I slutningen af det 10. århundrede drog normanniske pilgrimme – der oprindeligt stammede fra Danmark (og andre nordiske lande) – på pilgrimsfærd til Jerusalem. På deres vej til Jerusalem passerede de det sydlige Italien, hvor en gruppe af dem – i det mindste efter visse historiske kilders version (kaldet den salernitanske version) – blev indblandet i et forsvar for Salerno mod en gruppe saracenere i året 999.
Ifølge denne salernitanske del af historieskrivningen kom saracenerne sejlende til Salerno med en flåde fra Nordafrika for at inddrage deres årlige skat. Den lokale lombardiske fyrste, Guaimar Den Tredje, der på det tidspunkt var ved at beværte de forbipasserende riddere, gik straks igang med at indsamle penge, så byen kunne betale saracenerne deres skat.
Det er hér, at normannerne, ifølge Amatus af Montecassino, der var ophavsmanden til den salernitanske tradition (præsenteret i hans værk Ystoire de li Normant), for første gang gjorde et varigt indtryk på den lokale lombardiske fyrste og hans undersåtter. Normannerne gik nemlig straks til angreb på saracenerne, da de fandt, at betalingen af den årlige skat var et udtryk for manglende mandsmod. Efter at have trukket sig succesfuldt ud af den kamp, var alle døre i det syditalienske åbnet.
Ridderne bliver lejesoldater
Da Guiamar Den Tredje bad ridderne om at blive i Salerno, afslog de i første omgang; men de lovede at bringe nyheden om mulighederne i det syditalienske med tilbage til deres hjem i Normandiet. Ifølge nogle kilder sendte den lokale fyrste endda budbringere til Normandiet for at rekruttere riddere til sin stab, da normannerne var draget videre. Hvordan det end forholdt sig, så gik der ikke mange år, før større grupper af normanniske riddere rejste fra deres nye hjemland i den nordvestlige del af Frankrig – idag kaldet Normandiet – til den sydlige del af Italien for at gå i tjeneste som lejesoldater hos lokale lombardiske og byzantinske fyrster.
Kongeriget Sicilien
I løbet af det 10. og det 11. århundrede blev normannerne dog mere end lejesoldater i det syditalienske. Som hunden, der æder sin gamle herre, erobrede de flere og flere dele af Syditalien, dog aldrig på nogen centraliseret eller særligt organiseret måde, indtil Roger 2. af Sicilien samlede Apulien, Calabrien og Sicilien under sig og blev kronet som konge af Sicilien. Dette skete juledag 1130. Dermed var kongeriget Sicilien, ledet af de normanniske eventyrer med danske aner, en realitet.
Normanniske seværdigheder i Apulien
Et af de steder, som stadig bærer spor af normannernes færden i det syditalienske, er regionen Apulien, som var en del af kongeriget Sicilien. Her følger tre af de seværdigheder i Apulien, som på den ene eller anden måde har forbindelse til normannernes syditalienske eventyr.
Katedralen i Foggia
Katedralen i Foggia, som bærer det fulde navn Cattedrale della Santa Maria Assunta in Coelo, har flere forbindelser til normannerne. Således blev den første bygning på stedet, hvor katedralen står idag, første gang nævnt i forbindelse med den normanniske hertug af Apulien, Calabrien og Sicilien, Robert Guiscard.
Ifølge et dokument fra hans søns hånd, Roger Borsa, blev der i 1089 opført en kirke på stedet med navnet Santa Maria de Fovea. Den nuværende kirkebygning menes dog først at stamme fra 1172 eller 1179, hvor den blev opført på ordre fra den normanniske konge af Sicilien, Vilhelm 2. af Sicilien (den tredje konge af Kongeriget Sicilien).
Basilica di San Nicola
Basilica di San Nicola, som ligger i regionshovedstaden Bari, er et af de mest fremragende eksempler på romansk religiøs arkitektur i Apulien.
Det er også et eftertragtet pilgrimsmål for både romersk katolske troende og ortodoks kristne fra Østeruopa, idet kirken angiveligt rummer de jordiske rester af skytshelgen Sankt Nicolaus efter, at de i 1087 blev stjålet fra Myra af italienske handelsfolk (der ifølge nogle kilder tog dem med til Bari på ordre fra paven). Sankt Nicolaus er blandt andet kendt for at være ophavet til legenden om julemanden.
Kirken blev bygget i årene mellem 1087 og 1100, dvs. før grundlæggelsen af Kongeriget Sicilien, da Robert Guiscards regerede som greve af Apulien og Calabrien (en position, han havde overtaget i 1057 fra sin bror Roger 1. af Sicilien).
Castello Svevo
Castello Svevo, som også ligger i regions-hovedstaden Bari, er bygget omring 1132 af normanneren Roger 2. af Sicilien, der var næstældste søn af grev Roger 1. af Sicilien. Roger 2. af Sicilien blev greve af Sicilien i 1105 og hertug af Apulien og Calabrien i 1127, hvorefter han – som nævnt tidligere – lod sig krone som konge af Sicilien i 1130.
Fæstningen blev bygget oven på allerede eksisterende bygningsdele, der stammede tilbage til græsk, romersk og byzantinsk tid (og ifølge nogle kilder endnu længere tilbage). Den blev senere ødelagt af Roger 2. af Siciliens søn og efterfølger, Vilhelm 1. af Sicilien, hvorefter den blev genopbygget af den tysk-romerske kejser Frederik 2.
Fæstningen har stadig to tårne af normannisk oprindelse.
