Gå på opdagelse i Syditaliens historie

Antikt græsk tempel på Sicilien
Syditalien - her Sicilien - byder på en fantastisk historie

Få steder i verden kan vi se tilbage på en så spændende og omtumlet historie som i Syditalien. Grækere, fønikere, romere, byzantinere, arabere, normannere, tyskere, franskmænd og spaniere har hver især efterladt sig en kulturel arv, der giver Italiens sydligste regioner en hel unik og særpræget charme.

Historiske højdepunkter

I centrum af Syditaliens historie står den stat, som bragte området til sin ypperste blomstring, normannernes kongerige Sicilien i 1100-tallet, og den stat, som betegnede områdets sidste periode som blomstrende, selvstændig stat, kongeriget »Begge Sicilier« i 1700-1800-tallet. Der går 800 år fra normanneren Roger I drog fra Calabrien til Messina i 1060 og bragte arabernes herredømme over Sicilien til fald, til den italienske frihedshelt Giuseppe Garibaldi i 1860 drog fra Genova til Sicilien, erobrede Palermo og via Messina kom til Calabrien og bragte bourbonernes herredømme over området til fald. Men området har bevaret sin egen identitet, som mærkes den dag i dag.

SydItaliens historie før normannerne

Historien før den normanniske erobring i 1000-tallet er også rig på historie og fortidsminder. Da Sicilien kommer ind i historien for godt 2500 år siden, er øen delt mellem fønikerne i vest og grækerne i øst, med henholdsvis Palermo og Syrakus som de vigtigste byer. Grækerne var tillige det folk, som var det førende i den sydlige del af det italienske fastland, hvor de havde anlagt byer som Neapolis/Napoli, Poseidonia/Pæstum og Rhegion/Reggio; steder hvor der stadig er spændende spor af deres forfinede kultur. Det var dog romerne, der for første gang forenede hele området i 200-tallet f.Kr. Herefter var det en del først af Romerriget, siden af Det byzantinske Rige, indtil de to områders veje skiltes ved den arabiske erobring af Sicilien i 800-tallet.

Bohemund 1. af Antiokia
Bohemund 1. af Antiokia. Fotoet er i kategorien public domain.

Gentagne byzantinske generobringsforsøg af Sicilien i 800-1000-tallet slog fejl; det var først normannerne, som varigt gjorde Sicilien til en del af den kristne verden igen. Men megen arabisk kultur fik lov til at overleve under deres oplyste og tolerante styre, som blev en højst ejendommelig kombination af vestlig og østlig (både arabisk og græsk) kultur. Normannerne var ikke blot tolerante, men også meget ambitiøse. Medlemmerne af deres dynasti, Hauteville (»Altavilla« på italiensk), der stammede fra Cotentin-halvøen i Normandiet, rakte allerede sidst i 1000-tallet ud efter kejserkronen i Byzans, men deres Balkan-invasion blev standset i Makedonien. Det fik dem dog ikke til at opgive ævret. Hertug Bohemond af Tarent, som deltog i det Første Korstog (1096-99), benyttede lejligheden til at oprette et normannisk fyrstendømme i Antiochia i Syrien; en af de mest sejlivede korsfarerstater, selv om han selv kom til at slutte sit liv som byzantinsk krigsfange.

Roger II erobrer Syditalien

1130 lod normanneren Roger II sig krone til “konge af Sicilien”. Han bragte hele Syditalien under sit herredømme og optog på en lang række punkter byzantinske hofceremonier. Normannerne skaffede sig ved et erobringstogt til området omkring Korinth i Grækenland både morbærtræer og silkeorme, og Sicilien udviklede en betydelig silkeproduktion; noget som Det byzantinske Rige hidtil havde haft monopol på.

Roger II importerede også byzantinske mosaikkunstnere for at udsmykke hans kirker med tidens fornemste og kostbareste kirkekunst. Arkitekturen minder derimod mere om den hjemme i Normandiet, og lofterne blev udført af arabere i muslimsk stil. Allerstærkest slår den arabiske inspiration igennem i det af efterfølgeren Wilhelm I grundlagte palads La Zisa i Palermo.

Henrik VI overtager kongeriget i Syditalien

Mod slutningen af 1100-tallet kom kongeriget i hænderne på sønnen af den tysk-romerske kejser Frederik I Barbarossa, hohenstauferen Henrik VI, ved dennes ægteskab med den sidste ægtefødte Hauteville, Constanza. Henrik VI var godt nok tysker, men han overtog helt Hauteville-slægtens ambition om at erobre Konstantinopel og gøre sig til kejser der. Han udrustede en stor invasionsflåde på Sicilien, men blev selv revet bort af sygdom før afrejsen. Han efterlod sig en umyndig søn, Frederik II, som paven i Rom skulle holde sin beskytttende hånd over, men denne, den myndige pave Innocens III, var mere interesseret i at skille kejserriget fra Sicilien end at holde sammen på den unge tronfølgers lande.

Henrik VI. portrætteret i det berømte middelalderhøjtyske håndskrift Codex Manesse
Henrik VI. portrætteret i det berømte middelalderhøjtyske håndskrift Codex Manesse. Fotoet er i kategorien public domain.

Det lykkedes dog alligevel for Frederik II af Hohenstaufen at få samlet sin faders og moders lande og blive kronet til både Siciliens konge og det Tysk-romerske Riges kejser. I hjertet forblev han dog mere syditaliener end tysker og opholdt sig helst på Sicilien eller i Apulien. Frederik II var en hård og barsk hersker, hvilket bl.a. førte til en strid med hans ældste søn Henrik, som førte til sønnens tragiske død. Men i åndelig henseende var Frederik II åben og fordomsfri, og hans hof blev en sidste blomstringstid for den egenartede normannisk-sicilianske kulturblanding mellem vest og øst, nord og syd.

Carl af Anjou bliver konge af Sicilien

Frederik II’s strid med pavestolen førte til hans bandlysning af paven og i 1245 pavens formelle afsættelse af ham som kejser. Det tog Frederik II dog let, men pavestolen, der på det tidspunkt var domineret af franske interesser, forfulgte hans arvinger, da han døde i 1250. Pavernes redskab var en yngre broder til den franske konge Ludvig den Hellige, Carl af Anjou, greve af Provence. Denne besejrede og dræbte 1266 Frederiks søn Manfred og lod 1269 den sidste hohenstaufer, sønnesønnen Conrad, den unge og i befolkningen populære “Conradino”, tilfangetage og henrette. Herefter var Carl af Anjou ubestridt konge over Neapel og Sicilien. Det sidste styrede han som et biland fra Napoli, hvilket ikke gjorde hans hårde styre mere vellidt blandt øens befolkning – den følte sig voldsomt udfordret af de franske besættelsesstyrkers arrogance.

Carl optog, med pavestolen i ryggen, sine normanniske og tyske forgængeres østpolitik. Henrik VI havde forberedt et togt mod Konstantinopel, men blev forhindret i at udføre det af sygdom og død. Frederik II havde været mere interesseret i at genvinde Jerusalem, hvilket faktisk var lykkedes for ham, hvorefter de sicilianske konger føjede “konge af Jerusalem” til deres titel. Carl genoptog drømmen om en erobring af Konstantinopel og samlede på Sicilien en stor invasionsflåde. Denne gang blev det dog ikke sygdom, men oprør, der forhindrede planerne. Ved en fuldstændig fantastisk hemmelig sammensværgelse, som spændte fra Konstantinopel til Barcelona og havde de utilfredse sicilianere som det naturlige midtpunkt, blev det “angiovinske”, som det kaldes, styre på Sicilien væltet.

Det begyndte med et blodbad på de franske styrker i Palermo i påsken 1282, den berømte “Sicilianske Vesper”, som blev fulgt op af en invasion fra Catalonien-Aragonien, hvor den dræbte kong Manfreds svigersøn Pere III var konge. Catalanerne blev modtaget som befriere, og Carl af Anjou måtte opgive både Sicilien og planerne om et felttog til Konstantinopel. Han opretholdt dog herredømmet over det syditalienske fastland med Neapel som hovedstad og kaldte sig fortsat “Konge af Sicilien”. Allerede 1285 døde han, i øvrigt samme år som Pere III af Aragonien, som havde måttet acceptere, at Sicilien herefter officielt kom til at hedde “Kongeriget Trinacria”; et navn, der viser hen til øens trekantede form. Det var først efter år 1300, at kongerne i Neapel anerkendte, at Sicilien var blevet et selvstændigt kongerige.

Anjou-slægten regerede videre i Neapel og vandt sig i 1300-tallet også den ungarske trone. Den efterlod sig først og fremmest borge, som den store borg ved havnen i Napoli, Castel Nuovo. Men i 1400-tallet mistede angiovinerne først Ungarn, og senere Neapel selv, da slægten uddøde med dronning Jeanne II i 1435. Herefter forenedes kongeriget Neapel, bortset fra perioden 1458-1504, igen med kongeriget Sicilien, som var kommet ind under Aragonien og dermed ind i Spanien, da dette blev til ved unionen mellem Aragonien og Castillien i 1516.

Syditalien regeres af de spanske habsburgere

Under de spanske habsburgere regeredes kongerigerne Neapel og Sicilien ved spanske vicekonger, som normalt residerede i Neapel. Spanierne byggede mange flotte bygningsværker i 1500-1600-tallet, ikke mindst efter et voldsomt jordskælv i slutningen af 1600-tallet. Men økonomisk og politisk var perioden mest præget af stagnation og gentagne oprør, som blev slået brutalt ned. Den kroniske underudvikling af området, som først for alvor er ændret inden for de sidste 20 år, stammer især fra tiden som spanske lydlande. I 1700 uddøde den habsburgske slægt i Spanien, og både Frankrigs konge Ludvig XIV og den østrigsk-habsburgske kejsersøn Karl gjorde krav på arven.

Resultatet af den Spanske Arvefølgekrig 1701-1713 blev en deling af de spanske lande. Ludvig XIV’s sønnesøn Philip (V) fik de spanske kernelande og kolonierne, de østrigske habsburgere fik Belgien, Sardinien og Neapel, og hertugen af Savoyen, som havde kæmpet med på østrigsk side, fik Sicilien med kongetitlen. Da sicilianerne imidlertid aldrig accepterede deres nye konge, udskiftede han 1720 Sicilien med Sardinien, som samtidig ophøjedes til kongerige. Hermed var Neapel og Sicilien atter forenede, men nu som østrigske bilande.

Carl III kommer til magten

En ny arvefølgekrig, den polske, 1733-34, førte til indsættelse af den østrigske kandidat på den polske trone, men til gengæld måtte Østrig afgive Syditalien til de spanske bourboner. Denne gang blev området imidlertid ikke spansk lydland, men et selvstændigt dobbeltrige under en spansk prins, der antog navnet Carl III. Det var dog først i 1737, at han vandt endelig militær kontrol over hele området.

Carl III var en dygtig og oplyst hersker med ambitioner. Derfor skulle hans nyoprettede rige have prægtige moderne paladser. Resultatet blev Capodimonte på et højdedrag over Napoli og Caserta nord for byen; begge pragtbyggerier i særklasse. Carls herredømme varede dog kun til 1759, hvor han ved sin barnløse halvbroders død måtte overtage den spanske trone og honorere sine traktatmæssige forpligtelser ved at overdrage Neapel og Sicilien til sin yngre søn Ferdinand IV (på Sicilien Ferdinand III).

Karl 3. af Spanien
Karl 3. af Spanien portrætteret af Anton Raphael Mengs (1728–1779) fra ca. 1765, som i dag er udstillet på Pradomuseet i Madrid, der også er ophavsmanden til fotoet (se link). Maleriet selv er i kategorien public domain.

De reformer, som Carl III var gået i gang med i sit stadig tilbagestående land, gik nu for det meste i stå, og Ferdinand IV’s regeringstid blev først og fremmest bemærkelsesværdig ved tre ting: sin længde, åbningen af det arkæologiske museum i Neapel, og det faktum, at kongen mistede Neapel hele to gange: i 1799, da det blev gjort til en fransk-domineret republik, og i 1806-14, hvor kongeriget Neapel af kejser Napoleon I blev givet, først til hans broder Josef, derefter til hans svoger, marskal Joachim Murat.

Der var således en kort periode, hvor bourbonerne kom til at residere på Sicilien, beskyttet mod fransk invasion af den engelske flåde. Det passede sicilianerne godt, da de var trætte af at blive regeret fra Neapel. Men efter Napoleons og Murats fald i 1814 forsvandt øens formelle status som selvstændigt kongerige: I 1816 oprettedes Kongeriget “Begge Sicilier” som et enhedsrige, hvorefter Ferdinand IV/III tog navneforandring til Ferdinand I.

Dette gjorde imidlertid ondt værre. Allerede 1820 rejste sicilianerne sig til oprør, ligeså i 1830 og i 1848. Det var faktisk således, at de bølger af nationale og liberale revolutioner, der skyllede op gennem Europa 1830 og 1848, begge startede på Sicilien. Men i begge tilfælde blev oprørerne nedkæmpet af de neapolitanske tropper.

Alt var dog ikke negativt i Kongeriget “Begge Sicilier”. Der var et blomstrende musik- og operamiljø, men frem for alt blomstrede arkæologien. Det var i bourbonernes periode, at betydelige dele af Pompeji og Herculaneum blev gravet ud, hvilket fik enorm betydning for hele den europæiske civilisation. De romerske stilarter værdsattes og efterlignedes så langt væk som i Danmark og Norge, Rusland og USA. Men Syditalien var også rigt på minder fra grækertiden, ikke mindst tempelkomplekserne i Pæstum og Agrigento, som man også var begyndt at sværme for.

Sicilianerne gør sig fri af bourbonerne

Det var først i 1860, at det lykkedes sicilianerne at gøre sig fri af de forhadte bourboner. Det skete, da frihedshelten Garibaldi landede sin styrke på det vestlige Sicilien i 1860 og slog kongens lokale tropper, hvorefter han erobrede Messina og satte over til fastlandet. Nogle af de lokale oprørere havde håbet på dannelsen af en selvstændig siciliansk eller siciliansk-neapolitansk stat. Men Garibaldi overgav sine erobringer til Sardiniens konge Victor Emanuel II med henblik på at skabe en fælles italiensk stat.

Resultatet blev faktisk, at Sicilien blev endnu mere marginaliseret end under bourbonerne. Nu var deres hovedstad ikke Napoli, men først Torino, så Firenze og til sidst Rom. Syditalien blev igen biland til et politisk og økonomisk stærkere naborige.

Fyrst Giuseppe Tomasi di Lampedusa har i romanen Leoparden (Il Gattopardo) givet et stærkt billede af det tilbagestående, men fascinerende feudalsamfund på Sicilien efter foreningen med Italien, med sit portræt af en siciliansk højadelsmand og godsejer omkring 1860, som er blevet uforglemmeligt fremstillet af Burt Lancaster i filmen af samme navn. Længe virkede det, som om øen aldrig skulle komme ud af sin tilbageståenhed, som skærpedes af mafiaens greb om samfundslivet.

Mafiaen og Mussolini i Syditalien

Mafiaen er et begreb, som er yngre end almindeligt antaget. Der eksisterede hemmelige selskaber under bourbonerne, men det var især efter samlingen af Italien, at de spredte sig i Syditalien med flere organisationer; den kendteste på Sicilien og en anden i Calabrien. Da fascisten Benito Mussolini tog magten i Italien ved et kup i 1923, gjorde han, hvad han kunne for at udrydde mafiaen. Det lykkedes dog ikke fuldstændigt, og da amerikanerne gik i land på Sicilien i 1943 uden at møde videre modstand, skyldtes det bl.a. samarbejdet med den stedlige mafia, som var formidlet af mafiakolleger i USA. Derfor kunne erobringen af selve øen gennemføres på kun 40 dage. Og virkningen var forbløffende: Kun 15 dage efter invasionen blev Mussolini afsat, og Italien søgte fred med de allierede.

Kampene i Syditalien under 2. verdenskrig

Men tyskerne bed sig fast – på det italienske fastland mødte de allierede styrker større modstand, selv om også kampviljen hos italienerne her var til at overse. Når kampene i Syditalien alligevel blev alvorlige, skyldtes det tyskernes ihærdige forsøg på at forhindre de allieredes fremtrængen gennem Italien mod deres Tredie Rige. Efter 35 dages hårde kampe med de tyske styrker stabiliseredes fronten ved Volturnofloden nord for Napoli den 3. oktober 1943 – byen selv var faldet to dage tidligere. Syditalien blev dermed, sammen med Sardinien som de tyske tropper havde rømmet 20. september, det første større område i Italien, som kom under allieret kontrol. Allierede luftbombardementer havde tidligere anrettet store skader på Syditaliens store byer, men den relativt hurtige erobring betød dog, at Syditalien led mindre end flere af områderne i det centrale Italien, bortset fra Messina og Reggio Calabria.

Benito Mussolini
Benito Mussolini. Fotoet er i kategorien public domain.

Mussolinis fald førte dog ikke til et ophør af utilfredsheden på Sicilien – der var stadig stor utilfredshed med at blive regeret fra Rom. En delvis imødekommelse til sicilianerne var oprettelsen i 1946 af lokalt selvstyre med eget demokratisk valgt lokalparlament, som første gang trådte sammen i 1947.

Syditalien i nyere tid

Siden er hele Italien blevet delt op i regioner, også resten af Syditalien. I sig selv har disse ændringer dog ikke haft synderlig virkning på områdets underudvikling. Det har til gengæld på det seneste EU’s regions-støtteprogrammer haft. Det har ikke mindst turismen fået glæde af. Der er også i de seneste år udviklet en større sans for at bygge ordentligt og bevare kulturarv og natur, hvilket er mærkbart for den, der har rejst i Syditalien gennem de sidste 40 år. Området føler sig stadig mere eller mindre glemt af Rom og Norditalien. Men det har blot tiltrukket sig EU’s opmærksomhed. Det er intet under, at mange i Syditalien gerne ser EU styrket på bekostning af en nationalstat, som de stadig ikke føler, har taget dem til sit hjerte.

I dag byder Syditalien på fantastiske kulturminder, en spændende natur, fremragende mad og vine og en gæstfri befolkning, som ikke mindst i Napoli og Palermo er berettiget stolt af sin kulturarv. Således står mindet om normannerne stadig forbløffende stærkt i en by som Palermo, trods de over 700 år, der er gået, siden dynastiet Hauteville uddøde.

Find rejser til Syditalien her.

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere af Lars

Gå på opdagelse i Syditaliens historie

Få steder i verden kan vi se tilbage på en så spændende...
Læs mere