Når fodboldfeberen raser i Italien

Fodbold i Italien
Fodboldfeberen raser i Italien. Foto: Louise Laurenius ©

Når det italienske landshold – Gli Azzurri – er på grønsværen, kommer de store følelser frem hos italienerne. Og når de vinder en kamp, f.eks. til EM eller til VM, har glæden ingen grænser. Store følelser og stærk samhørighed kommer frem hos italienerne, når “Gli Azzuri” er på grønsværen.

På de fleste dage kaster folk mønter i den berømte Trevi-fontæne, mens de udtaler “arrividerci Roma” (på gensyn Rom)! Og kun de færreste sniger sig til at springe i rokoko-bassinet. Men hin varme juliaften i 1994, hvor aftenen var præget af en nærmest religiøs stilhed med mennesketomme gader, brød der pludselig et brøl ud fra de åbne vinduer mod Trevi-pladsen i Roms centrum. På et splitsekund fyldtes fontænens vand af euforisk, badende italienere, der få minutter inden havde oplevet Italien vinde i semifinalen ved VM i 1994. Og selv for en anti-fodboldfan som jeg var det nærmest umuligt ikke at blive revet med af glæden og følelsen af samhørighed.

Melodrama

Når italienerne spiller fodbold, får følelserne frit spil. Og at se en af deres landskampe, er som at være tilskuer til et italiensk melodrama. Her er misundelse, når konkurrenten fører; glæde, når favoritholdet får bolden i mål; lidenskab, når støvlen rammer perfekt; frustration, når Italien står til at tabe, vrede, når dommeren er uretfærdig og endelig overtro, når spillerne slår korsets tegn inden kampen, eller foretager en overtroisk handling, som da den italienske træner Trappatoni under en EM-kamp i 2004 holdt sin finger i en flaske med helligt vand i håb om, at Italien skulle vinde.

Fodboldkamp i Italien
Fodboldkamp i Italien. Foto: Louise Laurenius ©

Under EM og VM opnår såvel “Gli Azzuri” – kælenavnet for de italienske landsholdspillere – som træneren heltestatus, til trods for at flere af dem får lidt for meget gang i temperamentet under kampen, som fx Totti, der sendte den berømte spytklat i hovedet på den danske fodboldspiller Christian Poulsen ved EM-kampen i 2004, og Materazzi, der ved VM-kampen i 2006 efter sigende ikke helt holdt kammertonen, men sagde noget helt utilgiveligt om den franske fodboldspiller Zidanes mor og søster, fordi han følte sig provokeret. Men det ændrer ikke på befolkningens glamourøse billede af spillerne. For det at blive hidsig er en helt acceptabel og ganske naturlig reaktion hos en italiener, der er presset – inden for lovens rammer, naturligvis!

Den positive stemning vender dog hurtigt, hvis en spiller i et afgørende straffespark rammer bolden forkert og misser et mål, eller i værst tænkelige situation laver et selvmål. Og vejen ned af piedestalen er lynhurtig. Og skulle det gå holdet dårligt, så står også træneren for skud. Efter de første EM-kampe i 2008 fik den italienske træner Donadoni nogle hårde ord med på vejen i de italienske medier, fordi det italienske hold ikke levede op til de forventninger, man havde til et hold, der blev verdensmester to år tidligere.

Tilskuere til italiensk fodboldkamp
Tilskuere til italiensk fodboldkamp. Foto: Louise Laurenius ©

Fodbold er en lidenskab, de fleste italienske mænd deler. Og derfor går det dem hårdt på, når deres landshold eller yndlingsklub klarer sig dårligt. De skuffelser, italienerne føler ved nederlag efter nederlag, har også givet næring til tanker om korruption inden for selve fodboldsystemet. Og ikke uden grund, for i 2005 ryddede den italienske fodboldskandale alle landets avisforsider med historien om, at Genova-holdets præsident havde bestukket en modstanderklub med to millioner kroner for at tabe, så klubben kunne rykke op i Serie A. Adskillige sager er dukket op i årene efter.

Drenge spiller fodbold i Italien
Drenge spiller fodbold i Italien

Fællesskab

En italiensk mand med respekt for sig selv følger med i de kampe, hans yndlingshold spiller weekend efter weekend. Og sidder han ikke på baren om søndagen med en af de tre italienske sportsaviser, eller på stadion for at se en kamp, så har konen nok haft held med at lokke ham med på en søndagspromenade. Men det er ingen hindring for at følge med i sportsresultaterne, og derfor ser man et utal af mænd på tur med konen under armen og en transportabel, larmende miniradio ud for øret.

Fodboldkulturen afspejler på mange måder det italienske samfund med alle dets interne intriger, som fx stadig eksisterer mellem Nord- og Syditalien. Gennem flere århundreder bekrigede de daværende italienske stater hinanden. Og det gør italienerne fortsat, når de mødes ved klubkampene. Nogle med mere humor end andre. De seneste år har der været flere tilfælde af vold og ballade ved de italienske klubkampe, og det er ikke sjældent, at politiet må rykke ind og skabe ro og orden.

Men når klokken ringer EM- eller VM-kampene ind, så forener italienerne sig og ser bort fra, hvor i landet spillerne kommer fra, og hvem de ellers plejer at spille for. Nu er det et fælles Italien, der er i spil. Selvom følelsen af fællesskab og sammenhold som regel er nærmest ikke-eksisterende i et splittet land som Italien, kan en landskamp samle italienerne og give dem en følelse af fællesskab og national identitet.

Skrevet af
Mere af Marcus

De bedste fiskerestauranter i Cinque Terre

Cinque Terre er ikke bare berømt for sine fantastiske kystlandskaber og sin...
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *