Læs om den italienske tradition at erklære sin kærlighed på en hængelås

Ponte Vecchio i Firenze
Engang var det lygtepælene på den berømte bro Ponte Vecchio i Firenze, der blev genstand for de kærlighedserklærende hængelåse

Italienerne er kendte for at være et romantisk folkefærd, og netop kærligheden bliver ofte dyrket som tema i italiensk film og musik. Den følgende historie om Ponte Milvio og hængelåsene (lucchetti) er også kun med til at stadsfæste latinerne som gennemført romantiske. Og kan måske inspirere os nordboere.

I Italien har der i mange år været en mani med, at forelskede par erklærer deres kærlighed til hinanden på hængelåse, som de hænger på lygtepæle på broer. Fænomenet er beskrevet i romanen af den italienske forfatter Federico Moccia “Ho voglia di te”, frit oversat til “Jeg har lyst til dig”, der som film havde premiere i marts 2007 og dengang satte rekord med hensyn til seertal. I bogen sætter de to hovedpersoner hængelåsen fra motorcyklen på broens lampe og smider herefter nøglen i vandet som symbol på evig kærlighed.

Romantiske soldater

Det menes dog, at traditionen oprindeligt stammer fra Merano i Norditalien, hvor en gruppe unge militærfolk begyndte at hænge nogle hængelåse op på promenadens lamper med deres navn og deres udkårne skrevet på låsen. Siden stod også lygtepælene på den verdensberømte Ponte Vecchio i Firenze for skud, hvor det igen var en gruppe romantiske soldater, der stod bag.

For ca. 25-30 år siden flyttede “de forelskede par” så traditionen til den antikke bro Ponte Milvio i Rom. Her mødtes mange unge romantikere, og resultatet blev, at lamperne på broen endte med at blive fuldstændigt dækket til af hængelåse.

Sågar Roms borgmester Walter Veltroni blev involveret og udtalte: “Hvis der ikke er problemer med lygtepælenes eller broens stabilitet, kan jeg ikke se noget problem i at man hænger hængelåse op. Jeg synes, at traditionen er spontan og smuk.”

Hængelåse - kaldet lucchetti på italiensk - på Ponte Milvio i Rom
Hængelåse – kaldet lucchetti på italiensk – på Ponte Milvio i Rom

Til romantikernes fordel

På et tidspunkt blev hængelåsene stjålet af en gruppe sigøjnere, men til de elskendes held blev de senere tilbage-erobret af det italienske politi. Men så kom det store spørgsmål: hvad skulle man gøre med de mange kærlighedslåse? Debatten fik dengang stor plads i de italienske medier, om hvorvidt traditionen skulle bevares. Udfaldet blev til romantikernes fordel, og i dag kan forelskede par igen erklære deres store kærlighed på Ponte Milvio. Det blev på højt plan besluttet, at billedhuggeren Gabriele Simei skulle skabe 24 skulpturer bestående af søjler på hver en meter høj og med jernkæder, som låsene kan hænge på. Og sådan blev det.

Siden bredte traditionen sig til broer i mange andre dele af verden og der er ikke længere mange, der tænker over, at det oprindeligt er en italiensk tradition.

Luchetto-museum og luchetto-hjemmeside

Der findes også et lucchetto museum, der viser 4.000 forskellige hængelåse gennem tiden. Museet ligger i Cedogno (PR). Derudover findes der en hjemmeside, der viser de steder i Italien, hvor man kan hænge sin hængelås!

Læs også om fester og helligdage i Italien

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere af Mikkel

Vidste du, at…

…Italiens eneste naturlige fjord ligger på Amalfikysten? Italiens eneste naturlige fjord ligger...
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *