Generationsferie i Italien i egen villa

Generationsferie i italien i egen villa familien Nielsen

Flere generationers ferie skaber fælles minder for livetFlere og flere rejser på ferie sammen med børn, børnebørn og svigerbørn, for at få kvalitetstid sammen krydret med sol, fælles nye oplevelser og komfort.

I dette blogindlæg har familien Nielsen samlet deres bedste tips og ideer til, hvordan man kan sikre sig den bedste oplevelse for alle, baseret på deres egen første 3-generationers ferie, hvor de drog 16 mennesker afsted i bil fra Danmark til det pragtfulde Villa Cornarea i Canale d´Alba i Piemonte en uge i skolernes sommerferie 2018.

Vi er 16 medlemmer af familien Nielsen i alderen 11-78, der i efteråret 17 tager en beslutning om at finde et egnet sted i Norditalien – i rimelig køreafstand fra Danmark – for at afprøve flere generationers-ferie for første gang. Vi ville afsted i skolesommerferien, og det viste sig at være en stor fordel at være så tidligt ude, for de hænger ikke på træerne, de gode steder, der kan huse så mange mennesker på én gang. Vi fandt heldigvis frem til Villa Cornarea, som skulle vise sig at være helt rigtig til de behov som vi havde.

Villa-Cormarea-familien-Nielsen

I løbet af vinteren samledes vi et par gange, og snakkede om ferien. Vi rundede blandt andet forventninger til ferien – hvem drømte om hvad. Nogle ønskede sig mest ro og afslapning ved poolen med en god bog og masser af badning, mens andre drømte om vingårdsbesøg og madoplevelser og andre igen ville gerne rundt og opleve naturen og byerne i området, og så var der dem, der ville storshoppe.

Vi snakkede også om fordeling af ansvarsområder på selve ferien – skulle vi selv lave mad hver aften, eller ud at spise? Skulle folk selv rydde og vaske op efter sig løbende, eller skulle vi have tjansen på skift? Hvordan skulle transporten foregå derned – nogle havde brug for en overnatning på vejen ned, og andre ville køre i ét stræk osv. Vi fordelte også enkelte ansvarsområder, f.eks. økonomi og research af udflugtsmuligheder, sådan at en enkelt havde det samlede overblik over økonomien både før og efter rejsen, så udgifterne blev fordelt ligeligt mellem os 16. Et par andre tog sig af at lave et idékatalog over oplagte oplevelser og udflugter i det område, vi skulle bo i. Det viste sig i øvrigt at være en taknemmelig opgave, fordi Piemonte bogstaveligt talt er overstrøet med vingårde, nøddeplantager, historiske små og større byer og udsigter og natur, der bjergtager alle. En tredje tog sig af at parre folk med de rigtige værelser på stedet, så alle boede bedst muligt.

Dagen kom, og vi drog afsted. Nogle i ”luksusbussen” – en spritny VW bus, som vi havde lejet – det var dem, der af forskellige årsager ønskede en overnatning på vejen, og resten fordelt i to gode personbiler, en 7 personers og en almindelig 4 personers. Vi timede det sådan, at luksusbussen kørte tidlig fredag morgen, og resten sent fredag eftermiddag, så vi skulle køre det lange stræk om natten, forhåbentlig uden ret meget kø ned gennem Tyskland. Det viste sig at være en god beslutning – vi kørte lige igennem, uden kø overhovedet, og holdt vel 5-6 tisse/kaffepauser undervejs.

Villa-cornarea-piemonte
Vi kan forsikre alle om, at færdselsreglerne blev overholdt og ingen fra Familien Nielsen måtte tilbagelægge de ca. 1.500 km i bagagerummet 🙂

Vi ankom til Villa Cornarea kl 12 lørdag formiddag, og luksusbussen nogle timer senere. Her blev vi mødt af den venlige bestyrer, Chiara og hendes ansatte. Villa Cornarea er et smukt og majestætisk syn på toppen af en bakke, med høje træer, der giver sval skygge og udsigter til alle verdenshjørner over de bugtede vinmarker. Det store poolområde ligger lidt nedenfor huset ad en sti, og selve poolen er meget lang og indbydende. Her kunne vi se både store hængekøjer i skyggen og masser af liggestole omkring poolen, samt en svalegang under bladdække, hvor der står borde og stole til en drink eller kaffe i skyggen.

Vi fik vores værelser, og alle var mere end glade, for også indvendigt er villaen en smuk og komfortabel oplevelse overalt.
Ferien går i gang for alvor.

Ankomstdag med lokal buffet i haven

Gik med at drikke kølige drikke i skyggen, pakke ud, bade i poolen og få en lur efter den lange køretur. Vi havde booket to aftener, den første på ankomstdagen, med lokal, kold buffet tilberedt af husets personale og serveret i haven. Det var en udsøgt oplevelse med masser af små, lækre retter af lokale råvarer, forskellige oste og en overdådig kage til dessert. Aftenen før afrejse havde vi bord på Osteria All´Enoteca i den lille by Canale, som ligger i gåafstand fra Villa Cornarea. Stedet er ejet og drevet af kokken Davide Palluda, som har en Michelinstjerne, og som, fornemmer man, er kilde til en vis lokal stolthed. En aften ville vi bestille en stak pizzaer som take away hos en af de lokale pizzeriaer. Det betød, at vi skulle kokkerere selv i det lille, men velfungerende køkken tre aftener.

Villa-cornarea-piemonte-maaltider
De fleste måltider blev indtaget i fællesskabet i haven.

Dag 2: Start med overdådig morgenmad

Vores plan var, at vi ikke rigtig havde en fast plan, men tog dagene, som de kom. Idekataloget med udflugter blev brugt som inspiration, og ved morgenmaden fordelte folk sig på det, de havde lyst til at gøre dén dag. Morgenmaden fortjener i øvrigt sin egen beskrivelse – den er inklusive i opholdets pris, og vi havde snakket om hjemmefra, at det nok var en typisk italiensk morgenmad med kaffe og et enkelt stykke brød eller kage, for sådan så det ud på foto fra stedet. Sådan var det så langt fra. Der var tale om et bugnende morgenbord hver dag med frugter, hjemmelavet (og købt) yoghurt, mysli, nødder, brød af mange slags, oste, hjemmelavede marmelader, nutella, hjemmebagte kager og frisk juice og kaffe. Selv den ene glutenallergiker fik sit eget udvalg.
Nogle gik ned til den lille, søde landsby, Canale og fik is og kaffe og fik købt lidt ind i det lokale supermarked, mens andre slappade af med gode bøger, badning og boccia ved poolen. Aftensmadholdet serverede en udmærket spaghetti bolognese (eller ragú, som det kaldes i Italien) med caprese salat, der består af tomat og frisk mozzarella.

Dag 3: Outlet og lokalt marked i San Damiano d’Asti

Vi havde fire stilbevidste unge mænd med på rejsen i alderen 17-25, og de havde læst om Europas største outlet en times kørsel væk, så de drog afsted. De anbefaler det for resten varmt, og fik købt fine (dyre) ting til billige penge.
En gruppe tog til marked i nabobyen San Damiano d´Asti – ikke noget specielt spændende marked, men en fin by. Andre vandrede rundt i lokalområdet, hvor der findes fine vandrestier. Om eftermiddagen gik et par af familiens mænd på vingårdbesøg på nabovingården 500 meter længere nede af markvejen, og her fik de vinsmagning og rundvisning, og kom glade tilbage med smagsprøver til alle.

Piemonte er et mekka for vinelskere – vi kom dog ikke gennem alle flaskerne på en uge 😉

Dag 4: Udflugt til Alba

Alle tog til Alba by, der er 12 km fra Villa Cornarea, og som er en større, meget fin og velholdt by med fine gamle butikker og et klokketårn med udsigt over hele byen, der kan bestiges ad skæve trapper for en flad euro. Rigtig god is og mange vinbarer på byens gågade. Det er også i Alba, Ferrero Rochers (Nutella) fabrik holder til, men alt er yderst hemmeligt og lukket, så ingen adgang for offentligheden, desværre.

På vejen til Alba ligger det enorme supermarked, Big Store, der også huser et par tøjbutikker og et skoudsalg. Her fik vi købt stort ind, og der var ikke noget, vi ikke kunne få.

Om aftenen bestilte vi en kæmpe stak pizzaer hos den lokale pizzabager, der kom kørende med dem til os, så vi kunne nyde dem i den skønne have.

Når der skal laves mad til 17 personer tager man sommetider også den nemme løsning.

Dag 5: Vinelskernes dag

Vinentusiasterne drog af sted på vingårdsbesøg på vingården Adriano Marco e Vittorio i San Rocco Seno d´Elvio, hvor de fik den helt store vinsmagning, rundvisning og indføring i gårdens stolte vintraditioner af en kyndig guide. Der blev også købt en del kasser vin med hjem. Frokosten stod på tatar med trøffel – trøffel er endnu en af Piemontes specialiteter.
En gruppe med de mindste (tre piger på 11 og 13) gik til Canale for at teste så mange smagsvariationer af italiensk is, som vi kunne have i vores maver – det blev til 10 slags, og chokolade vandt stort på point.

Issmagningen var naturligvis et stort hit blandt ungerne.

Dag 6: Shopping og museer

Skyerne lå tæt på himlen, og derfor valgte de fleste at tage til den større by, Asti, for at shoppe, gå på museer, og gøre hver sit. Det er sjovt og hyggeligt, men også krævende at være så mange sammen hele tiden, og så er det godt at skabe plads til lidt ro fra den store gruppe. Asti var en fantastisk oplevelse med masser af spændende historie, storslået arkitektur, blanke granitblokke som veje og paladser på hvert gadehjørne. Desuden god shopping, grønne oaser og mange spisesteder at vælge imellem. Sjovt nok virkede det som om, Asti ikke var specielt vant til udenlandske turister – i hver fald mødte vi ingen, og på museerne var de forklarende tekster (desværre) kun på italiensk.

Igen fik vi husets egen, delikate buffet, denne gang med nogle andre småretter, såsom kanin og bagt peberfrugt med tun.

Piemonte er kendt for sine vinlandskaber. De mest kendte vine er Barolo og Barbaresco.

Dag 7: Afsluttende gourmetmiddag

Vores sidste dag. Nogle måtte lige en tur til outlet igen, og andre ville til Alba og se lidt mere af byen, købe delikatesser med hjem og drikke kaffe.

Om aftenen drog vi i samlet flok til Osteria All´Enoteca i Canale, hvor vi fik en veltillavet, ærlig og enkel middag, gode vine og venlig betjening i stedets gårdhave. På førstesalen ligger restauranten, som serverer finere og dyrere mad. Det var en rigtig rar måde at afslutte vores første familieferie.

Afrejsedag og evaluering på ferien

Morgenmad, pakke og afsted. De fleste kørte retur til DK, og fire fortsatte en uge til Ligurien og Toscana.

Et par uger efter hjemkomst mødtes de fleste af os igen for at evaluere rejsen. Det stod klart, at der er et stort ønske om at komme afsted igen – og helst til Villa Cornarea, fordi selve huset passede os så godt, og området har så utrolig meget at byde på.

De vigtigste ting, vi har lært, som vi vil huske til næste gang:

  • Faste madhold til faste dage. Og hold planen, så der ikke opstår irritationer.
  • Sørg for at tage en pause fra den store gruppe, i mindre grupper eller alene, for at samle energi. Det er krævende at være mange sammen, der skal blive enige om ting konstant 😉
  • Lav evt faste udflugter på faste dage (altså mere struktureret end vi gjorde) for på den måde at sikre, man får oplevet det, man gerne vil. En uge går utrolig hurtigt, lærte vi.
  • Næste gang vil vi lave mere mad selv, og på den måde spare lidt på feriebudgettet.
    Men vigtigst – en uge på denne måde giver så mange fælles minder og oplevelser, og de ældste nød virkelig at have alle deres børnebørn samlet på et sted i en hel uge.
Skrevet af
Mere af Mikkel

Italien på kryds og tværs

Hvordan er det nu med Italien? Hvordan er det med verdenshjørner, beliggenhed,...
Læs mere