”, da legenden fortæller, at han tog i helvede for at redde syndernes sjæl fra Djævlen, og hvor hans svin fik huden forbrændt af “helvedes ild”. Derfra kommer betegnelsen af hudsygdommen “helvedesild” eller på engelsk kendt under navnet “St Anthony´s fire” (shingles).

Folk samles

Selve ceremonien begynder den 16. januar, hvor man samles i de forskellige provinser eller byer om eftermiddagen, og hvor jeg personligt havde glæden af at deltage – mere eller mindre frivilligt – eftersom vi bor i en lille landsby, som hvert år fejrer Antonius den Hellige lige ude foran vores dør.

De lokale beboere samles for at fejre Santonius den Hellige
De lokale beboere samles for at fejre Antonius den Hellige

Den ufrivillige deltagelse startede med, at jeg ikke kunne undgå at høre sang udenfor vores hus (og alt var spærret af omkring, hvor jeg boede). Jeg besluttede mig derfor for at deltage og slutte mig til en masse mennesker, der stod og sang foran vores lille kirke, som ligger klods op af vores hus. Hele vejen var fuld af mennesker – mange medbringende deres hunde – og langs vejen var der mulighed for at indtage mad & drikke ved forskellige boder, der serverede deres lokale specialiteter.

Hvad du ønsker, skal du få…

I takt med at mørket sænkede sig sidst på dagen, så valfartede alle mennesker fra kirken og vejen og hen til bålet på marken, der blev tændt under megen kontrol og sikkerhed. Men det var også nødvendigt, da bålet var meget stort og højt, og der var mange mennesker. At bålet skal være højt hænger sammen med en tro på, at jo højere bålet er, jo bedre vegetation vil bondemanden få.

Bålet inden det blev tændt
Bålet inden det blev tændt
Det tændte bål
Som aftenen skred frem og bålet brændte ned, forsvandt folk lidt efter lidt…

Og troen stopper ikke her. For man tror også på, at hvis man har et ønske, så kan man skrive det ned på et stykke papir og kaste det ind i bålet. Dette er en tradition, der går tilbage til dengang, hvor mændene fra byerne var emigreret til Tyskland eller Schweiz og ikke kom tilbage, hvorefter kvinderne spurgte Antonius, om han ikke kunne finde en mand til dem.

Om det skete, vides ikke – men hvad jeg ved skete var, at i takt med at bålet svandt ind, så forsvandt flere og flere folk væk fra bålet. Første akt var færdig.

Velsignelse af dyrene i kirken

Anden akt startede næste morgen den 17. januar, hvor den måske mere højtidlige del af ceremonien indtraf, da folk kom til kirken medbringende deres husdyr, som skulle velsignes af præsten. Der var også mange børn, der havde en ballon, hvor der var påført et ønske, og som de slap, så ønsket kunne stige til vejrs. Måske også de fik deres ønske opfyldt… det ved man ikke.

At det er en eftertragtet fest, fortæller de mange fremmødte, da der hvert år i byen Varese, hvor jeg bor, deltager mere end 2.000 mennesker. Og mon ikke jeg også skal deltage næste år i feste – mere eller mindre frivilligt!

Du kan læse mere om Charlottes oplevelser i det norditalienske på hendes blog her.

Hvis du har lyst til at læse mere om italienernes traditioner, kan du finde masser af interessante artikler i vores kategori “folk og traditioner” her. 

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere af Charlotte

Festa di Sant`Antonio

Næst efter fejring af jul og påske så er denne fest “Festa...
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *