Guiden til Norditaliens søer

Guide til søerne i Norditalien
Søerne i Norditalien er meget forskellige i både størrelse og udformning. I denne mini-guide får du gode tips til, hvilken du skal vælge

Søerne i Norditalien er mange. De lokker hvert år Italiensglade feriegæster til området, men er det mon lige meget, hvilken af søerne, du vælger at besøge? Svaret er: bestemt nej! Søerne er meget forskellige i både størrelse og udformning. Også landskabet varierer meget fra sø til sø – samt det publikum, som de hver især henvender sig til. Denne quick-guide vil hurtigt hjælpe dig til at vælge den sø i Norditalien, som passer bedst til dit temperament.

Søerne præsenteres fra vest mod øst.

Ortasøen

Ortasøen ligger i Piemonte som den lidt oversete lillesøster til Maggioresøen. Denne lidt uturistede sø har al grund til at kræve masser af opmærksomhed: Af særlige kendetegn topper den stemningsfulde middelalderby Orta San Giulio, skarpt efterfulgt af den ejendommelige, lille ø Isola di San Giulio, som kan besøges med båd fra Orta San Giulio. Desuden siges det, at Ortasøen er Europas reneste sø, hvilket vel er værd at tage med, hvis du skulle få lyst til en dukkert!

Ortasøen
Ortasøen er ikke bare den reneste sø i Europa, men også én af de smukkeste

Vælg denne sø, hvis du sætter pris på en smuk middelalderby, særlig rene søstrande og udflugtsmuligheder i et uturistet område.

Hvis du vil vide mere om Ortasøen, bør du læse min kollega Allans spændende artikel om søen her.

Maggioresøen

Maggioresøens vestre bred ligger i Piemonte, mens den østre ligger i regionen Lombardiet, og den nordlige del ligger i Schweiz. Maggioresøen har åbne vidder og en storslået natur, men sakker lidt bagud i forhold til de andre søer på den kulturelle front. Til gengæld kan søen være stolt af de tre prægtige Borromee-øer, som alle kan besøges, blandt andet med båd fra Stresa.

Maggioresøen med Borromee-øerne
Maggioresøen byder blandt andet på de smukke Borromee-øer

Vælg denne sø, hvis du ønsker albuerum og smuk natur.

Kunne du tænke dig at bo i første række ved Maggioresøen? Så læs vores artikel om Hotel Cannobio ved Maggioresøen her.

Comosøen

Comosøen er den mest dramatiske af søerne. De omkringliggende bjerge dukker brat op af søen langs bredden. Søen er især kendt for sine mondæne og herskabelige villaer og botaniske haver, hvilket til dels også afspejles i klientellet: Her er traditionelle feriecentre sjældne. Søens to absolutte perler er byerne Bellagio og Varenna.

Lago di Como i Norditalien
Comosøen har nogle af de mest spektakulære omgivelser blandt de norditalienske søer…

Vælg denne sø, hvis du er til panoramiske udsigter og stemningsfulde byer i et elegant miljø.

Du kan læse mere om byen Varenna ved Comosøen i denne artikel.

Iseosøen

Iseosøen er ligesom Ortasøen lidt overset og betragtes som en lillesøster til Gardasøen. Søen er primært kendt for Monte Isola, som er den største ø i en sø i Europa. Mange af byerne ved søen har bådfart ud til Monte Isola, som er det ideelle, bilfri udflugtsmål. Søen er desuden kendt for vindistriktet Franciacorta, som grænser op til søens sydlige ende.

Lago di Iseo i Norditalien
Den majestætiske Iseosø

Vælg denne sø, hvis du ønsker at kombinere sølandskab med vinlandskab i et uturistet område.

Læs mere om Iseosøen her.

Idrosøen & Ledrosøen

Idrosøen og Ledrosøen tilbyder fred og ro i naturskønne omgivelser blot en kort køretur fra den mere ombejlede Gardasø (ca. et kvarter fra Ledrosøen og en halv time fra Idrosøen). Fælles for søerne er, at de er små og ligger højt, så vandet i søen er et par grader koldere end i Gardasøen.

Vælg en af disse søer, hvis du sætter pris på fred og fordragelighed og gode aktivitetsudfoldelser.

Ledrosøen
Ledrosøen

Hvis du vil vide mere om den skønne Ledrosø, så bør du læse vores populære artikel om søen her.

Gardasøen

Gardasøen er for mange den absolutte stjerne af søerne. Søen, der er Italiens største, taler til flere publikummer på én gang: Her finder du både gruppehoteller, børnefamilievenlige feriecentre og spredte højklassehoteller. Mod syd finder du de største byer i et fladere landskab med søstrande og kort afstand til både Verona og forlystelsesparken Gardaland, mens den nordlige ende af søen har flere højdeforskelle, panoramiske udsigter og gode muligheder for afstikkere til Dolomitterne.

Malcesine ved Gardasøen
Gardasøen har en lang række attraktive byer ved dens bredder; her Malcesine…

Vælg denne sø, hvis du ønsker mange faciliteter, turistvenlige byer og internationale menukort.

Hvis du vil finde mere inspiration til en ferie ved Gardasøen, kan du læse min artikel om mine favoritbyer ved Gardasøen her eller min artikel om Gardasøens uofficielle hovedstad her.

Hvis du vil se alle vores ferielejligheder og hoteller ved Gardasøen, samt læse om rejser og fly til Gardasøen, bør du besøge denne side.

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere af Marcus

Vidste du, at…

…Piemontes navn giver klokkeklar mening? Den norditalienske gastronomi-region Piemonte har ikke fået...
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *