Gå på vulkaner i Syditalien

Vulkan på øen Vulcano
Øen Vulcano er - som navnet antyder - at af de steder i Syditalien, hvor du kan gå på vulkaner

Syditalien er rig på aktive vulkaner, udslukte vulkaner, grønttapetserede vulkaner og sneklædte vulkaner. De sydende og rumlende fænomener er lunefulde og indgyder ærefrygt. Lokalbefolkningerne har lært at leve med de altdominerende naturkræfter, og vulkansultne rejsende fra hele verden opsøger disse særprægede naturfænomener for at vandre, fotografere, sætte sig selv på en manddomsprøve, vise sine børn noget enestående eller bare prøve en anderledes ferie.

En mindeværdig vulkan-odyssé

Når først en vulkan sprutter, virker det som et åbent sår i kloden med blodet (lavaen), der strømmer ud. Der er dog ingen fare forbundet med at besøge de syditalienske vulkaner, så længe du følger nogle få gode råd, som fx at iklæde dig varmt tøj, lytte til de lokales anvisninger, medbringe masser af væske, bruge din sunde fornuft og overholde alle gældende regler om færdsel på vulkanerne. Desuden har flere af vulkanerne været udslukte længe, og krateret på visse af de aktive hælder således, at lavaen altid vil strømme ned ad den modsatte side end den, de besøgende færdes på.

Kabelbanen til Etna
Kabelbanen til Etna

De syditalienske vulkaner giver ikke kun mulighed for at fotografere og bestige dem til tops. Du kan også besøge landsbyer på vulkanskråningerne, foretage øhop mellem vulkaner ude i havet eller opsøge eksotiske filmlokaliteter for foden af vulkaner. De syditalienske vulkaner omfatter primært Vesuv, Etna og de syv Æoliske Øer nord for Sicilien. Escapeaway har ferie-boliger i nærheden af alle vulkanerne, så du kan besøge dem enten som en rundrejse eller håndplukke en enkelt efter smag, behag, tid og lyst. En mindeværdig vulkan-odyssé kunne nemt tage sit udgangspunkt på Sicilien for derefter at fortsætte ud til de Æoliske Øer og endelig ende ved Napoli.

Etna, Sicilien

Når du ankommer med fly til CataniaSicilien, er det første, du møder, Europas største vulkan (3.323 m) og Italiens højeste bjerg syd for Alperne. Den eksplosive vulkan har en ujævn overflade med mange små kratere, kløfter og lavaformationer. Det seneste årti har Etna haft adskillige udbrud – ofte er det indre gastryk ikke højt nok til at sprøjte lavaen op igennem et af de fire topkratere, og i stedet bryder den ud gennem siderne (flankeudbrud). En udflugt til toppen af Etna med svævebane, jeep eller bus (evt. med lokale guider) kan typisk begynde nordfra via landsbyen Linguaglossa.

Etna set fra byen Enna
Etna set fra byen Enna på Sicilien

Siciliens tunge dame Etna med sne på toppen i vinterhalvåret danner en malerisk scenografi for mange byer på den sicilianske østkyst, fx klassiske Taormina med sin smukke beliggenhed, det græske teater fra før vor tidsregning og den forrevne klippekyst ved Giardini di Naxos.

Læs mere om Etna vulkan her

Salina Ø, De Æoliske Øer

Fra Taormina kan du i lejet bil eller i tog (med skift i Messina) køre til Milazzo, hvorfra der afgår båd til de Æoliske Øer (også kaldet de Lipariske Øer). De består af syv billedskønne vulkanøer midt i Middelhavet – med hver deres særlige karaktertræk: Stromboli er kendetegnet ved, at den stikker op af havet som en kegle og er i udbrud ca. hvert 18. minut, og på Vulcano er der mulighed for svovlholdige mudderbade. Salina er den frodige ø med hele to udslukte vulkaner i næsten 1.000 meters højde, hvorfra resten af De Æoliske Øer ligger for dine fødder.

Vulkan på øen Salina
En af de to udslukte vulkaner på øen Salina

Bestig enten Bregnebjerget med gigantiske ørnebregner nede i krateret eller Porrebjerget, som i bunden af krateret, der er åbent ud mod kysten, gemmer på Italiens mest maleriske lokalitet Pollara, der har dannet ramme om nogle af optagelserne til den Oscar-nominerede film Il Postino (Postbudet) fra 1994.

Læs mere om Salina Ø her

Vesuv ved Napoli, Campania

Fra De Æoliske Øer kan du sejle direkte til Napoli, hvorfra du med togbanen Circumvesuviana kan køre hele Napolibugten rundt til Sorrento. Vesuv ligger med sin betagende profil i bunden af Napolibugten med Napoli på sin højre hånd, Sorrentohalvøen med Sorrento, Positano og Amalfi på sin venstre hånd, og lige fremfor kan øjet dyrke småøerne Ischia, Procida og Capri. Du kan komme helt op på Vesuvs kraterkant for at vandre og stirre ned i det sorte indre.

Vesuv
Vesuv pakket ind i et slør af dis

Vulkanen har gennem historien gentagne gange udvist en altødelæggende adfærd, men disse begivenheder har paradoksalt nok også ført positive elementer med sig: Pompei blev dækket af op til seks meter aske efter Vesuvs udbrud i år 79 e.Kr., og udgravningerne viser gode og tankevækkende eksempler på livet i en romersk by. Også på den ernæringsmæssige front har der vist sig en gevinst: den askeholdige muld for foden af Vesuv er ideel til dyrkelse af grøntsager – og især tomater, som anvendes på Napolis verdensberømte pizzaer. Efter eksplosionen dengang forblev vulkanen hyppigt aktiv de kommende 1000 år, hvorefter faldt til ro i år 1100 indtil 1631, hvor den igen forårsagede store ødelæggelser. Vulkanens seneste destruktive virke ligger tilbage i 1944, men alle ved, at den en skønne dag atter vil vågne op.

Læs mere om Pompeji tæt på Vesuv-vulkanen her

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere