Grissini – piemontesiske brødstænger

Grissini
Grissinier er en af de mere kendte brødtyper fra Italien, og verdenskendte i udlandet

Jeg er ret vild med at bage og kokkerere, når vejret er koldt og sammenbidt ude. Duften af friskbagt brødværk er aldrig til at tage fejl af. Derfor vil jeg gerne videregive denne opskrift på de piemontesiske brødstænger grissini, som de fleste kender fra den italienske restaurant, hvor de oftest står (fabriksproducerede) i parvise indpakninger på bordet. Så er der lidt at få tiden til at gå med her i de kolde vintermåneder.

Grissinier er en af de mere kendte brødtyper fra Italien, og verdenskendte i udlandet. Man mener den første grissini blev bagt omkring år 1679 ved hoffet i Torino i regionen Piemonte på lægelig anbefaling, idet prinsen af Piemonte, hertugen Vittorio Amedeo, var ved dårligt helbred og ikke kunne fordøje den almindelige brødkrumme. Grissinien er da også en mere fordøjelig (og langtidsholdbar) udgave af et klassisk brød, hvilket også har bidraget til dens popularitet dengang og i dag.

Ordet grissini kommer sig af det piemontesiske ord ghërsa, der er et langt brød. Napoleon, der også elskede grissinier og fik dem fragtet fra Torino til Paris, nøjedes med at kalde dem les petits bâtons de Turin (de små stave fra Torino).

Fakta
Tilberedning: 45 min (30 min. forberedelse og 15 min. bagetid)
Antal personer: 6

Ingredienser

  • 700 g hvedemel
  • 7 cl olivenolie, Ekstra Jomfru-kvalitet
  • 15 g groft salt, eksempelvis Maldonsalt
  • 20 g gær
  • 32 cl vand

Herudover semulje-mel til æltningen (italiensk mel lavet på durum, så finder du ikke semuljemel i dit supermarked eller hos den lokale italienske specialkøbmand/pizzabager, så anvend evt. durummel eller almindelig hvede. Semuljen gør det lettere at bearbejde dejen). Evt. også rosmarin eller anden smagsgiver, såsom oregano, sesam eller kommen.

Tilberedningen
Udblød gæren i tilstrækkeligt vand, bland dernæst gærblandingen sammen med mel, salt, olivenolie og resten af vandet og alt godt i ca. 10-15 minutter. Lad dejen hæve overdækket og lunt i ca. 30 minutter – 1 time.

Del dejen i lige store dele – så mange, som man ønsker grissini-stænger. Den ideelle tykkelse og længde er ca. ½-1 cm i diameter og maksimalt i din bageplades længde. Oprindeligt er de lige så lange som bagerens arme… Drys rigeligt med semulje-mel ud på din bordplade og rul stængerne ud. Man kan evt. sno sine grissinier, så de bliver lidt sjovere at se på.

Læg dejstængerne på bagepapir smurt med olivenolie, pensl hver grissini med olivenolie og drys dem herefter med hakket rosmarin, blot salt eller anden smagsvariant.

Tænd ovnen på 180° C og bag stængerne i 8-10 minutter. Grissinierne skal opnå en gylden farve. Bliver de ikke sprøde ved første forsøg, kan man efterbage dem straks efter i ovnen. Bare sluk for varmen, stil dem tilbage i ovnen og lad lågen stå åben, så tørrer de hurtigt ind til deres klassiske knasende jeg.

De opbevares bedst i lufttæt dåse, men spises helst helt friske. Grissinier serveres på glas, som man ser det i restauranterne.

Kunne du tænke dig at modtage flere tips om italiensk mad?

- så tryk her og tilmeld dig vores månedlige nyhedsbrev!

 

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere af Mamma Luisa

Smag på tartufo (italienske trøfler) fra isbaren L’Angolo di Gelato i Firenze

Tartufo er oprindeligt en fransk delikatesse,  men i dag en klassisk smagsvariant...
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *