Lær at lave et velsmagende focaccia

Focaccia med løg
Det umådeligt populære italienske brød focaccia kommer oprindeligt fra Genova i regionen Ligurien i Norditalien

Det umådeligt populære italienske brød focaccia kommer oprindeligt fra Genova i regionen Ligurien i Norditalien. Dér kalder man brødet, på lokal dialekt, for fugàssa, og det serveres oftest sammen med et lille glas hvidvin. En vældigt populær variant af focaccia er focaccia con le cipolle (focaccia med løg), som faktisk serveres til morgenmad i Genova. Årsagen til denne tradition er, at løg siges at dæmpe følelsen af sult, hvilket var – og stadig er – vigtigt for alle havnearbejderne i byen, som skal arbejde hårdt i mange timer uden at kunne holde spisepauser.

Der findes en række forskellige måder at variere din focaccia på; forskelligt fyld inkluderer blandt andet cherry-tomater, kartofler, krydderurter og ost. Fælles for de fleste er dog, at brødet dryppes med olivenolie, inden det bages i ovnen – da bliver det nemlig ekstra sprødt og velsmagende. Der findes også søde varianter, hvor brødet toppes med eksempelvis Nutella. I disse tilfælde udelades olivenolien dog fra fyldet – en ende må der trods alt være på festlighederne.

Her deler jeg en opskrift på focaccia med dig, som inkluderer mit favoritfyld: rødløg. Jeg steger løgene blødt i smør, inden jeg spreder dem ud over focacciaen – på denne måde undgår jeg, at de brændes og sikrer, at de bliver bløde og søde i stedet.

Fakta:
Tilberedningsstid: Ca. 2 timer (inkl. gæring)
Antal brød: 2 stk.

Ingredienser:

  • 25 g frisk gær
  • 3 dl fingervarmt vand
  • 2 spiseskefulde flydende honning
  • 1/2 dl olivenolie + ekstra til fyld
  • 1 spiseskefuld havsalt + ekstra til fyld
  • 7 dl hvedemel + ekstra til æltning
  • 2 rødløg
  • 1 spiseskefuld smør

Tilberedning:
Pisk gæren med vand, honning, olivenolie og havsalt i en skål. Tilsæt lidt hvedemel undervejs og arbejd det sammen til en dej og ælt den i ca. 5 minutter. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse i en skål dækket med viskestykke i ca. 45-60 minutter. Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i 2 dele, ælt den lidt og læg den derefter på to plader, der er smurt ind i olivenolie og med lidt havsalt i bunden.

Glat de to deje ud, indtil de er ca. 1-2 centimer tykke og lad dem hæve under et hviskestykke til dobbelt størrelse i ca. 45 minutter. Skær i mellemtiden løgene i tynde ringe og steg dem blødt i smør på en stegepande ved middelvarme. Når brødet har hævet færdigt, tilsætter du fyldet med løg og sætter fingrene ned i dejen, så der formes små huller. Dryp olivenolie ud over det og strø havsalt på toppen. Bag brødet i ca. 10-13 minutter ved 225 grader. Tag det ud, når det er blevet gyldent.

Bemærk, at jeg på billedet for denne artikel har lavet et brød med mine yndlings-krydderurter; rosmarin og salvie. Vælg selv fyld efter din egen smag!

Buon appetito!

Læs også Mamma Luisas populære opskrift på fladbrødet fra Ligurien her.

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere