Matera – fra Italiens skam til kulturhovedstad

Matera
Det kræver en indsats at bevæge sig op i den gamle by i Matera, men det er besværet værd!

Det er ikke mange år siden, at de færreste turister havde hørt om den syditalienske by Matera. Men først med udnævnelsen til UNESCO verdensarv og senest med udpegelsen til Europæisk Kulturhovedstad 2019, har denne enestående kulturperle oplevet en sand genfødsel.

Sassi di Matera – unik grotteby

Matera der ligger i den bjergrige Basilicata-region, har været beboet siden stenalderen. Dermed hører byen formentlig til blandt de tidligste af menneskets faste bosættelser i Italien. De første indbyggere flyttede ind i naturskabte grotter på siden af den dybe Gravina-kløft. I de efterfølgende årtusinder voksede byen med huse bygget af kæmpe klippeblokke og nye grotter udhugget i den porøse klippe. Til sidst bestod bydelen der i dag kaldes Sassi, af omkring 1500 boliger, kirker og klostre, ligesom der blev skabt et netværk af tunneler, vandkanaler og store cisterner. Grottebyen husede på sit højeste formentlig omkring 15.000 mennesker.

Matera kløft
Med sin beliggenhed i en kløft er Matera ikke det mest velegnede rejsemål, hvis man er gangbesværet.
Matera køkken
Køkken i museumsgrotten Casa Grotta di Vico Solitario der er indrettet, så man kan se hvordan der så ud, da husets sidste beboer flyttede. Foto: Güldem Üstün, CC BY 2.0.

Nyt liv som restauranter og ferieboliger

Årtusinders kontinuerlig beboelse af grotterne fik dog en ende med indførelsen af en lov i 1952, som forbød beboelse af grotterne. Myndighederne ville ikke længere acceptere leveforholdene i grotterne, der var præget af fattigdom og af Italiens daværende premierminister De Gasperi blev beskrevet som sundhedsskadelige og en “national skam”. Loven betød, at tusindvis af mennesker de efterfølgende år blev købt ud af staten og tvangsforflyttet til bebyggelser i byens nyere kvarterer.

Grottebydelen, Sassi di Matera, lå derefter næsten øde indtil en gruppe unge dannede gruppen “Circolo la Scaletta” i slutningen af 1970’erne med det formål at værne om Materas kulturarv. Gruppen begyndte at kortlægge og udforske de forladte grotter og opdagede, at størstedelen faktisk var i god stand samt rummede mange uvurderlige kulturskatte i form af blandt andet byzantinske fresker i smukke kirkerum. I 1980’erne hvor flere af gruppens medlemmer var blevet politikere og forretningsfolk, lykkedes det at samle midler og politisk opbakning til at iværksætte en egentlig restaurering af grotterne.

Siden er mange af grotterne blevet istandsat og bruges igen som boliger, barer, restauranter, butikker og ikke mindst små hoteller. Muligheden for at overnatte i et rum, der måske allerede var beboet af mennesker for 7000 år siden, tiltrækker nu turister fra hele verden til Matera.

Matera blev optaget på UNESCO’s liste over verdensarv i 1993, som det første sted i det sydlige Italien. Af den grund kræves det, at restaureringer og moderniseringen af forladte grotter opfylder strenge kriterier for at bevare bydelens historiske integritet. Regeringen ejer stadig størstedelen af grotterne, men tilbyder langsigtede, billige lejemål til folk, der er villige til at investere i en restaurering.

Matera, Basilicata
Du kan bruge lang tid på at udforske den gamle bys stemningsfulde smalle gader.

I det endelige opløb til udpegelsen af Kulturhovedstad 2019 vandt Matera foran Cagliari, Lecce, Perugia, Ravenna og Siena – nogle af Italiens mest berømte kulturbyer. Du kan finde mere information om Matera som kulturhovedstad på den officielle hjemmeside

Hoteller i Matera

Der vil uden tvivl være ekstra mange arrangementer og udstillinger i 2019, når Matera er Europæisk Kulturhovedstad, men du behøver ikke vente indtil da med dit besøg. Grotterne i Sassi-kvarteret og de unikke hulekirker er i sig selv rejsen værd.

Find et hotel i Matera

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere af Mikkel H.

L’Eroica – stort vintage-cykelløb i Toscana

I dag suser mange motionscyklister rundt på dyre, avancerede racercykler af kulfiber...
Læs mere