Følgende indlæg er skrevet af vores gæsteskribent Charlotte, der til dagligt bor i Norditalien, hvor hun blandt andet driver en blog om at være udlandsdansker i Italien. I denne artikel beskriver hun sine første oplevelser i Cinque Terre i Ligurien, som hun besøgte sammen med sin familie og som gjorde et stort indtryk på hende. God fornøjelse!
Vandrefugle vil elske Cinque Terre. Natur-elskere vil elske Cinque Terre. Sejlere vil elske Cinque Terre. Jeg elskede Cinque Terre fra det øjeblik, vi sejlede fra havnebyen “La Spezia” i Det Liguriske Hav i en lille færge på det krystalblå vand og med solen, der skinnede fra oven og vinden, der føltes befriende herude på det åbne hav, hvor alt kunne ske.
Måske jeg blev så positiv overrasket over Cinque Terre, fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle forvente. Hvad jeg havde i sigte. Jeg havde hørt om Cinque Terre, men jeg havde ikke helt forstået fasinationen af nogle huse, der var klumpet sammen og banket ind i en bjergskråning. Men det skulle jeg snart forstå.
Min forståelse kom allerede, da vi nærmede os første by – men forvirringen var stor, da vi ikke kunne få det til at passe med den første af de fem byer. Denne by hed nemlig: Portovenere og var malerisk smuk med de pastelfarvede huse, der lå på rad og række, store som små, ud til en bugt fyldt med små fiskebåde, og børnene der legede nede ved vandkanten, mens kvinderne sad på bænke under et stort træ og kiggede på. Men byen hørte ikke under Cinque Terre, som vel bedst kan oversættes med: “De Fem Byers Land”. Portovenere var ikke én af de fem byer.
Sejlturen videre til den første af de fem byer varede cirka 30 minutter, og da vi nærmede os kunne jeg se at “konceptet” var det samme som i byen Portovenere. Riomaggiore hed den første by, der med sine både farvestrålende og pastelfarvede sammenbyggede huse lignede Portovenere til forveksling. Farverigt, idyllisk og fasinerende smukt var nok nogle af de ord, jeg her ville bruge. Da færgen lagde til land, kunne vi se, at der allerede var en kødrand af mennesker, der stod i kø for at komme med færgen. De stod op og ned og rundt langs klippeskråningen og bagte i den bagende sol – så de havde travlt med at komme hen til færgen i skygge og med udsigt til den kølige vind.
Riomaggiore indeholdt alt det, som vi danskere elsker ved Italien. De små hyggelige smalle gader, små butikker med ejeren af butikken, der står udenfor og smiler velfornøjet til alle, der går forbi. Restauranter med ternede duge og stearinlys på bordet, der mindede om scenen fra “Lady & Vagabonden” – og de små afsidesliggende fortovscaféer med terrasser, hvor der hænger vinranker. Så italiensk hyggeligt!
Efter 1 times tid var det vores tur til at stå og svede i køen til færgen, der heldigvis var dejlig præcis. Næste stop var Manarola, hvilket var kun 10 minutter derfra. En utrolig smuk by, der er placeret på den yderste klippe ved havet og total omringet af terasser med vindruer, der må høstes ved brug af tovbane. Havnen er så lille, at man er nødt til at hejse bådene op på klipperne. Det er også i Manarola, at man finder kærlighedsstien, som den bliver kaldt, der forbinder Manarola med Riomaggiore, hvilket burde kunne gøres på cirka 1 time og 20 minutter. Vandrefugle .. – den var til jer!
Det næste stop kunne have været Corniglia, som lå højt oppe på en bjergtop, hvilket er den tredje af de fem Cinque Terre-byer, men netop grundet beliggenheden kunne færgen ikke lægge til. Så vi måtte “nøjes” med at sejle forbi byen, alt imens vi spekulerede på, hvordan denne lille fiskerby, som lå meget afsidesliggende fra den civile verden, hvordan den fik sine forsyninger. Besværligt måtte her være ordet!
Hvis mit hjerte ikke var tabt til Cinque Terre, så blev det da i hvert fald med synet, der nærmede sig ved udsigten til fjerde by: Vernazza. Vernazza er et syn for guder – både når man kommer fra søsiden, men også når man kommer vandrende fra bjergenes vinmarker og sætter kursen ned mod landsbyen, der klumper sig sammen på den lille halvø. Byen består af snævre gader mellem farverige huse, og kommer man op til resterne af et lille fort på halvøen, så har man en fantastisk udsigt, hvor man kan se vandreruten bugte sig igennem klippestykkerne videre til vores næste og sidste destination på rejsen – nemlig byen Monterosso.
Monterosso er den største af Cinque Terre-byerne, hvilket man bemærker med det samme, man lægger til. Lidt mere havn. Lidt mere by. Lidt flere butikker og selvfølgelig – lidt flere mennesker. Det er også den eneste af byerne, der ikke ligger på stejle skråninger – men til gengæld har den den lækreste badestrand med en ganske bred sandstrand langs den idylliske bugt. Hyggeligt at slendre rundt i gaderne og med mulighed for at prøvesmage den berømte lokale dessertvin Sciacchetrà fremstillet af tørrede druer.
Sejlturen tilbage fra Monterosso til havnebyen “La Spezia” varede cirka 1 time og 30 minutter. Vi havde dermed været “på tur” hele dagen fra kl. 10 om morgenen til kl. 18, hvor turen endte. Vi havde valgt at benytte færgen – men Cinque Terre er netop kendt for sin vandrerute langs kysten, og hvor man kan vandre fra by til by, alt imens man har den vildeste udsigt til Det Liguriske Hav. Derudover kører der et lille lokaltog mellem byerne for dem, der ikke føler for vandringen.
Hvis du vil læse mere om fiskerbyen Portovenere eller se flere flotte og farvestrålende billeder fra Cinque Terre – så gå ind på www.charlotteinitaly.com.
Du kan også læse meget mere om Cinque Terre og se alle vores ferieboliger og hoteller i og omkring Cinque Terre her.
