Historien om hvordan In-Italia blev grundlagt

Retrobillede fra La Limonaia ved Gardasøen, som har været på In-Italia.dk siden starten

I år fylder In-Italia 20 år – helt nøjagtigt den 18. maj 2019. Siden 1999 har vi sendt gæster afsted til alle afkroge af Italien. Her får du historien om, hvordan In-Italia blev til og et interview med to af grundlæggerne, Filippo Filippeschi og Peter Lolle, der begge fortsat arbejder hos In-Italia den dag i dag.

Som så mange andre gode historier starter det med en drøm – og alkohol

Året er 1998. På Europæisk Rejseforsikrings kontor i København holder Filippo Filippeschi en fest for sin afdeling. Han er italiener, fra Toscana, og han har en drøm. Han vil lave et rejsebureau, der kun sælger rejser til Italien – det uspolerede og uopdagede Italien, som han kender så godt. Og han vil gøre det på internettet i en tid, hvor alle andre rejsebureauer ellers sender glittede kataloger ud med posten.

”Så vi er til den her fest. Et godt stykke ud på natten, hvor jeg i hvert fald var pænt beruset, spørger Filippo, om jeg vil være med”, fortæller Peter Lolle, der sammen med Filippo Filippeschi og Asger Nordlund bliver en af In-Italias tre grundlæggere. ”Jeg skulle ikke noget den weekend, så det kunne vi da godt. Jeg var kommet i Italien hele min barndom med mine forældre. Det var det land, jeg havde det bedste – eller faktisk det eneste – forhold til som ung.”

De tre grundlæggere troede på, at de kunne skabe et rejsebureau, der udelukkende solgte rejser på nettet – som det første i Danmark. De begyndte at bygge en hjemmeside op, men det var ikke helt uden problemer.

1990’erne: Både internettet og Italien var nyt territorium

I slutningen af 90’erne rejste danskerne også til Italien, men landet var langt fra så populært, som det er i dag. Nogle af de store rejseselskaber arrangerede charterrejser til det nordlige Italien, Gardasøen og området omkring Rom, men der var blandt danskerne en del fordomme omkring det øvrige Italien som hjemsted for mafia og kriminalitet.

In-Italias hjemmesides udvikling gennem tiden

”Samtidig var vi i tiden for den første IT-boble. Alt, hvad der blev lavet på nettet, var på den ene side innovativt og spændende, men også lidt farligt. Vi havde ikke noget katalog, man kunne bladre i – alt lå på vores hjemmeside og kun der. Vi havde ikke rødder i rejsebranchen, vi var bare glade amatører, der gjorde tingene på en anden måde,” fortæller Peter Lolle.

Rejsebureau på privatadressen

Med andre ord var der en del udfordringer, da In-Italia så dagens lys i 1999. En skepsis fra både andre aktører i rejsebranchen og fra potentielle gæster, og en mildest talt håndholdt måde at arrangere rejser på de første år. Filippo Filippeschi fortæller:

”Efter at have besøgt vores hjemmeside sendte folk en mail ind. Eller ringede på alle mulige mærkelige tidspunkter. Jeg har taget telefonopkald kl. 01.00 om natten og kl. 07.00 om morgenen. Der var nogle, der tog bussen til min lejlighed, som var vores officielle adresse, hvor jeg sad og arbejdede i støv og rod, fordi lejligheden var ved at blive renoveret. Men efter en kop mokka-kaffe eller et glas vin, bookede de alligevel. Og så registrerede vi det direkte i databasen, mens Peter sad ved tastaturet og forsøgte at skabe et mere brugervenligt system”.

In-Italia er for de modige, nysgerrige rejsende

I modsætning til andre rejsebureauer havde In-Italia allerede fra dag ét hoteller og indkvartering i samtlige af Italiens 20 regioner og tilbød ophold hos små, selvstændige agriturismi og hoteller. Og det var populært hos danskerne.

Vi havde de modige rejsende, dem der ville opleve autentiske steder,” fortæller Filippo Filippeschi og fortsætter; ”Vi solgte experiences, ikke noget med status ved at have boet på de lækreste hoteller. Dengang spurgte gæsterne ikke efter wi-fi, pool eller aircondition. Vi fik fat i de 10% af befolkningen, som ville være de første på banen og ikke var bange for noget nyt.”

I samme periode får In-Italia tilknyttet en “rigtig” grafiker, og efter at seks journalister har været på en anderledes og veltilrettelagt pressetur til Sicilien, begynder nogle af de danske aviser at skrive om det lille, Italiens-specialiserede online-rejsebureau, som efterhånden ikke er så småt mere.

Adgang til det lokale Italien

Allerede i 2001 er In-Italia vokset 1100% og flytter ud af Filippos lejlighed til det første rigtige kontor. Samme vinter kører Filippo Italien tynd i en lille Fiat Punto Diesel for at finde endnu flere af de autentiske og lokale rejsemål, der er In-Italias varemærke.

In-Italias tidslinie

Og det er vi blevet ved med lige siden. Derfor er der i dag et væld af ferielejligheder, hoteller og villaer at vælge imellem, når du booker din rejse hos In-Italia. Fra Sardinien mod vest til støvlens hæl, Puglia, mod øst. Uanset om du vil på ski fra en bjerghytte i Valle d’Aosta, bo med panoramaudsigt over Amalfikysten eller nyde landlivet på Sicilien, så har In-Italia en passende feriebolig til dig.

Den røde tråd for alle de steder, som du finder hos In-Italia, er, at det fortsat er den samme vision, som Filippo Filippeschi havde allerede i 1999. Et ønske om at give nysgerrige gæster adgang til det lokale Italien:

”Et sted hvor der er udsigt over bjerge, havet og vulkaner; ren luft og gode råvarer; og et møde med mennesker, der ikke haster igennem dagen, men giver sig tid til at hilse på en ven eller kigge på solnedgangen.”

Vidste du: Toscana var In-Italias mest populære rejsemål i 1999 og er det stadig den dag i dag? Du kan lige nu vinde et ophold i Toscana i vores fødselsdagskonkurrence.

In-Italias fødselsdag: 20 år med rejser til Italien

In-Italia fylder 20 år den 18. maj 2019. Derfor har vi samlet nogle af vores fortællinger fra de sidste 20 år:

Hvordan var det for eksempel at rejse til Italien for 20 år siden?

In-Italias stamgæst anbefaler to autentiske agriturismi her

Du kan også læse om tre ferieboliger, der har været med siden In-Italias første år – og som stadig holder den dag i dag!

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere