Har din italienske vært en kløft på spidsen af næsen?
Måske ikke i dag, men hvis han hedder Cicero til efternavn, så kan du været ret sikker på, at familiens forfader havde en kløft på spidsen af næsen, der i udseende mindede om en kikært (cicer). De italienske efternavne stammer nemlig i nogen grad efter helt personlige personkarakteristika.
Du hedder altså, hvad du er – eller det gjorde man i det gamle Italien
Vi har alle et efternavn, og nogle har endda mere end ét. Men sådan har det ikke nødvendigvis altid været. Vi ved dog, at det har været sådan i Italien, siden historiens vingeslag blafrede over det Gamle Rom og det Antikke Grækenland. Den gang var det kutyme, at alle havde tre navne: Et fornavn, som var kaldenavnet for den enkelte. Et mellemnavn, som typisk var familienavnet, altså slægtsnavnet. Og sidst men ikke mindst et efternavn, som fungerede som en slags kælenavn, der blev brugt rent praktisk for at skelne mellem homonymerne, altså de enslydende fornavne. Og dette sidste navn, det blev valgt uden egentlige kriterier; det kunne komme sig af faderens navn, personens fødested eller af et særligt kendetegn for den enkelte person – det både være sig fortrin og vederstyggeligheder.
Et eksempel på det sidste er den romerske retoriker Marco Tullio Cicero ( død år 43 f.Kr.), som hed således, fordi hans forfader havde en en kløft på spidsen af sin næse, der lignede en kikært (eller muligvis, at hans forfædre dyrkede og solgte kikærter).
Kan man også hedde Vorte i Danmark?
Navngivningen i Italien adskiller sig ikke synderligt fra navngivningen i Danmark. Før vikingetiden havde vi kun et navn i Danmark, nemlig fornavnet. Men fra vikingetidens runeskrifter år 800-1050 begynder disse fornavne at være akkompagneret af et efternavnet, som ligesom i Italien består af et tilnavn. Altså et navn, der er føjet til én bestemt person som en slags karakteristik af den pågældende. Eksempler derpå er Harald Konge (Harald var altså konge) eller Odin Gudmunds Søn (Odin var søn af Gudmund). Disse tilnavne er siden blevet egentlige slægtsnavne, i det øjeblik de gik i arv. Præcis som det er sket i Italien. Du kunne derfor principielt have heddet Vorte til efternavn.
Slægtsnavnene blev i Danmark påbudt ved lov i 1526, da Frederik I’s navnelov påbyder (adelen) at tage fast slægtsnavn. Dette sker på nogenlunde samme tid i Italien (omkring år 1600), hvor det blive påbudt ved lov at anvende efternavn, for at man lettere kan identificere befolkningen.
Opkaldt efter en farve
Efternavnene, der bliver anvendt i Italien fra 1600-tallet og frem, grupperer sig som følgende: 15 % på baggrund af udseendet, 35 % fra faderens navn, andre 35 % efter fødestedet, 10 % efter professionen og 3 % fordi de har udenlandsk blod i sig, mens de sidste 2 % er kristne navne, som er tildelt af det kristne samfund.
Nogle af de mest gængse efternavne i Italien er navnene Rossi og Russo. Begge efternavne stammer fra en fysisk karakteristik, som ikke er helt ærketypisk for italienere, og så er betydningen af navnene desuden den samme: Begge navne kommer af det latinske Rubius (rød). Efternavnet har udviklet sig og trækker følgende varianter med sig: Rosso, Rossa, Russi, de Rossi, De Russi, Rubio, Larousso og Lo Russo, Larussa og La Russa. Desuden har disse formeret sig i følgende diminutiver: Rosselli, Rossella, Rossellini, Rossetto, Rossettini, Rossotti, Russetti, Russiani og Russian. Alle er de italienske efternavne, der kommer sig af farven rød, altså har forfaderen til disse italienske familier haft rødt hår eller rødt skæg.
Et andet udbredt italiensk efternavn er Bianchi (femte-mest udbredte i Italien) og det kommer sig også af en farve, nemlig farven hvid. Dette efternavn har også mange afledte efternavne bag sig: Bianchini, Bianconi, Bianchetti m.fl, og blev tildelt en person med lys hud eller lyst hår, mens italienere med efternavnet Nero (Negro, Negri, Negroni m.fl.) har forfædre med mørkt hår eller mørk hud.
Hittebarn eller jernsmed?
Ligesom det er udbredt herhjemme, så blev italienerne også opkaldt efter deres faglige virke. Mange italienere hedder således Ferrari (ligesom bilen). Dette navn kommer af det latinske ord Faber Ferraris, som er jernsmeden. Spædbarnet var sandsynligvis ikke udlært smed ved fødslen, men så var barnefaderen det nok. Efternavne, der er afledt af Ferrari, er: Ferraro, Ferrario, Ferraris, Ferrero, De Ferrari, Ferriero, Ferrerio, Ferré og Ferrer. Der er dog yderligere to efternavne, der også kommer sig af faget (jern)smed, nemlig efternavnene Fabbri (smed) og Magnani (milanesisk dialekt for smed).
Et andet efternavn, der også er interessant at omtale, er efternavnet Esposito. Det er primært et syditaliensk efternavn, der dog har spredt sig til hele Støvlelandet. Efternavnet kommer af ordet esposto – det vil sig udsat. (I dag bruges det også om et hittebarn med endelsen “a”: esposta). Og det efternavn blev tildelt de børn, der var blevet efterladt af de biologiske forældre, som altså var hittebørn. Navnet har fået følgende afledte varianter: Spòsito, Esposto og Esposti. Der er også dem, der blot har haft en ukendte fader, de hedder Incerti af det latinske Incertis Patris.
Afslutningsvis kan jeg kort ridse op, at efternavnet Ignoti (varianterne D’Ignoti og D’Ignoto), der er udbredt på Sicilien og i Piemonte, kommer af udtrykket “Figlio d’ignoti (søn af en ukendt)”, mens Innocenti (eller Innocente) er udbredt i Norditalien, særligt i Toscana og Lombardiet, og blev tildelt hittebørn, som man mente, havde fortjent en bedre fremtid end den, deres biologiske forældre havde efterladt dem til.
Næste gang du møder en italiener, har du her en interessant indgangsvinkel til personen, for hvordan så deres forfædre ud? Fremgår det af navnet eller skal der graves lidt dybere efter et ophav? Er du blevet nysgerrig, findes der desuden mange hjemmesider, hvor du kan læse dig frem til betydningen af de øvrige italienske efternavne.
Interesseret i flere spændende artikler om italienske traditioner? Så dyk ned i vores mange artikler om Italiens folk og traditioner her.
