Hviler der en forbandelse over Isola la Gaiola?

Isola la Gaiola tæt på Napolis kyst er ikke bare smuk; den siges også at være forbandet...
Isola la Gaiola tæt på Napolis kyst er ikke bare smuk; den siges også at være forbandet...

Når jeg rejser rundt i Italien, forundres jeg altid over alle de gemte skatte, jeg finder på min vej. Italien forbløffer mig gang på gang – og hvorend jeg befinder mig i landet, bliver jeg positivt overrasket.

Netop sådan et sted er Isola la Gaiola – en gemt skat beliggende i Napolibugten, som består af to mindre øer placeret på nogle få meters afstand fra hinanden, sammenkoplet via en bro. De to øer er af samme størrelse; den ene har altid været øde, mens den anden huser en gammel villa, som har været beboet gennem store dele af 1900-tallet. Isola la Giaola ligger kun cirka 30 meter fra fastlandet, ud for kysten Posillipo, som ligger tæt på Napoli, midt i Parco Sommerso di Gaiola – et beskyttet naturområde på 42 hektarer.

Historien om Isola la Gaiola

Napolitanerne kalder ikke øen for Isola la Gaiola, men for Isola Maledetta, hvilket betyder “den forbandede ø”. Hvorfor nu dette, kan man spørge sig – for hvordan kan sådan et smukt sted være forbandet?

Isola la Gaiola
Det er svært at forestille sig, at et så smukt sted som Isola la Gaiola skulle være forbandet – men det er præcist hvad rygtet siger…

Faktum er, at på trods af, at øen kan fremstå som en perfekt destination for afkobling, så beretter historiske legender en helt anden historie. I disse legender anses Isola la Gaiola for at være forbandet, for næsten hver eneste person, som har boet i villaen, er gået en tidlig død i møde. I slutningen af 1800-tallet boede en eremit på øen, som kaldtes for Il Mago, “magikeren”. Og måske var det hám, som lagde en forbandelse over øen, for efter ham er det bare gået ned ad bakke! Serien af ulykkelige begivenheder begyndte omkring år 1920, da villaen var beboet af Hans Braun, som senere blev fundet myrdet på øen, indrullet i et tæppe. Kort tid efter døde også hans kone, Elena von Parish, da hun var på vej til øen i den elementære svævebane, som kobler øen sammen med fastlandet. En sammenkobling brast og Elena druknede i havet. Næste ejer af villaen var Otto Grumbach, som døde af hjerteslag, mens han opholdt sig på øen.

Og tragedierne slutter ikke her. På 1950-tallet boede Maurice Sandoz, ejer af et apotek, på øen, men han endte sine dage på en psykiatrisk klinik, hvor han begik selvmord, overbevist om, at han ville havne i en konkurs. Nogle år senere købte Gianni Agnelli, som på det tidspunkt var chef for bilfirmaet Fiat, villaen på Isola la Gaiola, og ikke længe efter begik hans eneste søn selvmord, hvilket efterlod Gianni Agnelli uden arvinge. Gianni begyndte da at lære sin nevø Umberto Agnelli op, så han til sidst skulle kunne overtage firmaet, men Umberto blev ramt af en sjælden form for kræft og døde ved den ringe alder af 33. Næste køber af øen var multi-milliardæren Paul Getty, som gennemførte handlen kun kort tid før, at hans barnebarn blev kidnappet. Den sidste ejer, der forsøgte at tæmme Gaiola, var Gianpasquale Grappone… som endte i fængsel, da hans forsikringsselskab gik fallit.

Isola la Gaiola i dag

Så at sige, at Isola la Gaiola er forbandet, er snarere en underdrivelse! I dag ejes villaen ikke af nogen privat ejer, muligvis fordi den er så forfalden, men måske snarere på grund af overtro. I stedet indgår øen i den beskyttede naturpark Parco Sommerso di Gaiola, som drives af foreningen Centro Studi Interdisciplinari Gaiola, og stedet, som så længe var forbandet, er i stedet blevet forvandlet til et paradis for natur- og bade-elskere.

Isola la Gaiola 3
I dag er Isola la Gaiola et populært badeparadis for napolitanere og andre besøgende…

Det gælder dog om at være tidligt ude, og udruste dig med stor tålmodighed, hvis du vil nyde klipperne og havet ved Isola la Gaiola. Eftersom stedet nu er et beskyttet naturområde, med pladsmangel, så slippes der kun 100 besøgende ind i parken ad gangen. For at sikre din plads må du stå i kø i cirka 2 timer inden åbningsstid – noget, som kan være en udfordring under Napolis bagende sol. Når du er nået frem til indgangen, overdrager du dit ID-kort (pas, kørekort eller lignende) i bytte mod indgangsbilletten, som du beholder, indtil du bestemmer dig for at forlade parken. Der slippes ingen nye personer ind, før en person er taget hjem, så ventetiden kan blive lang.

Isola la Gaiola 4
Udrust dig med stor tålmodighed, hvis du vil besøge Isola la Gaiola – og glem ikke solcremen!

Men hvis du vil bade på et sagnomspundet sted – i fantastiske naturomgivelser – så er det måske alligevel ventetiden værd trods alt!

Interesseret i en ferie til Napoli?

Hvis du er interesseret i en ferie til Napoli-området, hvor du blandt andet kan opleve øen Isola la Gaiola, bør du tage et kig på vores hoteller og ferieboliger i Napoli her.

Jeg vil også anbefale dig at læse min kollega Mitzis artikel om storby-ferie i Napoli her, hvor du kan få et par tips og gode råd om en ferie i Napoli, eller min kollega Allans artikel om det ekstraordinære hotel Hotel San Francesco al Monte i Napoli her.

Tags fra artiklen
,
Mere af Louise Laurenius

To dage og en nat i Firenze

Jeg kan ligeså godt sige det direkte: Nej, du vil ikke komme...
Læs mere