At der produceres meget vin i Italien er de fleste nok klar over, for både vinbutikker og supermarkeder bugner jo af flasker fra snart sagt alle dele af Italien. Men det er nok de færreste, som tænker på, at det ikke er så forfærdelig længe siden, at størstedelen af al italiensk vin aldrig nogensinde kom på flaske, hvis vi da ser bort fra den karaffel, det blev sat på bordet i.
Op til slutningen af 1960’erne blev langt det meste vin solgt direkte fra gårdene til folk fra nabolaget, der kom med deres tomme flasker eller deres vinballoner. Man drak jo alligevel kun den lokale vin, så hvorfor dog tappe den på flaske, proppe den, sætte etikette på og den slags fordyrende pjat? Det er tankevækkende, hvor meget vin som gennem tiderne er blevet konsumeret på denne måde.
I 1930’erne var den gennemsnitlige italiener oppe på at drikke omkring 130 liter om året, men siden hen er det kun gået ned ad bakke.
Pænt hældt på flaske
I dag køber de fleste italienere deres vin i butikkerne, og den er pænt hældt på flaske og præsenteret efter alle kunstens regler. Meget vin sælges også på større glasdunke af 5 liter, mens du kun yderst sjældent støder på det herhjemme så kendte fænomen “bag in box”. Alligevel sælges der stadig store mængder vin direkte fra gårdene, hvor folk kommer forbi med dunke, hvis indhold de senere hælder på flaske og propper til derhjemme.
Vino sfuso
Et intelligent kompromis for vore dages fortravlede italienere, for slet ikke at tale om os, der besøger landet i kortere tid, men som alligevel er så tørstige, at vi bliver nødt til at skele til prisen (og godt kan lide kontakten med det autentiske), er de små butikker, der sælger “vino sfuso”, vin i løs vægt. De findes i mange større byer (jeg har set dem i Rom, Venezia og Firenze) og har i al deres enkelthed normalt et sted mellem 8 og 12 forskellige typer vin, som de har hentet på gårdene i store vinballoner.
Her kan du så købe vinen litervis til rørende lave priser, der sjældent overstiger 4 euro per liter, i din gamle flaske (om der så har været vand, vin eller sodavand i den før), og naturligvis smage den, før du bestemmer dig.
En omvej værd
Den sidste butik af typen, jeg har set, ligger i Siena, og den er en omvej værd. Ejeren, der har visse lighedspunkter med en havenisse og en solid rød næse, sælger to hvide og seks røde vine til priser mellem 1½ og 3½ euro per liter. Den billigste er såmænd en rødvin fra Consorzio del Chianti Geografico, hvis billigste vin koster over 5 euro per flaske, når du finder den på supermarkedets hylder.
De dyreste er en rødvin fra Montalcino (dog ikke en Brunello). Forklaringen på disse ydmyge priser er, at størsteparten af prisen på billigere vine skyldes flasken, etiketten, bandarolen, proppen, den ofte lange transport, mellemled, statsafgifter osv., hvilket alt sammen er så godt som elimineret på denne vis.
Fiks dunk
Og så har min vinhandler i Siena tilmed tomme “bag in box”, så du kan få tappet 5 eller 10 liter (vores hjemlige pjat med 3 liter vil de ikke vide af hernede) af din yndlingsvin på den fikse dunk, som gør, at vinen ikke ilter og bliver dårlig. Og skulle det ikke række til ferien, så fortalte ejeren mig, at man sagtens kan genbruge den op til tre gange! Her til slut adressen på den omtalte herlighed:
Il Vinaio di Furio
Viale Mazzini 18
53100 Siena
