Involtini di melanzane – aubergineroulader med tre oste og tomatsauce

Involtini di melanzane - aubergineroulader med tre oste og tomatsauce
Involtini di melanzane - aubergineroulader med tre oste og tomatsauce - er et populært indslag i det italienske køkken

Jeg elsker aubergine! Men jeg kan ærligt sige, at jeg, inden jeg flyttede til Italien, kun havde anvendt denne grøntsag i min madlavning en håndfuld gange. Men det er dét, som er så herligt, når det gælder at flytte til nye lande. Man åbner sine øjne og sit sind for nye kulturer – og i dette tilfælde, ingredienser!

Uden at have foretaget en empirisk undersøgelse, skulle jeg mene, at aubergine – melanzana på italiensk – anvendes i betydeligt større udstrækning i Italien end i de skandinaviske lande. Men dette er måske ikke så mærkeligt med tanke på, at planten trives betydeligt bedre i Italiens milde klima, fremfor alt på Sicilien.

Oprindelsen til ordet melanzana har været genstand for mange gætterier, herunder at den stammer fra de latinske ord “mala insana”, hvilket kan oversættes til “dårligt (bogstaveligt talt “vanvittigt”) æble” og sigter til, at italienere i middelalderen troede, at man blev gal af at spise aubergine, da disses frø lagrer alkaloider, en slags organiske stoffer, som nogle gange har en giftig indvirkning på menneskekroppen. I dag ved man dog, at mængden af alkaloider i auberginer er yderst lille, så der er absolut ingen fare ved at spise denne grøntsag. Og personligt har jeg spist massevis af auberginer de seneste år, og jeg er endnu ikke blevet gal (så vidt jeg ved…).

Her deler jeg en opskrift på en meget populær italiensk ret med aubergine med dig: involtini di melanzane. Det er aubergine-roulader, som er blevet fyldt med spinat og tre forskellige slags (italienske) ost, og som serveres på et leje af vidunderlig tomatsauce. Alt det bedste fra middelhavskøkkenet med andre ord!

Fakta:
Tilberedning: ca 1 – 1 ½ time
Antal portioner: 2

Ingredienser:

  • 1 aubergine
  • 2-3 spiseskefuld salt
  • 2 ½ spiseskefuld olivenolie
  • 1 lille løg
  • 2 hvidløgsfed
  • 70 g bladspinat
  • 1 kryddermål (1 ml) nyrevet muskatnød
  • 125 g ricotta
  • 1 dl nyrevet parmesanost
  • ½ mozzarella
  • 400 g passata-tomater + lige så meget vand
  • 1 tsk tørret oregano
  • 1 knivspids sukker
  • Salt & peber
  • Kvisttomater til servering

Tilberedning:
Skær auberginen i ½ centimeter tykke skiver (du behøver 6 skiver). Salt dem rigeligt og læg dem i en si i 30 minutter for at tage væske ud af dem. Skyld dem derefter i rindende vand. Steg dem blødt i 2 spiseskefuld olivenolie – gerne på en grillpande, så de får et fint mønster, men det er lige så godt at stege dem på en almindelig stegepande. Vend dem, så de bliver brunet på begge sider.

Hæld passata-tomaterne i en kasserolle. Fyld pakningen fra passata-tomaterne med lige så meget vand og hæld også dette ned i kasserollen. Skræld et fed hvidløg og knus det med knivsbladet, læg det siden ned i tomatsaucen. Krydr det med oregano, sukker, salt og peber. Lad det koge ned til det halve på svag varme i ca. 30-40 minutter – du ser, når saucen er blevet tyk. Fjern senere hvidløget.

Hak løg og det andet fed hvidløg. Steg dem til de bliver bløde i den resterende olivenolie. Hæld spinaten i og lad den blive blød. Krydr med muskatnød, salt og peber. Hæld blandingen op i en skål og tilføj ricotta og reven parmesan. Bland det sammen.

Læg aubergineskiverne på et skærebrædt. Fordel fyldet på de seks skiver. Læg fyldet i den korte side. Top med en smule mozzarella, salt og peber og rul derefter aubergineskiverne sammen. Læg dem i en bradepande, som er smurt med olivenolie – sørg for, at den side, hvor de er sammenføjet, ligger nedad. Læg nogle kvisttomater ved auberginerouladerne, så de kan bage, mens auberginerne bliver klar. Sæt det ind i en 225 grader varm ovn i cirka 25-30 minutter.

Hæld tomatsaucen op i en dyb tallerken. Top med auberginerouladerne og til sidst de ovnbagte tomater.

Er du interesseret i en anden opskrift med aubergine som hovedingrediens?

- så klik her og få vores madmor Mamma Luisas opskrift på den sicilianske pastaret Pasta alla Norma
Tags fra artiklen
Mere af Louise Laurenius

Squashnudler med sauce af stegte tomater og fennikelfrø

Når jeg, der har boet i Milano i nu fem år, fortæller...
Læs mere