Historien om italiensk basilikum

Italiensk basilikum, ost og tomater
Basilikum udgør den grønne farve i en velkendt gastronomisk tricolore, der består af basilikum, tomat og mozzarella

For mange er basilikum synonym med duften og smagen af middelhavsregionen – og ikke mindst Italien.

Dette skyldes ikke en tilfældighed, men det smukke faktum, at basilikum udgør den grønne farve i en velkendt gastronomisk tricolore, der består af basilikum, tomat og mozzarella. Således bidrager basilikum til eksempelvis at danne det italienske flag i noget, mange vil betegne som en nationalret i Italien, nemlig Caprese-salaten.

Ligeledes gør den det i pastaretter med de selvsamme ingredienser og på den verdenskendte Pizza Margherita, der blev skabt til dronning Margherita af Savoia i 1889 i Napoli.

Hvor kommer basilikum fra?

Basilikum stammer fra mere tropiske himmelstrøg som Asien og Afrika, hvor den blev betragtet som kongen af urter. Siden blev den importeret til Europa og Italien af romerne, og derfor ser man den kun i kultiveret form og aldrig fritvoksende.

Hvordan opbevarer man bedst sin basilikum i køkkenet?

Start altid med de øverste blade. Så holder planten, til kulden kommer. Så snart bladene er skilt fra stilkene, begynder de at miste aroma og svækkes. Derfor er det vigtigt at vide, hvorledes man bedst opbevarer sin høstede basilikum.

Køleskabet er svaret. Enten pakker man bladene ind i husholdningsfilm eller i et fugtigt klæde således at de essentielle olier ikke fordamper. Den bedste måde at bevare duftene på er at fryse bladene ned eller blande dem med olivenolie (gerne skåret i mindre stykker). I tørret form, som også ses men ikke anbefales, mister urten hurtigt sin duft. Før man anvender sin basilikum, kan man lige skylle den under rindende vand og ryste den let.

Skal basilikum på frost?

Så snart man har høstet sine basilikumblade (med fingrene, ikke med kniv eller saks), skylles de i en si eller lægges i vand i ca. 15 minutter. Husk at tørre dem efterfølgende – blad for blad og pak dem dernæst i fryseposer og læg dem på frost.

Hvordan bør man behandle sin basilikum i køkkenet?

Basilikum har det med at blive sort i kanten, når man skærer bladene i mindre stykker. Tricket er derfor at rive bladene i mindre stykker med fingrene. Foretrækker man derimod at skære sin basilikum ud, så kan man smøre hvert blad med olivenolie og dernæst skære dem – så bliver de ikke sorte i kanterne.

En måde at skære sin basilikum på er det, man på italiensk kalder ”alla chiffonade”, som i praksis betyder, at man skærer bladene i lange strimler. Fremgangsmåden er nem. Man samler 3-4 blade og ruller dem sammen på den lange led.

Dernæst skærer man på tværs af rulle-retningen.

Hvor anvender man bedst sin basilikum i madlavningen?

Basilikum går rigtig godt sammen med hvidløg, løg og oliven, og giver en god smag til salater, fisk og lyst kød som fugl og svin. Men man bør tænke sig om, før man tilbereder den. Det er nemlig langt bedre at anvende den frisk, da dens duft- og smagsaromaer er meget letforgængelige og derfor hurtigt fordamper. Basilikum ses desuden ofte sammen med tomat i tomatsaucer og på pizza, og så er den uundværlig i en klassisk ligurisk pesto.

Hvad har basilikum ellers af egenskaber?

Basilikum kan efter sigende mere end bare at afgive duft og smag til dine kreationer i køkkenet. Basilikum er nemlig et naturligt antioxidant, der har en positiv virkning på cellerne og på huden, og så styrker det immunforsvaret. I henhold til italiensk ’hjemmeapotekeri’ siges det, at basilikumblade virker antibakterielt og således også kan bruges direkte på åbne sår og kan dulme insektbid. Det siges også, at basilikum kan bekæmpe virale infektioner, så som forkølelse, influenza og herpes, og at den har en forstærkende virkning på nervesystemet – således kan den anvendes mod nervøsitet, søvnløshed, astma, bronkitis og hoste.

Er man gravid, så siges det, at basilikum kan bevirke en øget mælkeproduktion, mens det er muligt at udvinde en olie fra bladene, der er god for fordøjelsen og tarmene. Og spiser man bladene, skulle de modvirke opkast.

En sidste finurlighed omkring basilikums øvrige egenskaber er, at den efter sigende holder fluer væk, hvorfor man i Italien ofte ser basilikumpotteplanter i vindueskarmene.

Selve det at dyrke basilikum er en stor videnskab, som jeg ønsker jer held og lykke med – og buon appetito!

Kunne du tænke dig at modtage flere tips og råd om italienske mad-ingredienser?

- så tryk her og tilmeld dig vores nyhedsbrev med masser af tips om italiensk gastronomi!
Skrevet af
Mere af Mamma Luisa

Lær at lave penne med sardiner og flasketomater

Denne sicilianske pastaret med sardiner er en gammel opskrift, som fiskerne gennem...
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *