Italienerne nærer ikke den store tillid til myndigheder. I stedet har familien rollen som den trofaste støtte. Og det kan have sin pris.
Italienerne nærer mildt sagt ikke meget tillid til landets offentlige myndigheder. Og det er derfor ikke her, man går hen, hvis jobbet smuldrer, børnene skal i institution eller der mangler penge til en ny bil. I stedet træder familien som regel ind i rollen som den trofaste hjælper.
For nordboerne er det omvendt, for danskerne har generelt tillid til myndighederne, og mister vi vores job, har vi brug for en børnehaveplads eller skal der lånes penge til nye møbler, ja så er familien som oftest fredet, og hjælpen skal findes andre steder. Vi sætter vores lid til, at støtten kan findes uden for familiens fire vægge.
Kirkens indflydelse
Men hvorfor er der denne forskel på Nord- og Sydeuropa? En del af svaret kan være, at hvor kirke og stat i Danmark er nøje adskilt, har den katolske kirke fortsat stadig stor indflydelse på det italienske samfund og på mentaliteten i landet. Og familien er ifølge den katolske kirke den vigtigste garant for tryghed, ikke staten, som også har vist, at den ikke kan garantere den optimale støtte for italienerne. Det har smittet af på italienerne. Jo mere sydpå i Italien man kommer, jo stærkere bliver respekten for kirken, og jo mere holdes traditioner og normer i hævd.
Bliver boende hjemme
For en del år tilbage fungerede familien også som sikkerhedsnet for danskerne, men med udviklingen af velfærdsamfundet i løbet af det 20. århundrede overtog staten familiens rolle. I Italien har staten aldrig fået denne rolle, og hvor danskerne i en alder af 18 år kan frigøre sig økonomisk fra deres forældre og modtage SU til at læse videre, er det de italienske forældres ansvar at forsørge deres børn under studiet, indtil kandidattitlen er i hus, og indtil de får et arbejde, eller gifter sig med en mand, der kan overtage forsørgerrollen. Derfor oplever man ofte, at mange unge bliver boende hjemme hos forældrene, mens de læser på universitetet, så der ikke skal bruges penge på kost og logi. Men det er også tradition hos mange italienske familier, at de unge bliver boende hjemme, selv om man får et arbejde. For det første hænger ledige boliger ikke på træerne, for det andet er det ikke almindeligt at flytte hjemmefra, før den dag sønnen eller datteren giver sit hjerte til sin udkårne foran alteret, medmindre man er tvunget til at flytte fra byen enten på grund af et studie eller arbejde.
Det koster
Der er fordele og ulemper ved både den danske og den italienske model. Mister man sit arbejde i Italien, får man ikke dagpenge eller bistandshjælp. Til gengæld har man familiens støtte. Men det er ikke uden omkostninger. Og i et land, hvor det at blive ældre betragtes som det at blive klogere og mere erfaren, kan det være svært at føle sig uafhængig af forældrene og opfatte sig selv som et selvstændigt individ. Forældrene mener at vide bedst, og de vil gerne have indflydelse og rådgive deres børn i eksempelvis køb af bolig, valg af karriere og i opdragelse af børnene. De unge har ikke tilnærmelsesvis den samme frihed som de unge danskere har. Det med at have en kæreste overnattende i samme værelse som en selv hjemme hos forældrene kan selv i alder af 40 år være svært at få forældrene til at acceptere. Og selvom man endelig en dag flytter hjemmefra, så kan det ske, at man igen ender med at bo med sine forældre. For i Italien er der tradition for, at man tager sig af sine forældre, når de kommer op i årene og ikke kan bo alene. Så groft sagt kan man sige, at italienernes kamp for selvstændighed varer hele livet. For med en stat, der ikke spænder det fintmaskede sociale net ud under borgerne, vil der altid være brug for familiens støtte, og det gør det svært helt at frigøre sig.
Interesseret i flere artikler om italienske traditioner? Læs f.eks. vores populære artikel om den italienske tradition for at indgå et kompromis.
