FICO Eataly World – et slaraffenland for de madglade

FICO 2021. Billede: www.fico.it

Verdens største italienske madmarked, FICO Eataly World, er genåbnet efter et års renovation og igen klar til at tage imod madelskere i alle aldre. Det store madmekka, som ligger i udkanten af Bologna, har nu 7 temaområder nye fordelt på et areal svarende til 10 fodboldbaner. Her kan du og familien fordybe jer i masser af spændende, interaktive udstillinger samt et væld af restauranter og street food stande med lækkerier fra det italienske køkken.

Siden åbningen i 2017 har FICO Eataly World modtaget omkring 5 millioner besøgende. Med genåbningen kommer der endnu mere fokus på at kombinere passion for mad med sjove aktiviteter. Selvom det nye slogan er “Parken der skal smages”, er her nu endnu flere oplevelser for alle fem sanser. Et perfekt udflugtsmål for dig, som rejser med børn.

Du kan se kokke arbejde på nærmeste hold. Foto: FICO Eataly World, www.fico.it

En verdensomspændende succes

Eataly, der nok bedst kan beskrives som en oplevelsescenter for italiensk gastronomi, er en verdensomspændende kæde. Det første Eataly-center åbnede i 2007 i Torino, og efterfølgende har kæden med succes indtaget en stribe byer i Asien, Amerika og Europa – heriblandt København.

At Eataly-markederne på kort tid har formået at tiltrække millioner af besøgende verden over kan blandt andet tilskrives den store passion for råvarer, som skinner tydeligt igennem overalt på markedet. Dertil kommer, at mange besøgende tiltrækkes af muligheden for at gå på opdagelse i et stort udvalg af produkter fra småproducenter, man ikke finder i de almindelige supermarkeder.

Foto: FICO Eataly World, www.fico.it

Gårdbesøg, madmarked og forlystelsespark i ét

Et besøg på FICO Eataly World ved Bologna er ikke blot en mulighed for at forkæle smagsløgene eller shoppe på det store Mercato. Madtemaparken ved Bologna har nemlig fået en ekstra tilføjelse i forhold til de eksisterende centre. Den gemmer sig bag forkortelsen FICO, som står for Fabbrica Italiana Contadina, der kan oversættes til “italiensk landbrugsfabrik”.

På det store område er der således også afsat plads til marker og stalde med husdyr samt 13 “fabrikker”, hvor du på nærmeste hold kan følge forarbejdningen af kød, fisk, ost, pasta, olie osv. frem til det færdige produkt. Har du børn med på rejsen til Bologna, er dette tilbud næsten altid et stort hit. Også for voksne er det dog ganske interessant at se, hvordan de berømte italienske fødevarer egentlig kommer til verden. Dertil kommer, at der dagligt afholdes en lang række workshops og undervisning, hvor du for eksempel selv kan lære at lave frisk pasta.

Som noget af det nye er der nu også forskellige boldbaner, mini-golf og legepladser på området. Det er ideelt, hvis børnene i løbet af dagen trænger til lidt adspredelse mellem smagsprøver og shopping. Særligt familiens mindste synes også det er meget fascinerende at møde husdyrene. Under kyndig vejledning af en landmand kan I prøve at malke en ko, strigle en hest, fodre et gedekid eller hønsene.

Parken er åben torsdag til søndag. I weekenden kører der en gratis shuttlebus fra centrum af Bologna ud til madparken. Find mere information om FICO Eataly World på den officielle hjemmeside, hvor du også kan købe din adgangsbillet (gratis for mindre børn).

Tag på en kulinariske rejse til Bologna

Holder du af ferien med kulinariske oplevelser, bør din næste rejse altså måske gå til stemningsfulde Bologna. Byen er ikke større end at du nemt kan finde og opleve de mest interessante attraktioner i løbet af en hyggelig byferie. Det er desuden ikke kun ude ved det nye Eataly-center, at du på en rejse til Bologna kan gå på opdagelse i italiensk gastronomi. I centrum findes også et væld af gode caféer og restauranter.

Læs mere om vores rejse til Bologna

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere