Gastronomisk særklasse og landskabsmæssig åbenbaring i Langhe

Langhe vindistrikt
Langhe vindistrikt byder på landskabsmæssige åbenbaringer...

I den sydøstlige del af Piemonte ligger distriktet Langhe, som er sammensat af tre områder; Langhe, Roero og Monferrato. Området er især kendt for sin verdensberømte vinproduktion og de gastronomiske herligheder, der kan opleves her i rig mængde. Men det er ikke bare vin og mad, som karakteriserer området, der bydes også på kulturelle oplevelser og oplevelser for mere barnlige sjæle.

Langhe og vin og mad

Nogle af verdens mest berømte vine produceres i dette område såsom rødvinens konge Barolo’en og den billigere, men ikke meget ringere, Barbaresco. Nebbiolo-druen, som Barolo’en er lavet på, dyrkes i 11 kommuner omkring områdets hovedby Alba. Hvis du ønsker at vide mere om produktionen af vinen, kan du i byen Barolo besøge den regionale Barolo-vinkælder, hvor en vinsmagning er en oplagt mulighed. Det er dog ikke kun rødvin, regionen kan bryste sig af.

Barolo-vin iltes i Langhe vinsdistrikt
Barolo-vinen iltes i Langhe vinsdistrikt

Der produceres i Roero-området nord for Alba også en ganske fortræffelig hvidvin på druen Arneis. Gastronomisk set kan regionen også sagtens være med, da der her er verdens største koncentration af Michelin-restauranter. Nogle af specialiteterne fra området er snegle fra Cherasco, vitello tonnato, som er tynde skiver af kalvekød serveret med en tunfiskesovs og tuma di pecora delle Langhe, som er en fåreost, der kan spises enten frisk eller lagret. Til den søde tand må du ikke gå glip af den verdensberømte Nutella, som har sin oprindelse i Alba.

Langhe og kultur

Langhes kulturelle hovedcentrum er byen Alba, som til sammenligning er på størrelse med Siena i Toscana. Byens kendetegn er de mange middelaldertårne og byen kaldes da også for “byen med de 100 tårne”. Derudover er byen kendt for sine mange indkøbsmuligheder ikke mindst af områdets specialiteter. Disse indkøb foretages især på byens meget charmerende hovedstrøg Via Vittorio Emmanuele.

Læs vores populære artikel om Alba som smagsoplevelsernes by her.

Er du til mere Middelalder, byder Langhes landskab på mange middelalderborge blandt andet Castello di Govone i byen Govone, som er kommet på UNESCO´s prestigefyldte liste over bevaringsværdig kulturarv. Har du under dit besøg i området tid til en eller flere heldagsudflugter, kan du vælge at opleve storbystemning og popkultur.

Storbystemningen oplever du i regionshovedstaden Torino, som er en af de mere oversete italienske storbyer, hvilket er synd, da den byder på mange spændende seværdigheder. Du kan blandt andet opleve Italiens nationale filmmuseum, det nationale bilmuseum eller slentre i det grønne langs med Po-floden. Er du til power-shopping, må du ikke snyde dig selv for en tur til Seravalle Designer Outlet. Outlettet er det største i Europa med hele 180 butikker, så der skal nok være mulighed for at få en dag til at gå.

Langhe vinsdistrikt
Et klassisk landskab i Langhe vinsdistrikt

Langhe og børn

Selvom Langhe med sit fokus på vin, mad og kultur ikke er den oplagte feriedestination for forældre og børn, er der dog gode muligheder for alligevel at finde steder, som kan interessere børn og barnlige sjæle. Et af disse steder er Parco Safari delle Langhe, som er en safaripark, der ligger midt i områdets mange vinmarker. Her kan du opleve ikke mindre end 40 forskellige dyrearter på det 70 hektarer store område.

Lidt uden for Langhe mod nord ligger badelandet Cupolelido: dette badeland tilbyder 10 forskellige vandforlystelser til både store og små, samt en kunstig badestrand, som næsten giver følelsen af at være på en rigtig strand. Ønsker du en rigtig strand, kan du vælge at bruge en af dine feriedage på at køre til Savona på Liguriens kyst, som ligger lidt under to timers kørsel væk fra Alba, eller til den smukke badeby Finale Ligure på Den Italienske Riviera. Du kan læse mere om Finale Ligure i vores artikel om byen her.

Ønsker du derimod at komme lidt i læ fra solen om sommeren, kan du i den sydvestlige del lidt uden for selve Langhe opleve Grotta di Bossea. Denne grotte blev dannet for 4 millioner år siden og anses for at være en af de vigtigste og smukkeste i hele Italien.

Læs også vores populære artikel om Italien i børnehøjde her.

Vinmark med rød- og hvidvine
Langhe er et gastronomisk slaraffenland, ikke mindst på grund af områdets fantastiske vine

Vil du vide mere om Langhe vindistrikt

Du kan læse mere om Langhe vindistrikt her. Hvis du er interesseret i at bo på en vingård i Langhe vindistrikt, så bør du læse vores spændende baggrundsartikel om vingården Bevione i Langhe her.

Hvis du har spørgsmål om en ferie i Langhe vindistrikt eller om vores ferieboliger i området, er du meget velkommen til at ringe til os på 33151313 eller skrive til os her.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere