Min udgave af pasta pesto speciale

Pestoingredienser
Man kan med fordel lave sin egen pesto - her nogle af de traditionelle pestoingredienser

Dette er min egen version af en opskrift på min favoritpastaret “Pasta Pesto Speciale”, som jeg laver med pasta fra det italienske mærke – “Tortellini-Kongen” – Giovanni Rana.

Jeg gør altid det, at jeg tænder for noget dejligt italiensk musik, trækker en flaske af min favoritvin op og lader mine smagsløg synge italiensk opera, mens jeg tilbereder retten – det er fantastisk godt, eller som de siger på italiensk: “molto buono”.

Her følger mine tips og råd til, hvordan du kan tilberede retten.

Fakta om retten:

Tilberedning: ca. 30 min.
Antal personer: 4

Ingredienser:

  • 2 pakker tortellini (én pakke består à 250 g) fra Giovanni Rana. Jeg plejer at vælge at blande smagsvarianterne pesto-basilikum & pinjekerner og ricotta & spinat
  • ca. 280 g tynde skiver pancetta eller bacon
  • 2 skalotteløg
  • 7-10 svampe afhængig af størrelsen
  • 200 g tørrede tomater (i olie)
  • 500 gram finthakkede dåsetomater (dem med basilikum)
  • Pesto alle Genovese. Ca. 140 gram, eller mindre afhængigt af hvor fremtrædende, du ønsker pestosmagen bør være. Man kan med fordel selv lave sin pesto
  • Rucola-salat
  • Parmesanost (Parmigiano Reggiano!)
  • Pinjekerner til dekoration

Tilberedningen

Start med at hakke skalotteløg og soltørrede tomater fint og skær svampene i små stykker, som derefter sauteres let i lidt olivenolie. I en separat gryde steges nu pancetta eller bacon til den ønskede nuance af sprødhed, og efterfølgende dryppes det af på et stykke køkkenrulle. Når svampe, tomater og løg er sauteret, tilsættes tomat og pesto – begynd eventuelt med lidt ad gangen for at opnå den ønskede styrke og koncentration af de to. Lad det koge igennem.

Sæt en stor gryde med vand i kog. Når vandet koger, tilsættes salt og tortellinierne skal da koges i henhold til anvisningen på pakkerne.

Bland pancetta/bacon i den tomat-pesto-duftende sauce. Hæld tortellinierne over i et dørslag og vend dem dernæst i saucen og bland det hele sammen.

Anret hver tallerken og pynt med rucola, parmesanost i flager og pinjekerner og glem ikke rødvinen.

Til slut er der bare at sige: Buon appetito!

Kunne du tænke dig at få flere tips om italiensk madlavning?

- så tryk her og tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere