Engang var Sicilien Romerrigets kornkammer, hvis rige jord gav mad til millioner af mennesker, og på samme tid skabte stor velstand på øen. I dag er historien en anden, for den industrielle udvikling har udpint jorden, mindsket det økonomiske udbytte og givet dårligere fødevarer. Da Giuseppe Li Rosi efter sin fars død blev nødt til at beskæftige sig med landbrug, blev det hurtigt klart for ham, at der ikke var særlig megen kontakt med naturen.
Escapeaway besøgte i maj 2016 Giuseppe Li Rosi sammen med journalisten Cecilie Marie Meyer, der bl.a. har skrevet guidebogen “Turen går til Sicilien”. Det var et nyt – og alligevel gammelt – bekendtskab med hans arbejde, da jeg selv har dyrket nogle af de gamle korntyper på min lille grund. Billederne i denne artikel stammer delvist derfra og delvist fra besøget på “Stazione Sperimentale di Granicoltura di Caltagirone”.
Giuseppe Li Rosi havde selv forladt sin families marker i sine unge dage, men da hans far døde og han arvede ejendommen, stillede han de sædvanlige spørgsmål, som dog fik et nyt svar. De multinationale selskaber, som Giuseppes far købte såsæd af, foreskrev behandling af markerne med masker, handsker og mange andre midler, der helt afskar ham fra egentlig kontakt med naturen. Giuseppe begyndte at interessere sig for årsagerne til denne fremmedgørelse og valgte at gå en anden vej.
Han konstaterede ret hurtigt, at det høje udbytte, som han kunne få af sin jord, kostede ham så meget i kunstgødning og sprøjtemidler, at overskuddet nærmede sig nul. På samme tid blev jorden fattigere og fattigere, og det kostede hvert år lidt mere at få den samme produktion ud af den. Hans øvrige iagttagelser om sygdomme og allergiske reaktioner og intolerancer, samt glutenallergi, gjorde, at han prøvede at dyrke andre kornarter end dem, der dengang var tilladte.
Giuseppe og andre agronomer konstaterede, at på trods af, at Sicilien tilbage i 1927 havde hele 291 forskellige korntyper, så var det i vore dage kun muligt at anskaffe 52 af dem. De udgør 50 % af Italiens korntyper og 25 % af hele Europas korntyper. Til sammenligning kan det siges, at der i USA kun dyrkes 6 (ja kun 6!) korntyper. Hvorfor dyrkes alle de andre ikke længere? For at finde ud af det begyndte Giuseppe at producere dem igen, og måtte i den forbindelse konstatere, at man fik et mindre udbytte. Men han konstaterede også, at planterne var langt mindre plaget af parasitter og fugtskader, samtidigt med at melet, der kom fra disse marker, var langt mere fordøjeligt. Han begyndte at eksperimentere mere og mere.
Der er et interview med ham, hvor han erklærer, at han var nødt til at dyrke disse korntyper på samme fordækte måde, som man dyrker marjuana, da de ikke var registreret i de nationale og europæiske registre. Han begyndte efterfølgende at blande sig i politik, indtil han blev udnævnt til præsident for den regionale institution kaldet “Stazione Sperimentale di Granicoltura di Caltagirone” (der kan oversættes til Caltagirones eksperimentelle station for dyrkelse af korn), hvis grundlæggelse går helt tilbage til perioden mellem de to verdenskrige. I den forbindelse fik han mulighed for at registrere korntyperne igen og for at eksperimentere mere med dem. Han samarbejder i dag med universiteterne i Palermo og i Firenze, der sender ham planter, korntyper og unge agronomer, der lærer, hvordan man kan dyrke korn med helt naturlige midler.
På Stazione Sperimentale di Granicoltura di Caltagirones marker, der ligger tæt på Giuseppes grunde i Raddusa kommune, arbejdes der hvert år med de nye korntyper, og der eksperimenteres med, hvordan de kan dyrkes ved at kombinere dem på markerne således, at planterne hjælper hinanden under udfordrende vejrforhold eller ved angreb af parasitter. Det er sandt, at det færdige produkt koster en del mere, og at størstedelen af forbrugerne i dag stadig går efter de industrielle varer, men det er også sandt, at produktionen og forbruget af de gamle korntyper vokser år for år, og at nye kostvaner og en fornyet interesse for råvarer af høj kvalitet gør det muligt for ham og mange andre landmænd at udforske denne nye vej.
Giuseppe har selv knoklet på markerne, og han har også arbejdet for at distribuere de gamle korntyper blandt de sicilianske landmænd. Hans stærkeste argument har været, at de kemiske midler kunne undgås, og at forbrugerne leder efter produkter, der ikke forårssager glutenallergi og andre intolerancer. Han har opnået, at flere og flere marker i dag dyrkes helt naturligt.
Der er nu møllere og landmænd og bagere på øen – og i resten af Italien – der udelukkende arbejder med de gamle korntyper. De benytter helt naturlige metoder for melproduktion og bager med surdej, således at man i dag har mulighed for at vænne sig fra at spise “raffinerede” produkter, der indeholder alt for meget sukker og salt.
På Sicilien produceres størstedelen af Italiens økologiske grøntsager, og der er flere og flere unge agronomer og landmænd, der har bevæget sig langt i retning af at dyrke deres afgrøder uden brug af kunstgødning og sprøjtemidler, dog uden at blive certificeret som økologiske landmænd… men dette er et kapitel for sig, som vi vil fortælle om ved en anden lejlighed!
Har du lyst til selv at se de nye korntyper på Sicilien?
Så læs mere om øen her eller kontakt en af vores eksperter på 33151313 for gode råd om, hvordan du kan holde ferie på Sicilien eller send os en forespørgsel ved at skrive til os her.
