Italien har officielt søgt Unesco – der hvert år tildeler verdensarvs-status til en lang række historiske seværdigheder og fænomener verden over – om anerkendelse af den berømte pilgrimsrute Via Francigena, som engang forbandt katedralen i Canterbury i det sydlige England med Vatikanstaten i Rom via Frankrig og Schweiz.
Det er hele syv italienske regioner, som er gået sammen om at forsøge at få Unesco til at tildele verdensarvs-status til den italienske del af pilgrimsruten, der begynder i Alperne, siden snor sig ned gennem regioner som Lombardiet, Emilia-Romagna og Toscana, og til sidst ender i Vatikanstaten i den italienske hovedstad.
Regionerne bag initiativet håber, at de ved den større synlighed og promovering, som normalt følger med en verdensarvs-status, kan opnå større økonomisk opbakning til at bevare og vedligeholde ruten, der igennem mange årtier har lidt af forfald, forglemmelse og underfinansering på trods af, at den i 1994 – og igen i 2004 – blev udnævnt til kulturrute af Europa-rådet og i 2009 blev genstand for et italiensk regeringsprogram, der – på foranledning af regionen Toscana, der rummer hele 400 kilometer af ruten – skulle rekonstruere hele det netværk af (ofte skiftende) stier, der oprindeligt udgjorde pilgrimsruten.
Mange navne – og ligeså mange ruter
Ruten er første gang nævnt i skriftlige kilder i 876 med navnet Via Francigena – der egentlig betyder “ruten, som kommer fra Frankrig” – i pergamentet Actum Clusio fra klosteret San Salvatore al Monte Amiata i Toscana; men ruten var – ifølge andre kilder – allerede kendt som Lombarder-vejen inden da – og senere gik den også under navnene Iter Francorum (Den frankiske Rute) og Chemin Romieux (Vejen til Rom).
Til de mange navne hørte mindst ligeså mange ruter. Pilgrimsvejens ruter blev således påbegyndt, afsluttet, genoptaget, udskiftet og varieret alt afhængigt af årstider, politiske begivenheder, nye handelsveje, epidemier og sågar populariteten af de helgener, der var sat op langs rutens stier og veje. Også pilgrimsrutens narrative ramme er blevet ændret mange gange gennem århundredernes løb i takt med, at forskellige pilgrimsrejsende fra forskellige lande og kulturer har nedfældet rutens forløb – fra Sankt Willibald, der var biskop i Eichstätt i Bayern over Sigeric den Alvorlige, der var ærkebiskop i Canterbury, til Níkulás Bergsson, der var abbed af klostret Þverá i Eyjafjörður i det nordlige Island.
Den mest berømte af beretningerne om pulgrimsruten var dog uden tvivl ærkebiskop Sigerics. Sigeric rejste fra Canterbury til Rom omkring år 990, og derefter tilbage igen, men det er kun beretningen om hjemrejsen, der eksisterer i dag. Sigerics hjemrejse bestod af 80 etaper, der i gennemsnit tilbagelagde omkring 20 kilometer på en dag, og som i alt tilbagelagde ca. 1700 kilometer på ruten fra den centrale del af Italien til Sydengland.
De fleste nutidige pilgrimme foretrækker dog at tilbagelægge ruten i den omvendte rækkefølge, så de ender i Vatikanstaten i Rom – eller kun at gå ad den italienske del af ruten.
Har du lyst til at læse mere om Via Francigena og eventuelt gå dele af den selv? Så kan du læse meget mere om den her.
