Hyggelige julemarkeder i Italien

Julemarked
Julemarked i Italien. Foto: Matteo Paciotti, CC BY 2.0.

Du vil sent glemme et besøg på et italiensk julemarked, hvad enten det er på Piazza Navona midt i Rom eller ude i en af de mindre, mere ukendte landsbyer. Glæd dig til at gå på opdagelse blandt sirligt udførte krybbespil og talrige boder med lækre sager, der vil få mundvandet til at løbe.

Julemarkederne i Italien er ikke blot stemningsfulde, men giver dig således også en unik chance for at stifte nærmere bekendtskab med lokale delikateser og kunsthåndværk. Selvom der er flest julemarkeder i den nordlige del af landet, kan du finde dem i stort set hele Italien frem til den 6. januar 2018. Herunder kan du se et lille udpluk af markederne, hvor der er garanti for, at du kommer i julehumør.

Julemarked i Bolzano
Julemarkedet i Bolzano.

Bolzano – Piazza Walther

Det største italienske julemarked i det sydlige Tyrol og efter manges mening et af de mest hyggelige i Italien.  I år finder du som altid de 80 stande på Piazza Walther i hjertet af Bolzanos gamle bykerne.  Her er der traditionen tro pyntet op efter alle kunstens regler ligesom duften af gløgg (vin brulé), ristede kastanjer og julebag breder sig ud i de charmerende middelalderlige gader. Der er også udstillinger af kunsthåndværk og underholdning for børn med et mini-tog, en karrusel og et dukketeater.

Panettone
Prøv et stykke panettone, julekagen med kandiseret frugt og rosiner som oprindeligt stammer fra Milano. Foto: N i c o l a, CC BY 2.0.

Milano – Oh bej! Oh bej!

Lidt længere mod sydøst i Milano finder du modebyens største og mest traditionsrige julemarked i skyggen af byens flotte borg, Castello Sforzesco. Du skal nok afsætte hele dagen for at nå hele vejen rundt på Oh bej! Oh bej! julemarkedet, der også kendes som Fiera di Sant’Ambrogio. Markedet der har rødder helt tilbage til middelalderen, byder nu til dags således på omkring 400 boder, hvorfra der sælges julegodter og en bred vifte af kunsthåndværk. Afholdes 7-10. december 2017.

Piazza Navona
Normalt er det de smukke kirker og ikke mindst caféerne i kanten af Piazza Navona, som tiltrækker turisterne. Men i julemåneden fyldes der op med spændende boder. Foto: N i c o l a, CC BY 2.0.

Rom – Piazza Navona

Der er hvert år talrige julemarkeder i den italienske hovedstad, men det største og mest kendte finder sted på den langstrakte Piazza Navona i hjertet af Roms historiske bykerne. Her er talrige boder presset ind mellem berømte fontæner og underholdning for børnene. Markedet afsluttes den 6. januar traditionen tro med, at heksen La Befana uddeler gaver og slik til de søde børn (og kul til de uartige).

Fandt du ikke alle dine julegaver på markedet? Så tjek disse tips til juleshopping i Rom

Julekrybbe
Julekrybben viser familien i stalden i Betlehem julenat. Foto: Francesco Crippa, CC BY 2.0.

Napoli – Marked for julekrybber

Særligt i de katolske lande, herunder Italien, udgør julekrybberne en vigtig del af juletraditionen. Populariteten kan formentlig spores tilbage til den julekrybbe, som Frans af Assisi, grundlæggeren af Franciskanerordenen, i 1223 skabte i en grotte i den italienske by Greccio. Nu til dags finder man disse små krybbespil, der skildrer Jesus’ fødsel, hjemme i vindueskarmen, i kirken og i butikkernes udstillingsvinduer. Der opstilles sågar julekrybber med figurer i naturtro størrelse på offentlige pladser som for eksempel Peterspladsen foran Peterskirken i Vatikanet.

Læs mere om hvordan julen fejres i Italien

Vil du købe en italiensk julekrybbe eller eventuelt de fine smådele til at lave din egen, bør du tage til Napoli. Her er der hvert år et stort marked for krybbespil på den snævre Via San Gregorio Armeno, hvor du finder alt, hvad du skal bruge for at lave din egen presepio.

Rejs til Italien i julen

Skal din jul være noget særligt i år? Hvorfor så ikke bestille en rejse til Italien og opleve de mange traditioner og stemningen her i julemåneden? Hos Escapeaway Rejser finder du håndplukkede hoteller og ferieboliger tæt ved alle de ovennævnte julemarkeder og mange andre.

Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere