Den varme gæstfrihed, som vi har modtaget, siden vi ankom til Sicilien, har været noget helt særligt. Der er så mange eksempler på den, at det kan være svært at vælge blandt dem, men her kommer to af de bedste, jeg kan komme i tanker om.
1. Kort efter at vi var ankommet til vores nye hus på Sicilien, der lå op ad en bjergskråning i en lille landsby, bankede vores nabo, en ældre mand i sine sene 80’ere (som vi senere blev gode venner med), på vores dør med en enorm pose hjemmedyrkede grøntsager og hilste os velkommen i landsbyen – hvorefter han kom med friskplukket frugt og hjemmelavet limoncello de følgende dage!
Dette fortsatte de første 9 måneder af vores ophold i det nye hus – på en ugentlig basis! Vi følte altid stor taknemmelighed og forsøgte at tilbyde noget til gengæld, men vi fandt hurtigt ud af, at han ikke kunne lide at tage imod, kun at give!
2. Mens vi en dag var på vej tilbage fra nogle vandfald i et fjerntliggende bjergområde under en vandretur, passerede vi, hvad der bedst kan beskrives som et lille hytte-lignende hus, helt isoleret, og uden nogen andre beboede bygninger omkring. Vi bemærkede, at der var en mand uden for huset, som var igang med at tilberede mad på en grill, så jeg sagde “Buongiorno e Buon appetito” (“Goddag og god appetit”, red.), da vi passerede manden, hvortil han svarede: “Volete un bicchiere di vino?” .. (“Vil I have et glas vin?”, red.).
Før vi havde en chance for at svare (vores tøven skyldtes blandt andet, at klokken var 13, og at vi efter 4 timers vandring var ivrige efter at nå frem til den restaurant, vi havde planlagt at spise frokost på, og som stadig lå en 2 – 3 kilometer væk), kom hustruen til den nævnte mand ud af hoveddøren med en flaske hjemmelavet rødvin og nogle plastikkrus og insisterede på, at vi skulle drikke med dem! Vi tog med taknemmelighed imod deres tilbud og tilbragte lidt tid sammen med dem, hvor de spurgte os, hvad vi lavede på Sicilien osv. Vinen var lækker og meget stærk og var skyld i, at de sidste 3 kilometers vandring blev temmelig munter!
Kort efter sagde konen til os, at vi skulle blive og spise noget pasta, eftersom de havde masser af det, og at vi i øvrigt burde blive til frokost! Det var et meget generøst tilbud, men vi havde et bestilt bord, der ventede på os på restauranten. Jeg er sikker på, at den mad, de ville have serveret, ville have været lige så god som den i restauranten, og forhåbentlig kan vi en dag vende tilbage og møde dem, når vi næste gang er på vandretur – denne gang dog vil vi tage vin med!
