Melanzane alla Parmigiana – aubergine med parmesan og tomat

Melanzane alla Parmigiana - aubergine med parmesan og tomat
Få gode tips og råd til, hvordan du laver Melanzane alla Parmigiana - aubergine med parmesan og tomat

Her er en opskrift til dig, der er vegetar – og til alle andre, der elsker soltørrede auberginer og tomater. Retten minder lidt om en vegetarisk variant af lasagne og smager himmelsk.

Her er mine tips og råd om, hvordan man laver denne højt værdsatte italienske ret.

Fakta:

Tid: ca. 2 timer
Antal portioner: 6

Ingredienser:

  • 3 store auberginer
  • 3 piskede æg
  • Mel til panering
  • Olivenolie til stegning
  • 15 basilikablade + 4-5 stykker til dekoration
  • 250 gram friskrevet parmesanost
  • 1 fed finhakket hvidløg
  • 800 g polpa di pomodoro eller passata (tomatsauce)

Gør sådan her:

Skær auberginerne i 1 cm tykke skiver. Stryg salt over dem og lad dem ligge i mindst en halv time. Du kan også skære auberginerne i tyndere skiver, hvis du ønsker, at retten skal være jævnere. De tykkere skiver giver dog lidt mere tyggemodstand i retten.

Mens auberginerne ligger i salt, kan du begynde med tomatsaucen.

Svits hvidløget i olivenolie og tilsæt tomatsauce og basilikum. Lad saucen simre i 15-20 minutter ved lav varme, og smag derefter til med salt.

Auberginerne skylles i koldt vand og tørres derefter med et rent håndklæde.

Vend auberginerne i mel, efterfulgt af de piskede æg (krydret med salt). Varm olivenolien op på en stegepande og steg auberginerne, indtil de er gyldne på begge sider. Læg dem derefter på et stykke husholdningspapir.

Varm ovnen op til 200 grader.

Lav lasagnen: Spred 2-3 spsk tomatsauce over bunden på en stor ovnform. Tilsæt derefter et lag aubergine, samt mere sauce og masser af parmesan. Gentag dette, indtil du har opbrugt alle ingredienser. Afslut med sauce og parmesan. Sæt formen i ovnen og bag i 20 minutter, indtil lasagnen er gylden og “boblende”. Lad den hvile i ca. 5 minutter og server den derefter på tallerkener, eventuelt med basilikumblade som dekoration.

Buon Appetito.

Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere