Fiori di zuccini ripieni e fritti – fyldte, friturestegte squashblomster

Fiori di zuccini ripieni e fritti – fyldte, friturestegte squashblomster
Fiori di zuccini ripieni e fritti – fyldte, friturestegte squashblomster - er en anderledes og spændende italiensk ret

Det kræver en vis ømhed at håndtere squashblomster, da de er meget sarte og har en ganske kort holdbarhed, når de først er plukket. Derfor ser man dem uhyre sjældent i grøntafdelingen i supermarkedet eller hos den lokale grønthandler her i landet. Der er derfor ingen undskyldning: ud i haven og plant jeres egne squash, zucchini og courgetter, så I kan høste blomster til næste sæson.

I Italien forholder det sig naturligvis anderledes, her kan blomsterne dagligt købes i vækstperioden fra juli til oktober – sæsonen afhænger naturligvis af foråret og sommerens vejr. De fleste af mine jævnaldrende venner har fortalt mig, at netop tilberedte squashblomster er noget, de fik hos deres nonna (bedstemor) som barn. Alligevel finder man utrolig mange alternative og nyere tilberedningsmetoder, der tyder på, at squashblomster fortsat er en yndlingsspise i Italien. Dette er min absolutte favoritversion!

Fakta:
Tilberedning: 20 minutter
Antal personer: 20 blomster som snack/enkel forret til 4 personer

Ingredienser:

  • 20 flotte squashblomster, rensede
  • 125 g mozzarella
  • 100 g hvedemel
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 æggeblomme
  • Vegetabilsk olie til friturestegning
  • Salt & peber
Squashblomster
Det kræver en vis ømhed at håndtere squashblomster, da de er meget sarte og har en ganske kort holdbarhed, når de først er plukket

Tilberedning:
Squashblomsterne skal plukkes ved daggry, før de har åbnet sig og herefter stilles i køleskab med det samme i en lukket frostpose. Før tilberedningen piller jeg støvdragerne forsigtigt ud, hvorefter blomsterne skylles i koldt vand og rystes nænsomt fri for vand. Dup eventuelt forsigtigt blomsterne med køkkenrulle eller lignende og læg dem derefter til side.

Bland mel, olie, æggeblomme, salt og peber i en skål. Rør vand i til dejen bliver dejlig lind og glat, uden at blive vandig. Ca. 6-7 dl vand til 100 g mel.

Skær mozzarellaen i passende stykker, der ikke har en større diameter end blomstens inderkreds, ellers vælter det bare ud under tilberedningen. Placer et stykke mozzarella afstemt efter blomsten størrelse i hver blomst. Lad dig ikke friste til at overfylde dem, lidt er godt i denne sammenhæng. Jeg vil anbefale et måleforhold på maks: 1/3 af længden.

Opvarm olien i en gryde – den er klar, når det bobler. Når blomsterne er blevet fyldt, lukkes de forsigtigt ved eksempelvis at sno enderne sammen eller på anden vis pakke bladene lidt ind i hinanden. Dejen vil også være med til at holde sammen på dem. Herefter dyppes de i den lette dej (hold fast i spidsen), ryst eventuelt overskydende dej let af, og steg dem gyldne i den varme olie. Hold øje med dem!

Servering:
Når de er lysebrune og sprøde på begge sider, dryppes de af på et stykke køkkenrulle, så overflydende olie sætte sig i papiret, saltes og serveres straks på et smukt porcelænsfad dekoreret med lidt grønt på siden, evt. basilikum eller en strimmel citronskal – ØKOLOGISK.

Buon appetito!

Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere