Guiden til vandreture i Italien

Gran Sasso Nationalpark
Der er gode muligheder for en vandreferie i Italien, f.eks. som her i Gran Sasso Nationalpark i regionen Abruzzo

Mange har uden tvivl hørt Italien omtalt som “Støvlelandet”. Det er ingen hemmelighed, at den italienske halvø geografisk set ligner et ben med støvle og nederst Sicilien som en fodbold, og det er nok også derfor, landet har fået dette oplagte tilnavn. I denne artikel vælger jeg den jordnære tilgang og ser nærmere på det faktum, at en ferie i Italien for mange er lig med en aktiv ferie med støvler på.

Tips og gode råd som gør vandreturen til et hit

Inden jeg kommer med mit bud på nogle af de bedste steder at vandre i Italien, bringer jeg her nogle råd og tanker, du bør gøre dig, inden du kaster dig ud på en længere vandretur.

Gå ikke alene
Når I er flere, der går sammen, er der flere til at bære vand, finde vej og hjælpe, hvis uheldet skulle være ude.

Medbring rigeligt med vand
Med Italiens høje temperaturer, ikke mindst om sommeren, er det vigtigt, at I ikke dehydrerer, så rigeligt med vand er tilrådeligt. Flere steder i bjergene kan I være heldige at finde det reneste kildevand til at slukke tørsten. Et lille mellemmåltid i form af frugt eller en müslibar kan være godt til at holde blodsukkeret oppe.

Vandreferie i Abruzzo Nationalpark
Det er en god ide at gå flere sammen på en vandretur i Italien

Sørg for at jeres fodtøj er egnet til lange ture
Det helt rigtige fodtøj er alfa og omega. Støvlen skal passe godt på foden fra starten, og det er meget vigtigt at hæl og tåkapper er solide og ankelstøtten optimal. Sålen skal gerne være en mellemting mellem blød og hård.

Medbring ekstra varmt tøj
Aftenen kan komme meget pludseligt i bjergrige egne, og selvom det har været ganske varmt i løbet af dagen, kan det hurtigt blive køligt om aftenen.

Medbring regntøj
Da bjergrige områder tit har omskifteligt vejr, er det godt at være forberedt på lidt af hvert. Som alternativ til et komplet sæt regntøj kan I medbringe enten et regnslag eller en sammenklappelig paraply.

Pak kun det, I har allermest brug for og alt sammen inde i en rygsæk
Tag endelig ikke for meget med på turen. I bliver hurtig trætte af at bære på en tung rygsæk. Sørg for, at alt er inde i rygsækken, da fastspændte ting kan genere bærekomforten. Vigtige ting at pakke i rygsækken er en solhat, solcreme og gerne et kompas.

Giv besked om, hvor I går hen, og hvor længe I regner med at være væk
Giv gerne nogle på stedet, hvor I bor, besked, så der er nogen der bekymrer sig, hvis I ikke kommer tilbage. Bemærk at der i tyndt befolkede områder ofte ikke er mobildækning.

Hold mange pauser. Mange korte pauser er bedre end få lange.
Pauser er vigtigt, især når I er flere sammen, så ingen bliver for trætte. Korte pauser er bedre end lange, da I nemmere får ømme ben, hvis I sidder ned for længe.

Følg de afmærkede stier og aftal en rute på forhånd
Vær opmærksomme på, hvor lang tid I ønsker at vandre og hvorhen, inden I begynder turen, så alle er enige om længden fra starten.

Hvis I farer vild gå da altid tilbage ad den samme vej. Forsøg aldrig at finde en genvej
Dette råd giver nok lidt sig selv, men da området, I færdes i, ofte er ukendt territorium, er det vigtigt, at I holder jer til stierne og ikke prøver at skyde genvej.

Vandreferie i Italien
Det er vigtigt at holde små pauser undervejs, især når man vandrer i bjerge…

Foruden ovenstående råd er der nogle helt basale tanker, det er godt at gøre dig, inden du bevæger dig ud i naturen. Hvis du er del af et større selskab, er det vigtigt, at der fra starten tages hensyn til alle – herunder alder og fysisk formåen. Sørg fra starten for at vælge den rigtige rute og overvej om den tid, I har sat af til turen, er realistisk, så I ikke bliver ubehageligt overraskede af mørkets frembrud. Det er altid en god idé at kontakte det lokale turistkontor for at høre deres input og besøge Nordisk Korthandel i København og se om der skulle være skrevet gode vandrebøger om området.

Mine bud på top 3 over vandreture i Italien

Med Italiens størrelse og landskabelige forskellighed fra nord til syd ville man uden tvivl kunne skrive en hel roman om de muligheder, der er for vandreture. Min lille appetitvækker til en aktiv ferie med fokus på vandring tager udgangspunkt i tre regioner med hver deres kendetegn og forskellige muligheder for fantastiske naturoplevelser.

Vandretur i Le Cinque Terre (Ligurien)

Hvis du er til pastelfarvede huse, azurblåt hav, forrevne klippeafsatser og smukke sandstrande, så lad dig forblænde af Le Cinque Terre. Området er ideelt til en kombination af aktiv ferie og skøn natur blandet med badeferie og afslappende cafèbesøg.

Le Cinque Terre (de fem byer) ligger på den smukke liguriske kyststrækning og er regionens mest kendte naturområde. Byerne i retning fra Genova mod La Spezia hedder Monterosso, Vernazza, Corniglia, Manarola og Riomaggiore og udgør til sammen et fredet naturreservat. For vandreren er det muligt at gå hele turen fra Monterosso til Riomaggiore; denne distance er på ca. 30 km, men i hele området findes godt 100 km vandrestier.

Vandreferie ved Monterosso i nationalparken Cinque Terre
En vandrerferie ved Monterosso i nationalparken Cinque Terre byder på skøn natur blandet med badeferie og afslappende cafèbesøg.

De enkelte strækninger mellem byerne er af forskellig sværhedsgrad. Opstigningen fra Vernazza til Corniglia må nok anses som en af de hårdeste, hvorimod La via dell’Amore (Kærlighedsstien), som går mellem Manarola og Riomaggiore er den letteste og tager blot ca. ½ time. Hvis trætheden skulle melde sig på turen, er der et meget veludviklet transportsystem der forbinder byerne; der er både tog- og bådforbindelser. Det koster en fast afgift at vandre på strækningerne, og det er muligt at købe et kombineret dagspas til både stier og tog.

Lokaltransport:
Der er et meget veludviklet offentligt transportsystem i området med hyppige togafgange. Det er muligt at tage toget fra Genova, Sestri Levante og La Spezia, hvor der er gode forbindelser til det øvrige Italien. Det er ikke tilladt at køre bil i byerne, men det er muligt at efterlade bilen på de offentlige parkeringspladser uden for alle fem byer. Vær dog opmærksom på, at der ikke findes mange pladser, det er ganske dyrt og vejene er smalle.

Vandretur i Abruzzos tre nationalparker

Hvis du er til et vildt og uspoleret dyreliv, små autentiske middelalderbyer og søer, så lad dig friste af Abruzzos tre nationalparker. Regionen Abruzzo giver mulighed for de skønneste naturoplevelser såsom høje bjerge, lave dale, storslåede højsletter og smukke søer.

Majella Nationalpark
De fantastiske landskaber i Majella Nationalpark

De tre nationalparker i Abruzzo byder hver især velkommen til helt unikke naturoplevelser. I Gran Sasso Nationalparken, som er den nordligste af de tre, kan du på din vandretur rundt i de smukke områder bestige Appenninernes højeste bjerg Corno Grande. På højsletten Campo Imperatore kan du om sommeren opleve græssende geder og får. Du kan skue mod borgen med de store tårne i området Rocca Calascio og opleve Abruzzos største kunstige sø Lago di Campotosto. Tæt på Gran Sasso Nationalpark finder du Abruzzos regionshovedstad L’Aquila, som du ikke bør gå glip af under dit besøg i regionen.

I Majella Nationalpark, som er den midterste af de tre parker, kan du køre med kabelvogn op til Grotta del Cavallone. Det er en af de mange prægtige huler, der ligger godt gemt væk i de stejle bjergskråninger, som findes rundt om i parken. I din vandring rundt på de mere end 500 km stier, hvor der findes nogle både for turisten og den garvede vandrer, kan du vælge at besøge “MOM – Museo dell’Orso Marsciano” (Den Brune Bjørns Museum).

Den sidste og sydligste af de tre parker er Abruzzo Nationalpark. Det særlige fokus i denne park er at sikre, at den brune bjørn, ulven og gemsen (en speciel type stenbuk) ikke trues af udryddelse. For vandreren vil det derfor være muligt at få et glimt af det rige dyreliv. Floden Sangro (der løber gennem parken) har skabt et meget interessant lavlandsområde, som løber ud i den kunstige sø Barrea. Og er du glad for søer, befinder regionens største naturlige sø Lago di Scanno sig i udkanten af parken.

Vandreferie i Abruzzo Nationalpark
Der findes enestående udsigtspunkter i Abruzzo Nationalpark

Lokaltransport:
Det er muligt at tage toget fra Roms hovedbanegård til L’Aquila med et enkelt skift i byen Terni, dette tager ca. 3½ time. Jeg anbefaler dog, at du lejer en bil for at få det meste ud af regionen. Det tager ca. 1½ time at køre turen fra Rom til L’Aquila.

Vandretur på Amalfikysten (Campania)

Hvis du er til små fiskelejer, velduftende citrontræer, huse på bjergskråninger og trappetrin så langt øjet rækker, så lad dig forføre af Amalfikysten. Det maleriske område og resten af regionen Campania er stedet, hvor sol og hav mødes i skøn forening med kultur og historie.

Amalfikysten rummer en fantastisk natur og stemningsfulde byer, og da antallet af asfalterede veje er begrænsede, er den en perfekt destination for vandreturisten. Der findes ruter i alle sværhedsgrader, og mange af de kortere ture mellem landsbyerne kan gøres på omkring ½ – 1 time. Hvis du ikke er en rutineret vandrer, bør du vælge dine ruter med omhu. Et godt råd kan derfor være at starte de første dages vandring med at køre til de højestliggende byer i bus, og så nøjes med at gå ned.

Vandreruten Gudernes Sti på Amalfikysten
Vandreruten Gudernes Sti på Amalfikysten

Byerne Scala og Ravello, som ligger ca. 300 m over havet, er begge ideelle udgangspunkter for vandreture. De små byer i området ligger så tæt på hinanden, at det ofte er hurtigere at vandre end at køre imellem dem. På din vej støder du uden tvivl på de lokale, ofte i selskab med deres mulddyr, som enten er i gang med at transportere byggematerialer eller prøver at forære dig en rygsæk fuld af de berømte citroner fra området. Hele kysten er dækket af vandreruter, men det er i tættest beboede områder, at koncentrationen er størst.

Lokaltransport:
Fra Napolis hovedbanegård kan du tage toget til Salerno; dette tager ca. ½ time. Derfra kan du tage de lokale busser SITA til de forskellige byer på Amalfikysten. Bil anbefales kun, hvis du sætter pris på bjergkørsel – vejene er smalle med mange hårnålesving – og bilkøer kan forekomme.

Er du interesseret i at vide mere om vandreferie i Italien?

Hvis du vil vide mere om vandreferie i Italien og bestille en rejse til Italien med fokus på vandring, kan du se flere vandreruter i Italien, samt bestille din vandreferie online sikkert, nemt og hurtigt her.

Du kan også få inspiration til en vandreferie i Toscana ved at læse min kollega Linos spændende artikel her.

Du kan desuden se alle vores rejser til Italien her. 

Tags fra artiklen
, ,
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere