Har du smagt ligurisk citrontærte?

Morgenmadsbufeeten på L'Amadola
Morgenmadsbufeeten på L'Amadola

I rækken af besøg hos Escapeaways samarbejdspartnere i Italien lagde jeg vejen forbi Valentina fra Agriturismo L’Amandola i Ligurien. Vi udvekslede madoplevelser og madopskrifter.

Valentina og familien producerer deres egen skønne olivenolie, egne marmelader, og de dyrker forskellige frugter og grøntsager. Nogle af disse herligheder får du lov at smage, hvis du bor hos Valentina, for hendes marmelader og – her kommer denne måneds opskrift på banen – lækre bagværk, de pryder nemlig morgenmadsbordet på L’Amandola.

Og skulle du få lyst til at lære endnu mere om den liguriske gastronomi, så kan jeg varmt anbefale et besøg hos Valentina, der også tilbyder madlavningskurser. På disse kurser kan du lære at lave pesto, pasta og naturligvis marmelader og bagværk.

Her får du Valentinas liguriske citrontærte:

Fakta:
Tilberedning: 30-40 minutter
Antal personer: 1 tærte / 8-12 stykker

Ingredienser til tærtedejen:

  • 250 g hvedemel
  • 125 g smør, stuetemperatur
  • 100 g sukker
  • ½ tsk. revet citronskal (økologisk citron)
  • 1 æg

Ingredienser til citroncremen:

  • 1 tsk. stivelse (kartoffelmel el. lign)
  • 4 spsk. sukker
  • 1½ glas kold mælk
  • 2 citroner, både saft og revet skal (økologiske citroner)
  • 1 æg

Tilberedningen
Dejen: Bland ingredienserne i en skål og ælt dem godt sammen til en ensartet dej. Dæk dejen med køkkenfilm og stil den i køleskabet.

Citroncremen: Hæld stivelse og sukker i en gryde. Hæld mælken i, mens du rører. Rør indtil sukker og stivelse er opløst. Tænd dernæst for varmen og fortsæt med at røre, indtil cremen bliver
tyk. Den må endelig ikke koge. Køl dernæst cremen af, og når den er lun, tilføres citronsaft og revet citronskal og et helt æg.

Tænd ovnen på 160° C.

Tag nu dejen ud af køleskabet og del den i to lige store dele. Rul nu begge dejstykker ud til to flade cirkler på et stykke bagepapir. Når dejen er klar, lægges den ene plade sammen med bagepapiret i bunden af en tærteform (24 cm i diameter) – den skal også dække kanterne. Hæld citroncremen i, og afslut med den anden dejcirkel. Saml kanterne med et let tryk og stik forsigtigt huller i dejlåget med en gaffel.

Når ovnen er klar, bages tærten i 30-35 minutter. Når toppen er dejlig gylden, er den klar. Tærten stilles nu til afkøling.

Serveringen, som de gør det på Agriturismo L’Amandola:
På Agriturismo L’Amandola serveres tærten med et nænsomt drys flormelis og en smukt anrettet skive citron. Får du lyst til at starte dagen med en skive citrontærte som denne, så book dit ophold hos Valentina på Agriturismo L’Amandola.

Du kan læse mere om agriturismo-hotellet her eller ringe til os på 33151313 og tale med en af vores eksperter, hvis du har spørgsmål til en ferie på L´Amandola.

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere