Antikkens romere, renæssancens digter Petrarca og nutidens italienere har noget til fælles: Forfængeligheden.
Forfængelighed en dyd
En kvinde med høje hæle, kropsnært tøj og rød læbestift skrider med feminine og let vuggende gang ned ad fortovet mod den italienske piazza, der er aftenens samlingspunkt for byens unge og ugifte. Blikke flokkes om kvinden, der åbenlyst udstiller sin femininitet. Også mændene er stilet med smart tøj og pomade i det nyvaskede hår. Det er ikke årets store byfest, men blot en helt almindelig aften i en helt almindelig italiensk by. Og det er et udtryk for forfængeligheden, når den er bedst.
I Italien lever forfængelighed nemlig i bedste velgående, og det er en dyd at vise sig fra sin smukkeste og mest velklædte side, og det gælder begge køn. Har man tilmed fra naturens hånd et smukt ydre, har man som kvinde nærmest en pligt til at dyrke det gode udseende med make-up, smart hår og klædeligt tøj. Så det med at møde op i en lidt for stor og forvasket t-shirt, shorts og klip-klappere, eller gummistøvler i regnvejr, den går ikke i forfængelighedens højborg.
Heller ikke børnene slipper for forældrenes forkærlighed til det perfekte ydre. Børn ynder selv at vælge deres tøj og sko, men i Italien er selv de mindste finpudsede, når de bevæger sig uden for hjemmets fire vægge. En dårlig påklædning som fx et strutskørt med de berømte gummitræsko, Clocs, vil falde tilbage på forældrene, der kan blive opfattet som mindrebemidlede eller sløsede i deres børneopdragelse.
Succes
Der lever mange fordomme om italienere, og én af dem er, at de går overdrevet op i deres ydre. Og mens forfængelighed ifølge en forsker er et tabu for de fleste i den vestlige verden, er det i Italien helt naturligt at gå op i sit udseende og påklædning samt at vise omverdenen, at man gør det. Og det er således slet ikke pinligt at skildre med sin åbenlyse forfængelighed. Kvinder og mænd er opflasket med, at en god stil gør vejen til succes nemmere.
Fra antikken
Forfængelighed er en del af den italienske mentalitet og kultur og kan spores et par tusinde år tilbage til dengang, Støvlelandet og det meste af det europæiske kontinent var styret af de antikke romere. I den tid var skønhed noget, man stræbte efter at skabe inden for filosofiens, arkitekturens, videnskabens og kunstens verden. De antikke romere skabte nogle af verdens største vidundere, og som den dag i dag betager mange turister og historieinteresserede over hele verden. Af fund fra antikken ved man, at de rige romerske kvinder forstod den magt, de havde på deres omgivelser, når de iførte sig flotte rober og pyntede sig med sminke og parfume. Mændene holdt sig dog heller ikke tilbage og dyrkede sport og sauna for kroppens og velværens skyld.
Senere – i renæssancen og barokken – levede forfængeligheden i fuldt flor. Det ses tydeligt i værker af berømte malere, billedhuggere og digtere, herunder digteren og humanist Francesco Petrarca fra 1300-tallets Toscana. Og denne betagelse af skønhed og det fuldkomne er fortsat gældende i dag. For i dag er forfængelighed ikke længere begrænset til de rige italienere, men er dybt forankret i den italienske kultur. Og mon ikke også det skønne italienske klima og landskab har spillet en rolle i italienernes kærlighed til det smukke og fuldkomne?
